Da sensationen i sensommeren brød ud, om at en københavner-ramadansang måske kunne ende i Højskolesangbogen (blandt ca. 400 andre), gik islamalarmen på Berlingskes kulturredaktion. Så redaktøren påtog sig at advare højskolemiljøet om, at de legede med den totalitære ild, hvis den komposition endte i deres (egen) sangbog. Og i september var den gal igen, da verden blev indviet i, hvad der venter af inkluderende tiltag i Microsofts nye Word-version.

Der er løbet meget vand gennem den identitetspolitiske medieå, siden sidste punktum blev sat af forfatterne til ’Os og dem’ helt tilbage i juli måned. Men hermed bliver læserne så for eksempel ikke snydt for en analytisk behandling af den opstandelse, som Gyldendal vakte, da forlaget i år ”krænkede” en større skare ved at udsende en samling Halfdan Rasmussen-børnerim med visse udeladelser. For var der negere eller hottentotter på spil, faldt de digterperler for censuren.

Afgørende markører i identitetspolitikken er ikke blot race, men også nationalitet, køn (eller mangel på samme), religion, seksualitet, kulturelle skikke med mere. Og konklusionen undervejs i ’Os og dem’ er, at identitetspolitik er blevet ”et politisk felt på linje med økonomisk politik eller sundhedspolitik”.

Bag bogen står filosofiprofessor Vincent F. Hendrix, kendt som samfundsdebattør – og idémager og tropsfører på pionér-foretagendet Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet. ’Os og dem’ er tredje debatbog fra hans hånd oven på etableringen af CIB – efter de emnebeslægtede ’Spræng boblen’ og ’Fake news’. Men denne gang er bobleprofessoren gået sammen med en af sine studerende, Silas L. Marker, om at få dissekeret begrebet identitetspolitik, der nu anvendes i medierne i langt højere grad end for bare et par år siden. En hastig udvikling, drevet mere eller mindre (eller slet ikke) bevidst frem af folk som Donald Trump, Jair Bolsonaro, Alex Vanopslagh, Anette Heick og et par stykker andre, dokumenterer bogen. Med en følelsesbetonet social medieverden som et afgørende fundament, hvor man i politiske, kulturelle og etniske ekkokamre pisker stemninger op, som kan komme ud af både proportioner og kontrol – og få vidtrækkende konsekvenser.

Det er tankevækkende medieforbrugeroplysning og givetvis også gangbart i en journalist- og kommunikationsfaglig undervisningssammenhæng. En række afsnit er i hvert fald til den højpandede side, hvor de faglitterære referencer hober sig op, og begrebsgymnastikken udfolder sig i et omfang, der ikke forekommer denne jævne læser absolut nødvendigt (nu hvor formatet er en almen debat- og medieforbrugerbog).

Johs Lynge er freelancejournalist