Hvis man er omkring halvtreds, har Anne, Sanne og Lis – enten sammen i Anne Linnet Band eller hver for sig – leveret lydsporet til ens opvækst, uanset hvor i landet den måtte have udspillet sig. Alene derfor er ’Anne, Sanne og Lis. Historien om en dansk musikrevolution’ fornøjelig læsning – måske især for sentimentale sjæle, der bliver sendt et solidt stykke ned ad mindernes allé, så snart nogen nynner Cha cha cha.

Nu mødes de så igen, Anne, Sanne og Lis, på en stor turné rundt i Danmark, og det er godt set af forlaget Storyhouse at sende en bog på gaden samtidig med det og fermt udført af forfatter Jan Eriksen. Det er en klassisk collage-metode, som han benytter sig af, og det gør han godt. Han går kronologisk frem i en fælles fortælling, når Annes, Sannes og Lis’ veje mødes, blandt andet i Shit & Chanel, i Anne Linnet Band, i musicalen ’Berlin 84’ og i Cowgirls, og individuelt, når de skilles; når Sanne går med Sui Sui og Sneakers eller solo med jazz, når Lis synger sammen med Sebastian eller alene, og når Anne Linnet svinger med pisken i Marquis de Sade eller følsomt fortolker Tove Ditlevsen og Johannes Møllehave.

Jan Eriksen sakser i allerede eksisterende materiale og henter sine informationer fra Lis Sørensens fordums boligforenings blad, Skræppebladet, dags- og magasinpressen, den mere kulørte, fra bøger samt fra enkelte nutidige og til lejligheden lavede interview med personer. De befinder sig dog mestendels i den absolutte periferi, som for eksempel Lis Sørensens fan Beaneth Jensen eller Lonnie Kjer, tidligere Devantier, der citeres flere gange i sin egenskab af en enkelt gang at have skrevet en tekst til Sanne Salomonsen.

Men uanset hvad: Spændvidden i såvel deres private som i deres professionelle liv har været og er enorm, og det er tre knaldgode fortællinger, der behændigt bliver flettet sammen til en – om end det er og bliver en svaghed, at forfatteren ikke har haft adgang til de tre portrætterede eller til personer tæt på dem. Som det er nu, får vi en lydefri historie uden kant, da Jan Eriksen aldrig får mulighed for at standse op og pirke der, hvor det for alvor bliver spændende, besværligt eller sjovt, men blot kan referere.

Det gør den ellers ubestrideligt underholdende ’Anne, Sanne og Lis. Historien om en dansk musikrevolution’ en kende endimensionel, selv om der ellers nok er smæk for skillingen med masser af succes, mænd, børn, musik og sex (hvor især den afvigende med kendisser har forfatterens interesse) såvel som stress, skilsmisse og sygdom.

Men der er ikke meget nyt under solen, og at læse Jan Eriksens bog er lidt som at synge med på Cha cha cha: Man opdager, at man (næsten) kunne teksten udenad, selv om det unægteligt er længe siden, man sang med på den sidst.

Lotte Kirkeby, forfatter og freelancejournalist