Mens vi maler skræmmebilleder af Kina, sniger techgiganterne og samarbejdsvillige stater den markedsstyrede digitale totalitarisme ind ad bagdøren i Vesten. Mads Vestergaards bog er et solidt forsvarsskrift for retsstaten, privatlivet og den frie vilje, så længe vi har dem.
Bogen giver et meget prisværdigt overblik over den digitale revolutions store udfordringer. Om hvilke muligheder for direkte og indirekte kontrol, som de enorme datasæt, der indsamles af både stater og private virksomheder, giver, og hvordan det allerede nu helt konkret gør indhug i privatliv og borgerrettigheder. Om Silicon Valley, hvis primære forretningsmodel er tech-afhængighed. Om datakøbmænd, der lever af at samle og sælge dybt private personoplysninger. Om statslige og kommunale kontrolfreaks i Danmark, der drømmer om at kunne overvåge borgerne gennem telenet og elforsyning for at afsløre sociale bedragere. Om Kinas sociale kreditsystem, der belønner borgere med point for at købe bleer og straffer dem for at købe alkohol – og at virkeligheden naturligvis er mere kompleks, end vestlige mediers ofte spidsvinklede formidling lader ane.
Vestergaards mest centrale bidrag til debatten består dog i at rydde op i begrebsforvirringen på området og især gennem sin analyse at cementere pointen om, at selv om den digitale udvikling i Vesten er markedsstyret, kan den stadig være totalitær i sin natur. På en anden måde end i Kina, ganske vist. Men i praksis dybt undergravende for borgernes privatliv, retssikkerhed, demokratiske indflydelse og frihed.
”Fortællingen om, at mindre markedsregulering er identisk med mere frihed for alle, som hersker i markedsbegejstrede kredse, har ikke blik for de faktiske forhold inden for tech-industrien,” skriver Vestergaard i afsnittet om New Citizen Management, et begreb, han introducerer for at betegne datadreven borgerstyring.
Jeg havde lidt svært ved at komme i gang med bogen, det indrømmer jeg blankt. Det er i de senere kapitler, forfatteren går til stålet og kommer frem med de interessante eksempler, lancerer vigtige begreber og bliver konkret i sin kritik af kontrolhungrende stater, profitmaksimerende guruer fra Silicon Valley og tech-positivister fra Singularity University, der tror, at teknologien kan løse alle verdens problemer.
Bogen er nødvendig læsning til journalister, meningsdannere, embedsfolk og politikere, der arbejder med det digitale område. Det er på tide, vi opgraderer den generelle forståelse af de enorme udfordringer, den digitale udvikling giver vores samfund. ’Digital Totalitarisme’ er et rigtig godt sted at starte.
Maia Kahlke Lorentzen, tech-aktivist og forfatter
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.