Britisk-amerikaneren Bill Browder beskrives i ny bog som en manipulator, der i egen interesse tipper medier og politikere over hele verden om hvidvask, som i nogle tilfælde ikke har fundet sted.

Mange har hørt om Bill Browder som en aktiv spiller på verdensplan med en mærkesag om at afsløre hvidvask af penge. Nu udgiver de to journalister Lars Abild og Birgitte Dyrekilde bogen ’Troldmanden’, som hiver hvidvask-smilet af manden.

Bill Browder fremstilles som en manipulator, der har bedraget verden. Han har gjort en positiv forskel, javel; men ofte har han en personlig interesse, som skal dække over egne lyssky forretninger, hævder de i bogen.

Abild og Dyrekilde vil for meget med bogen. Efter denne anmelders mening er de ikke skarpe nok til at redigere og udvælge stoffet. Som læser kløjs man i alle de aktører fra hele verden, som man på én gang skal forholde sig til.

Hvis Abild og Dyrekilde havde været mere drevne i fortælleteknik, og hvis de havde fastholdt, at Bill Browder var den karakter, der skulle drive historien frem, ville de nemmere kunne fastholde læseren igennem 350 sider.

Anslaget er et besøg hos tidligere topchef Thomas Borgen, der som bekendt fratrådte sit job i Danske Bank i efteråret 2018.

”Vi har stor opbakning inden for erhvervslivet, men folk på gaden betragter os vel som kriminelle, når de har læst avisen (…) Dækningen af sagen i pressen har været meget ensidig,” siger han.

Bogen sætter hele vejen igennem spørgsmålstegn ved pressens dækning af hvidvasksagen og også ved Berlingskes Cavlingpris for dens undersøgende journalistik om emnet. Det gennemgående spørgsmål er, om journalister verden over har været for godtroende og ladet sig forføre af Browder og hans hær af advokater. Svaret blafrer i vinden.

Forfatterne gennemgår Browders liv fra barndommen op til i dag: Hans tvivlsomme forretningspartnere, hans skattesvig og hans relation og ’udnyttelse’ af skatterådgiver og revisor Sergej Magnitskij, der døde i et russisk fængsel i 2009.

I strid med hvad Browder hævder, var Sergej Magnitskij ikke advokat, ikke whistleblower, og han blev ikke dømt posthumt for skattesvig. Alene Browder blev dømt i den sag, skriver forfatterne.

Ifølge forfatterne, og også trukket frem i forordet af Flemming Rose, er eksemplet Magnitskij en ’klassisk Browder’ og en del af hans personlige kampagne for ikke at blive udleveret til Rusland, hvor han er idømt ni års fængsel for skattesvindel.

Bill Browder betegnes som storkapitalist og aktiehaj. Han har tjent sine penge på investeringer i Østeuropa. De seneste 10 år har han med stor succes kørt en verdensomspændende mediekampagne under dække af sin døde skatterådgiver Sergej Magnitskij.

Bogens emne er væsentligt og interessant, men i denne form svært at få hold på. Det ændrer dog ikke ved, at journalister, der har dækket hvidvasksagen eller fulgt sagen tæt, vil finde den spændende.

Forlaget oplyser, at de har indledt et samarbejde med norske Piraya Film om en dokumentarfilm på baggrund af bogen.

Ulla Bechsgaard, selvstændig journalist og ledelsesrådgiver