Bog: Metodekogebogen. 130 analysemetoder fra humaniora og samfundsvidenskab

Redigeret af: Mie Femø Nielsen og Svend Skriver 

Udgiver: U Press (440 sider, 350 kroner)

Anmelder: Lene Rimestad, freelancejournalist 

Det gode ved at koge noget ind er, at det kan blive det mere smagfuldt og tyktflydende. Det dårlige er, at man risikerer, at elementer fordamper, skifter smag eller simpelthen ikke indgår, fordi der ikke er plads i gryden. 

Det er også tilfældet med ’Metodekogebogen’, der præsenterer 130 analysemetoder fra humaniora og statskundskab på 440 sider. Det giver cirka tre sider per metode, når man trækker intro, indeks og kapitlernes forsider fra.

På den ene side bliver jeg meget begejstret, fordi bogen inspirerer med dens 130 gennemgange af de forskellige metoder. Bogen skaber et unikt overblik, som ikke findes andre steder. Nogle metoder er kendte. Det gælder for eksempel SWOT, sætningsskema, netværksanalyse eller aktantmodel. Andre er nye for mig som for eksempel ”Fem gange hvorfor”, hvor man bare bliver ved med at spørge ”hvorfor”, eller metoden ”Iagttagelse af anden orden”, som jeg ikke formår at forklare uden at bruge ganske mange tegn til det. Helt overordnet klapper jeg i hænderne over at få sådan en fin samling metoder præsenteret.

På den anden side undrer jeg mig. Nogle metoder er nærmest forsvundet i indkogningen. Det gælder for eksempel den helt elementære komparative analyse, som ikke står i indekset, men dog berøres lidt i nogle af metoderne. Men den analysemetode er måske så grundlæggende, at den er implicit? Og at big data, maskinlæring og statistik hver får et kapitel, undervurderer måske, hvor mange underliggende metoder der findes inden for de felter? Mens man nørder med kvalitative, humanistiske metoder, nørder man mindre med de statistiske feinschmeckerier.

Især undrer jeg mig over, at metoderne udgives som en bog til 350 kroner. Vil studerende ikke bruge værket mere, hvis det lå online og var nemt tilgængeligt? For eksempel med mikrobetaling, hvis det handler om økonomi?

Samtidig fremstår det hele lidt let. Og det er selvfølgelig også bogens styrke, at den er nem at gå til. Men er to-fem sider om en analysemetode nok til, at den studerende ”lettere” kan få høje karakterer, som bogen lover på bagsiden? Jeg ville selv nødig nøjes med eller se en studerende nøjes med at læse få sider om maskinlæring, medier-som-kanal eller masketest, inden de kaster sig over at bruge metoderne i forbindelse med en opgave.

Målgruppen er ikke de meget ambitiøse eller de totalt famlende, men de studerende, der har behov for et bredt overblik, før de kan gå videre. Og til det formål er bogen helt perfekt.