search

Håndtegnerens livshistorie

Bog: Håndtegner Forfatter: Roald Als Forlag: Politikens Forlag (343 sider, 300 kroner)

Det er muligt, at papiravisen har toppet, hvad publikumsskaren angår, men en af de esser, der aldrig ryger dette printmedie af hænde, er karikaturtegningerne. Og ingen nulevende tegner holder vel bedre fat i papir­avislæserne end Roald Als, selv om han (og læserne?) for nylig har passeret de 70. Manden er efter 50 år i branchen for længst blevet en institution i dansk presse, da hans tegninger bare er i en klasse for sig. De ligner, lever og vækker latter (stort set) hver eneste gang. At der også har været enkelte forbiere, er Roald Als ikke for forfængelig til at indvie læserne i her i sin selvbiografi med den asketiske titel ’Håndtegner’. Han sætter nemlig en ære i ikke at blive tituleret som kunstner:

”Mit job er et håndværk ligesom en snedkers. Hvis en snedker får til opgave at lave en stol, kunden kan sidde i, skal han lave en stol og ikke et kunstværk.”

Der er nemlig en række krav til en karikaturtegner, som en kunstner kan se stort på. Det måske allermest elementære faglige krav er, at ”læseren skal kunne se, hvilken politiker der dummer sig”. Noget, vi læsere får flere hundrede siders eksempler på her. Af sætninger er der selvfølgelig endnu flere, når håndtegnerens livshistorie også lige skal foldes ud i samme omgang, men det bliver heldigvis hverken en linje eller streg for langt. Denne læser har i hvert fald aldrig haft en morsommere bog i hånden – hvilket måske ikke er så overraskende, illustrations(bag)­kataloget taget i betragtning.

Et afgørende vendepunkt i hovedpersonens historie er, da Weekend­avisens daværende kulturredaktør, Flemming Behrendt, med en heldig (h)ånd parrer den talentfulde unge tegner med den nørdede satiretænker Poul Einer Hansen. Lidt a la pladeselskabsmanden, der bragte Elton John og Bernie Taupin sammen, således at den magiske musiker fik lidt tekst og tanker til kreativ bearbejdelse. Det er der i begge tilfælde kommet meget godt ud af, og det får tilsyneladende aldrig ende – om alt går vel.

Satireduoen hoppede efter en årrække på den højpandede ugeavis videre til landets største dagblad – ligeså gjorde deres chefredaktør Tøger Seidenfaden. En herre, der har måttet holde hånden over sit satiriske trumfkort. For eksempel når DR’s forrige generaldirektør gjorde vrøvl over at blive karikeret som kulturminister Mikkelsens lænkehund. Godt nok var de begge borgerlige og gamle venner – men som Plummer sagde direkte til Seidenfaden:

”Mine forfædre var slaver, og det piner mine børn at se mig i lænker.”

Også Pia Kjærsgaard har bedt om at blive løftet op af muddergrøften uden held, for Als havde altid Seidenfaden på sin side. Lige indtil den dag, chefredaktøren blev lidt ængstelig for, om der var gået lidt for meget viewspaper i Politiken. Han hyrede således en redaktionschef ved navn Anders Krab-Johansen (i bogen blot tituleret Crap) til at rette lidt op på den skævhed. Det skabte noget af et oprør blandt bladets tegnere. For nu måtte der ikke mere optræde tegninger med satirisk bid i første sektion. Det var jo en udfordring for en mand som Roald Als, hvis motto er ”at vælte den til enhver tid siddende regering” med sine tegninger. Men væltet blev i hvert fald hans plageånd Crap som Politiken-redaktør efter nogen tid.

Johs Lynge er freelancejournalist

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen