Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har slugt en bog på en weekend. Men to nætter i træk lå jeg med tørre øjne under lyset fra natlampen og læste til langt ud på natten. Sara Maria Glanowski trækker dig fra første side af ’Skyggebokser’ med ind i et USA, hvor kampen for overlevelse for nogen er et grundvilkår i et land, der stadig er dybt præget af racisme, forældede kønsroller og social ulighed.

Sara Maria Glanowski flyttede til New York i 2012 for at læse en master i journalistik og amerikansk politik på Columbia University, og hun rykkede ind i Gleasons Gym i 2015 for at træne, mens hendes liv i New York ”enten faldt på plads eller faldt fra hinanden”, som hun skriver. Gleasons Gym, en gammel boksehal tæt på Brooklyn Bridge, en arbejderklassetidslomme i en bydel, der for længst er blevet for dem, der har penge.

’Skyggebokser’ er historien om race, køn og fattigdom, om håb og om håbløshed. Bogen består af tre afsluttede fortællinger i featureform; den første handler om livet i Gleasons Gym, om de kvindelige bokseres kamp for anerkendelse i en mandsdomineret verden og om Sara Maria Glanowskis kamp med sig selv i ringen. Det er fortællingen om, hvad der engang var en drøm fra underklassen i USA og i dag er en sport, der på topplan udkæmpes i forladte industribyer, hvor den amerikanske drøm for længst er rejst videre.

Den anden fortælling handler om den systematiske racisme, der hersker i dele af det amerikanske politi, hvor sorte og brune unge mænd bliver arresteret og skudt bare for at gå på gaden. Vi er med der, hvor det gør ondt, da cop-watcheren Jose LaSalle fortæller om at miste alt, og når en ung sort mand drømmer om at slippe ud af New York-bydelen Brownsville uden at blive arresteret og miste håbet om en fremtid. Jeg var nysgerrig på, hvordan Glanowski i bogen ville forholde sig til at være en hvid, dansk kvinde på et Ivy League-universitet, som rapporterede om racisme og fattigdom, men hun gør det overraskende elegant.

Tredje og sidste fortælling handler om Henry, en netop løsladt, tidligere nynazist, der er hos en tatovør for at få fjernet sine nazistiske tatoveringer. Han har forladt White Pride-bevægelsen i fænglset, en bevægelse, han har haft hjemme i og har været anfører for i over halvdelen af sit liv. Men man forlader ikke bare det eneste sociale sikkerhedsnet, man har kendt.

Glanowski skriver fantastisk, og hun har taget det bedste fra den fortællende journalistik med ind i bogen. Bogens to første historier står skarpest, fordi hun i dem i meget høj grad formår at væve politik og historie sammen med de menneskeskæbner, hun følger. Bogen er et stjerneeksempel på, hvad journalistik kan være, når journalisten er tilpas stædig og tiden ikke en forhindring.

Maria Brus Pedersen er journalist på Journalisten