search

Formanden har ordet

Bog: Mette Frederiksen. Et politisk portræt Forfatter: Thomas Larsen Forlag: Gyldendal (317 sider, 300 kroner)

Det er ingen hemmelighed, at Berlingske-journalisten Thomas Larsens portrætbog om Mette Frederiksen ikke blev rost til skyerne, da avisanmelderne fældede deres dom.
Forståeligt nok er appetitten hos politiske kommentatorer (der ordner den slags anmeldelser) stor på afsløringer, kritisk distance og analyse, skarpe vinklinger og en rigdom af kilder – også de anonyme.

Sådan er det bare sjældent i politiske portrætbøger, hvor hovedpersonen selv medvirker. For hvorfor skulle en travl (top)politiker afsætte timer, dage og uger på at trækkes igennem en kritisk krydsild af en journalist med afslørende esser i ærmet?

Spørgsmålet er, om mange anmeldere har ”misforstået” genren og de rammer, der – realistisk set – kan lægges om sådan en type bog. Men hvis nogen læsere tørster efter skandaliserende afsløringer og hyperkritiske analyser i Thomas Larsens portrætbog om Mette Frederiksen, er de hermed advaret.

Til gengæld får man foldet Mette Frederiksens livshistorie ud i en (antageligt) troværdig version og et udførligt indblik i hendes verdensanskuelse og politiske ambitioner – før det måske for alvor går løs på diverse arenaer.

Mette Frederiksen lægger her afstand til meget af, hvad hun har sagt og gjort, før hun indtog formandsposten for det parti, som hendes familie har været forankret i, siden industrialiseringen ramte hjembyen Aalborg: Før flygtningekrisen var hun for naiv og urealistisk på udlændingepolitikken, i sin ministertid i Thorning-regeringen for højreorienteret med hensyn til økonomien og beskæftigelsen. Og før hun selv fik børn i skolealderen, for moraliserende omkring forældres (privat)skolevalg. Gad vide, hvordan hun evaluerer sine aktuelle politiske positioner og personlige holdninger om en halv snes år …

Kvaliteten ved denne ”aktivt medvirkende” portrætgenre er typisk hovedpersonens miljøbeskrivelser, underfundige erindringsglimt og en mere eller mindre minutiøs skildring af vejen til (parti)toppen. Og her fungerer bogen fint. Også selv om der ikke trækkes på alternative kilder – ud over hvad der kan læses i for eksempel Bent Winther og Peter Burhøis to år gamle biografi ’Mette F’.

Kunne det være blevet en mere sprængfarlig bog, hvis den var fyldt til randen med kritiske, anonyme kildeudsagn? Muligvis. Men realiteten er, at portrætbøger i reglen er et lidt uskønt kompromis rent journalistisk (hvis hovedpersonen skal lege med). Og på disse uperfekte præmisser fungerer denne og mange andre nedsablede portrætbøger faktisk okay.

Johs Lynge, freelancejournalist

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen