”Den 10. februar 2016 begår Inger Støjberg et klart lovbrud. Hun bliver advaret af sine topembedsmænd, men er ligeglad. Det er i Lars Løkke Rasmussens smalle venstreregeringstid, hvor hun har så megen folkelig medvind, at hun tilsyneladende mener at kunne gå på vandet og optræde hævet over loven.”
Kaare R. Skou lægger hårdt ud allerede på omslaget af sin seneste bog ’Blå vinter’ om det borgerlige Danmarks kollaps. Måske også en anelse for hårdt i betragtning af, at der endnu ikke er fældet ”dom” i sagen. Instrukskommissionen, der skal undersøge, om der er grundlag for, at nogen kan drages til ansvar for den ulovlige instruks, Inger Støjberg udsendte i februar 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene var under 18, er først lige gået i gang, da bogen udkommer.
’Blå vinter’ er Kaare R. Skous personlige optegnelser over to et halvt år med en regering, der langsomt, men sikkert lagde ikke alene blå blok, men også Danmarks renommé, i ruiner. Kaare R. Skou er ikke alene en erfaren politisk reporter. I 30 år rapporterede han fra Christiansborg for Danmarks Radio og TV 2. Han er også en nørd, der kan sin politiske danmarkshistorie. Flere steder i teksten trækker han tråde tilbage i historien. Det fungerer – om end det indimellem godt kan virke en anelse for omstændeligt.
Til gengæld kommer der fart over feltet, når han tager de enkelte sager under grundig behandling. Bogen er et 500 siders langt katalog over møgsager, og der bliver ikke lagt fingre imellem.
Danmark mistede sin førerposition, både hvad angår retssikkerhed og menneskerettigheder, fordi regeringen lod sig styre af ”pøbeljustitsen” eller ”nationalkonservatismens menneskeædere”, som han kalder blandt andre Dansk Folkeparti.
”Bomberydderne i Venstre” bliver alarmeret, da lokummet brænder under Lars Løkke efter en stribe private indkøb af blandt andet flyrejser og boksershorts for partiets regning, der ”vokser mug på retsstaten” under justitsminister Søren Pape, mens Liberal Alliance beskrives som et sammenrend af uduelige kapitalister.
Er han for personlig, for direkte? Ja, tja, bum bum. Personligt synes jeg, det er befriende, at der bliver skrevet lige ud af posen, og at der bliver sat navne på, så man ikke skal i gang med at gætte.
En politiker skal kunne stå på mål for sin politik og lægge navn til. Eller indrømme, at man tog fejl – det sidste kniber det med. Heldigvis giver demokratiet mulighed for borgerinddragelse, og det første, borgerne da også gør, da Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, åbner portalen for borgerforslag på Folketingets hjemmeside i januar 2018, er at stille forslag om at fjerne uddannelsesloftet.
Det er dejligt at læse en politisk bog, der sagligt dykker ned bag overskrifterne og fortæller om de enkelte forlig, de enkelte tiltag i stedet for at kredse om det politiske spil. Det er der rigeligt andre politiske journalister, der gør.
Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Forlaget Momenta
30. juni kl. 12.03 ·
FEM STJERNER TIL BLÅ VINTER*****
Fremragende anmeldelse af Kaare R. Skous fortælling om det borgerlige Danmarks kollaps i Journalisten.