Det er et sjovt projekt, som den pensionerede retsmediciner Markil Gregersen og journalist Tommy Heisz har strikket sammen: De dykker ned i en række sager om døde danskere, fra begyndelsen af 1600-tallet til begyndelsen af 1900-tallet, og de har, deres ulige professioner til trods, det samme mål, nemlig at finde det sidste svar og den endelige forklaring, her i skikkelse af dødens årsag.

Ved hjælp af deres atypiske snit ned gennem danmarkshistorien fortæller de både den store samfundsmæssige og den lille personlige historie, og de kommer ikke blot tæt på kongelige og magthavere, men også på helt almindelige mennesker og ikke mindst kvinderne. Det er normalt svært, fordi kilderne mangler, men dykker man ned i fortidens ligsyn og obduktioner, er der, som bogen så fint illustrerer, guld at finde i for eksempel historierne om Ane Marie, der skulle drikkes ihjel, om Anne Palles, der blev den sidste heks på bålet, og om pandekagerne, der blev serveret med syltetøj og arsenik.

Og for den, der elsker sjældne ord, kan man glæde sig over at stifte bekendtskab med blandt andre bartskærere og broksnidere, som var flittige gæster i Københavns anatomisk-kirurgiske teater, hvor man offentligt kunne overvære obduktioner. Eller man kan nyde passager om fordums lægekundskab som denne: ”Lægen ordinerede et brækmiddel; en barneskefuld hvert tiende minut. Når det havde virket, skulle barnet have et kininpulver udrørt i portvin, desuden oliemelsomslag. Brækmidlet blev givet flere gange, men uden virkning. Da lægen forsøgte sig med irritation af svælget med en pennefjer, havde det heller ingen effekt.” Tommy Heisz, der har udgivet en lang række historiske og biografiske bøger, senest den nu desværre nok så aktuelle ’Den spanske syge. Da historiens mest dødbringende epidemi kom til Danmark’ (2018), balancerer fornemt mellem det faktuelle og det fortællende.

’Dødens årsag. Et retsmedicinsk snit gennem danmarkshistorien’ leverer en overbevisende kulturhistorisk fortælling om, hvordan danskerne har slået hinanden ihjel, og folder undervejs den til tider måske lidt vel spidse og af og til stedmoderligt behandlede vinkel ud og slutter fra de specifikke mordsager til den generelle samfundsudvikling. Det er svært underholdende og kan anbefales til den, der finder traditionel historieskrivning tung, fordi den her krydres med velskrevne dramatiserede skæbnefortællinger, der sammen med blandt andet fine gengivelser af malerier, kobberstik og skillingsviser giver det faktuelle stof både krop og sjæl.

Anmelder: Lotte Kirkeby, forfatter og freelancejournalist