”Forestil jer en motorvej med mange baner. Alle kører samme vej, men i forskelligt tempo. Pludselig trækker en bil ud i nødsporet og stopper. Hvis alle kigger på den bil, kører de galt. På motorvejen ved man godt, at man skal holde blikket på vejen. Så må den bil, der har et problem, få det løst.”

Citatet stammer fra klimaaktivist og diplomat Christina Figueres, som overtog FN’s klimaforhandlinger kort efter Cop15 i 2009, og er en reaktion på den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen.

Jeg kom til at tænke på citatet takket være min gode kollega Susanne Sayers, mens jeg læste Jørgen Steen Nielsens seneste bog ’Som gjaldt det livet’. Forfatteren er en erfaren journalist, der i årevis, og længe før det blev moderne, har bekymret sig om klimaet og skrevet lange artikler om det i Information. Med andre ord. Han ved, hvad han skriver om.

En af hovedpointerne i bogen er, at klimakrisen og uligheden i samfundet er uløseligt forbundet med hinanden. Hvis man skal tackle klimaudfordringerne, er man derfor nødt til også at rette op på de voksende økonomiske skævheder, der har gjort de rige rigere, mens de fattige er blevet fattigere for nu at sige det populært. Forfatteren bruger den franske protestbevægelse De Gule Veste som eksempel. Bevægelsen blev dannet, da den franske regering forhøjede afgifterne på blandt andet diesel og hermed gjorde livet sværere for en gruppe, der i forvejen var hårdt presset økonomisk.

Men det er langtfra det eneste paradoks i klimadebatten. I dag udleder vi mere CO2 end tidligere, blandt andet fordi den globale opvarmning har sat gang i salget af airconditions, der som bekendt udleder store mængder af drivhusgasser.

Med andre ord. Det går den forkerte vej.

Bliver man klogere af at læse bogen? Så afgjort, men først til allersidst. Og det er en skam. Hvis jeg ikke skulle anmelde bogen, er jeg nemlig ikke helt overbevist om, at jeg havde orket at læse den til ende. Der er for meget sortsyn og for lidt håb i de første mange kapitler, og jeg måtte på et tidspunkt ty til forfatter og musiker Kristian Leths bog ’Håb’ for at få bare en lille bitte smule optimisme tilbage.

For der er også grund til at være optimist. For eksempel er det lykkedes den 16-årige klimaaktivist Greta Thunberg på kort tid at skabe en verdensomspændende bevægelse af unge, der skriger på handling. Spørgsmålet er, hvordan man tackler den lokale modstand, der i dag spænder ben for konkrete grønne initiativer som for eksempel mere vindenergi.

I bogens sidste – og efter min mening mest interessante kapitel – foreslår forfatteren selv et borgerting som en del af løsningen. Det skal bestå af 99 tilfældigt udtrukne borgere, som løbende diskuterer de dilemmaer, der rejser sig i kølvandet på klimadebatten, og som samtidig kan virke som en slags rådgivere for Folketinget.

Anne Lea Landsted er journalist