Emnet bliver ikke mere farligt og fascinerende, hvis man interesserer sig lidt for dansk mediehistorie. Alene af den grund er denne bog værd at læse (i hvert fald noget af. De sidste tyve siders ”Eftertanker” er en fejlplaceret polemisk perspektivering til nutiden med Trump som den ultimative skurk). For hvis man vil vide, hvordan det var at være journalist for danske medier ude og hjemme, mens Hitler var ved magten i Tyskland, bliver man både oplyst og underholdt af mediehistorikeren Lars-Martin Sørensens ’Sidste nyt fra Berlin’.

Der står godt nok i Danmarks grundlov (også på Hitlers tid), at censur aldrig kan indføres her i kongeriget, men sådan spillede klaveret ikke i årene 1933-45. I baghovedet må man have, at kun 13 år før havde vi været så velsignede at få Nordslesvig tilbage efter årtier under tysk åg. Heldigvis har de seneste 100 års relationer mellem Danmark og Tyskland været ”fredelige og harmoniske”, som TV Avisens ”kulturkorrespondent” kunne meddele seerne fornylig. Men det kneb nu altså alligevel en smule i 30’erne (siden i første halvdel af 40’erne), mens propagandaminister Goebbels og konsorter prægede det danske medielandskab med slet skjulte trusler om boykot af danske eksportvarer og det, der var værre, hvis ikke medierne indordnede sig lidt i det ”Neuropa”, som var under realisering. Hvor galt det kunne gå, fik man et indtryk af i slutningen af 30’erne, hvor Hitler og kompagni i to bidder annekterede naboen mod syd, Tjekkoslovakiet.

Danske politikere og embedsmænd følte sig derfor, af vitale nationale hensyn, kaldet/tvunget til at give de (i hvert fald af statsmagten) frie aviser en hånd med at balancere Tysklands-dækningen. Statsminister Stauning, udenrigsminister Munch og deres embedsmænd og udstationerede diplomater tog derfor jævnligt ”samtaler” med redaktører og korrespondenter om de konsekvenser, kritisk journalistik om Nazityskland kunne have. Alt imens tyskerne dag for dag strammede grebet om lilleputten mod nord i enhver forstand, lige indtil Hitler og hans mediedirigent Goebbels begge skød sig en kugle for panden i foråret i 1945.

Fra tid til anden er Lars-Martin Sørensens sprog lidt til den svulstige side. Om det skyldes en smule kildeafsmitning, er ikke godt at vide – i hvert fald fik den ikke for lidt, når den tids avisskribenter fyrede den af i spalterne. Eksempelvis når præsten og dramatikeren Kaj Munk i 1936 i Jyllands-Posten (i en af sine kortere sætninger) skrev således om Hitler:

”Grænseløst beundrer jeg, at det har været en Mand muligt midt i Parlamentarismens Dirt-track, i Fortvivlelsens Dal efter Nederlaget at faa Vognen kørt op ad Bjerget igen.”

Højstemte formuleringer af den art fortjener selvfølgelig lige at få et par matchende ord med på vejen i mediehistoriens ulideligt klare lys. Og den lejlighed forsømmer Lars-Martin Sørensen ingenlunde:

”Munks person, eller måske rettere hans skribentpersona, den åbenmundede fremturen, den uforfærdede højoktandrevne skrivekugle og ildsjæl, Kaj Munk var i spalterne, bidrog nok også til forvirringen.”

Forvirret?

Johs Lynge er freelancejournalist