Få styr på stressen

Bog: Førstehjælp til stressramte Forfatter: Marie Kingston Forlag: Forlaget Klim (187 sider, 200 kroner)

Har du prøvet at være stresset? Ikke med den slags stress, hvor du kommer til at skælde børnene lidt ud, fordi de er længe om at få overtøj på, når du har et møde. Heller ikke den slags, hvor hjertet banker op til deadline, fordi du hænger med røven i vandskorpen og kun knap kan nå at aflevere, før trykmaskinen kører. Det forsvinder, når ungerne er kommet i skole, eller artiklen er afleveret – men sådan rigtig stresset.

Hvis du har, så ved du, at det kan være lammende og sætte dig ud af spillet, hvis ikke der bliver gjort noget ved det. En måde at gøre noget ved det er at læse Marie Kingstons bog ’Førstehjælp til stressramte’.

Marie Kingston er organisationspsykolog med speciale i stressrådgivning. Med bogen tager hun læseren i hånden og forklarer, hvad stress egentlig gør ved én og videre gennem stressens faser. Fra de første tegn til der, hvor man ender med at melde sig syg – og faktisk også i den svære periode, hvor man skal tilbage på job, men stadig er stressramt.

Det gør hun godt. Bogen er let at læse, og Marie Kingston har masser af konkrete råd. Nogle virker indlysende, men for dig med stress eller dig, som er samlever eller leder, kan ’Førstehjælp til stressramte’ være det værktøj, der får dig til at handle. Jo før jo bedre, synes at være mantraet i bogen, for jo mere stresset man bliver, jo længere vej er der tilbage til en hverdag uden stress.

Rådene er konkrete. Det første er, at man skal tale med sin leder. Noget, der kan være svært, fordi det let kan føles som et nederlag. Men lederen sidder med nøglen til forandringerne i arbejdslivet. Et andet er, at man skal tage et kig på sit forbrug af sociale medier. Det kan de fleste vel relatere til.

’Førstehjælp til stressramte’ er en bog, du helst skal læse, inden stressen får dig ned med nakken, eller før dine medarbejdere melder sig syge. Bogen er fyldt med værktøjer, der er til at tage i brug og indlysende gode. Der er mange af dem, og bogen indledes med en detaljeret oversigt, så man kan plukke der, hvor det passer én bedst ud fra, hvilken situation man er i.

’Førstehjælp til stressramte’ er den bog, som jeg selv ville ønske, jeg havde haft stående i de meste hektiske perioder af mit arbejdsliv. Nu har jeg læst den, og den er rigtig god. Men man skal helst læse den, før stressen sætter ind. Så er man godt hjulpet – også til at se tegnene hos kolleger, der måske er ved at bukke under.

Thomas Schiermacher er freelancejournalist

0 Kommentarer