’Uffe mod magten’ giver et unikt indblik i Alternativets kaos, topstyring, fantasteri, trods, shitstorme, spinmanøvrer, konflikter og drømme. Langt mere end et portræt af Uffe Elbæk – som vi møder både rasende, ekstatisk, håbefuld, forvirret og til sidst slået ud – er det et portræt af et parti, der vinder kampen om dagsordenen, klimaet, men misbruger sin mulighed for at udnytte det.

Reimars bog er til tider medrivende. Scener, hvor Elbæk og hans rådgivere diskuterer interne konflikter i partiet, sviner modstandere til, raser mod pressen og kæmper for de sidste stemmer, er suspensefyldte, sjove og lige den slags Borgen-sladder, der også kunne gå sig i en større dramaserie på DR.

Forfatteren holder sig hele vejen i reportage og rekonstruktion. Det koster på nærheden til Uffe Elbæk for læserne, og det betyder også, at flere afsnit føles som en halv Euroman-artikel, hvor scenen skal sættes med gak, skøre alternativister, lange beskrivelser af unge mennesker, og vi ligesom venter på, at det kommer rigtigt i gang. Det giver en træghed i bogens flow, som særligt de første seks kapitler er ramt af. Det skal jo ikke være en julekalender. Det bedste brud er, da han tidligt bruger et internt oplæg fra Uffe Elbæk til at lave et portræt af hans liv.

Morten Reimar bruger også masser af splateplads på mediestrategi, og særligt Jyllands-Posten og politisk redaktør Marchen Neel-Gjertsen går partiet i flæsket på for at ville slagte Elbæk – ligeledes blotter den, hvordan Alternativet har svært ved at lave krisekommunikation og håndtere dårlige sager, når de opstår. Måske fordi de føler sig for uretfærdigt behandlet, hver gang det sker.

Det klæder også bogen, at der ikke er holdt tilbage eller på nogen måde forsøgt at tegne et skønmaleri af Alternativet. Det er et stærkt journalistisk statement.

Yderst interessant er bogens epilog, hvor det gøres klart, hvad aftalen for at lave bogen og få adgang til Alternativets indre har kostet på den journalistiske uafhængighed.

Her står der, at forfatteren har indgået en kontrakt med partiet, som siger, at Alterntivet kan ”frabede sig, at citater, hændelser og information, der ikke er offentligt tilgængeligt, og som hører under privatlivets fred, bliver viderebragt. Den mulighed har Alternativet gjort brug af én gang”. Hvad der er taget ud – og om det overhovedet er vigtigt – finder vi aldrig ud af. Det står også klart, at den eneste udgift, Alternativet har afholdt for forfatteren, er en enkelt kop kaffe.

Forfatteren bevarer sin integritet og uafhængighed og har skrevet en ærlig, fascinerende og unik bog. Hatten af for det.

Ole Obitsø er nyhedschef på Journalisten