Inspirerende interviewbog med tyngde og tankegods

Bog: Mellem Frygt og Håb – 18 forfattere og tænkere om eksistens i det 21. århundrede Forfatter: Bjørg Tulinius og Michael Bach Henriksen Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag (254 sider, 250 kroner)

Åh, at stå op til et isbad for så at småløbe til jobbet. I løbet af dagen mediterer jeg to timer, og en enkelt gang om ugen spiser jeg aftensmad. Weekenden er helliget en lang faste.

Dette jeg er ikke mig. Langtfra. Det er derimod grundlæggeren af Twitter, Jack Dorsey, der optræder i bogen ’Mellem frygt og håb’ som et eksempel på et menneske, der ønsker at optimere sig selv i en sådan grad, at psykiater Finn Skåderud ser det som et problematisk udtryk for det isolerede selv. Forestillingen om, at vi ikke udvikler os i mødet med andre, men udelukkende i mødet med os selv, har ført til ekstreme selv-dyrkere, mener den norske psykiater.

Finn Skåderud er blot en af 18 interessante personer, som journalist Bjørg Tulinius og kulturredaktør Michael Bach Henriksen behændigt har talt med, og som udgør materialet i denne yderst læsværdige interview-bog. Blandt de andre interviewpersoner finder vi tænkere som Anthony Giddens og Axel Honneth og kunstnere såsom Salman Rushdie, Patti Smith og Per Petterson.

Afsættet for bogen, som egentlig er en præmis, man bør være skeptisk over for, er, at vi lever i en tid præget af usikkerhed og bekymring. Skribenterne søger så gennem samtale at blive klogere på samtiden. Hvad kendetegner vor tid og de mennesker, som lever i den? Det er en ambition, som der er kommet et nuanceret, inspirerende og alsidigt værk ud af.

Men hvorfor udgive det som en bog? Har man læst Kristeligt Dagblad de seneste par år, har man sandsynligvis allerede læst samtlige 18 interview i avisen. Men jeg synes, det giver god mening. Dels er de 18 interview her præsenteret i udvidet version, dels taler de sammen, fordi de bringes i et samlet værk. Og de taler også længere ud end bogen, eksempelvist ind i Jürgen Habermas’ senest udgivne magnum opus om forholdet mellem tro og videnskab.

Forfatterne i bogen har det med at tale lidt mere om sig selv og deres skriveproces, hvorimod tænkerne – hvoraf mange er sociologer – hæver blikket og adresserer et samfundsperspektiv. Tilsammen danner det en fin vekselvirkning. Udvælgelsen af interviewpersoner er forholdsvis bred om end med en hang til ældre, hvide mænd – og især tænkere, der også har noget at sige om kristendommen.

Tulinius og Henriksen er ferme interviewere. De har sat sig ind i stoffet, og vi fornemmer en dybtrækkende interesse i de folk, der interviewes – måske endda med et strejf af fan-beundring. Ofte rammes man af ærgrelse, når et interview slutter. Kunne de ikke have fået mere tid med kilderne? Kunne de ikke have fyldt flere sider ud? Det er selvsagt lidt et luksusproblem, for denne ærgrelse røber jo, at man synes gevaldigt godt om bogen og blot ønsker mere.

Steffen Moestrup er ph.d., adjunkt på DMJX, freelancejournalist & kritiker

0 Kommentarer