Det er ikke en traditionel lærebog, skriver journalist Line Vaaben i forordet til ’Fortællingernes tid’, men det er nu alligevel en bog, jeg gerne ville have læst på journalisthøjskolen. Bogen bidrager nemlig, foruden konkrete eksempler, tips og tricks, med noget, som er bydende nødvendigt i en fragmenteret og hurtig medievirkelighed: Håb og et forsvar for de langsomme, tidskrævende fortællinger fra virkelighedens verden.

Vaaben konkluderer to ting i bogen, der er kulminationen på hendes fellowship fra Fyens Stiftstidende:

1) Fortællende journalistik er noget af det, medierne skal satse på i fremtiden, for læserne efterspørger det og vender tilbage til det og

2) fortællende journalistik er et håndværk, der skal trænes og trænes og trænes.

En af kilderne i bogen, professor Robert Boynton fra New York University, siger, at man som journalist med fortællende ambitioner må læse andre fortællende værker, og Vaabens bog er bygget op ud fra den devise.

I hvert kapitel interviewer Line Vaaben en fortællende journalist (eller redaktør eller fotograf) om deres metoder, erfaringer og dos and don’ts, hvilket så følges op med et uddrag fra en artikel, som den pågældende journalist har skrevet. Det fungerer bedst de første par gange, og derefter taber jeg pusten en smule. Artiklerne er alle bragt i uddrag, og som læser føler jeg mig konstant en lille smule snydt. Jeg tror, det havde fungeret bedre, hvis Vaaben havde bragt et mindre udvalg af artiklerne i deres fulde længde.

Eksemplerne i bogen er velvalgte og bidrager hver især med deres egen læring, men mange af de interviewede virker til at have meget privilegerede vilkår til at lave deres fortællende journalistik, og det kan være svært at relatere til. Derfor var jeg også især glad for kapitel 3 om den amerikanske journalist Cindy Carcamo, som laver fortællende journalistik mellem deadlines i en hektisk nyhedshverdag. Kapitlet indeholder gode konkrete råd til, hvordan man kan skabe plads til fortællinger i hverdagen, og viser også, at fortællinger ikke behøver strække sig over 9.000 ord for at have værdi. Det er værd at huske på i en medieverden, hvor det er de færreste, der har mulighed for at bruge måneder og år på en historie.

’Fortællingernes Tid’ er en gedigen indføring i genren og et velfortalt inspirationsværk. Men har man beskæftiget sig med den type journalistik før, byder bogen snarere på en påmindelse af gode råd end på egentlige, spritnye indsigter.

Anmelder: Maria Brus Pedersen, freelancejournalist