Bog: Kæmp for kloden – Når politik, videnskab og erhvervsliv sammen tager ansvar

Forfattere: Vincent F. Hendricks og Claus Strue Frederiksen

Forlag: Gyldendal (174 sider, 200 kroner)

Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser

I en tid, hvor det synes som mejslet ind i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at alle har ret til mindst tre årlige flyrejser til enten Barcelona, Paris eller London, (ud over den obligatoriske februar-getaway til Sri Lanka eller Thailand), og i øvrigt forventes ved indflytning i en hvilken som helst bolig at flå alt nagelfast inventar uanset alder ud og erstatte det med splinternyt, og hvor man får tatoveret ”IDIOT” i panden, hvis man er så tossegod at sværge til offentlig transport – er det befriende, at samfundsdebattens helt tunge drenge er begyndt at tage bladet fra munden og ytre sig utvetydigt om, hvordan vi som verdenssamfundsborgere bør tage ansvar og hakke bremsen i, før vores altødelæggende livsstil forhindrer, at også fremtidige generationer får mulighed for et tåleligt liv på jorden.

Med tunge drenge sigter jeg til Per Stig Møllers (også her på journalisten.dk anmeldte bog) ’De fire isbjerge’, hvori han kortlægger samtidens største og forbundne globale udfordringer, og Boblestudie-folkene Claus Strue Frederiksen og Vincent F. Hendricks, der i deres nye bog ’Kæmp for kloden – når politik, videnskab og erhvervsliv sammen tager ansvar’ introducerer det, de selv kalder et nyt ansvarlighedsbegreb, nemlig Unified Social Responsibility (USR): ”Løsning af verdens store problemer kræver (nemlig), at centrale samfundsaktører såvel som enkeltindivider er parate til at samarbejde og tage ansvar. Vi kommer ingen vegne, hvis alle udelukkende har blik for egne interesser,” som det hedder i en af bogens mange og syleskarpe pinpoints.

USR bygger på den indholdsmæssige fællesmængde, der deles af Corporate Social Responsibility (CSR) (som ifølge forfatterne lyder godt, men kan være svært at måle, og desuden i høj grad misbruges af mange af de store virksomheder til at fremstå glorværdige udadtil, mens business drives as usual), Scientific Social Responsibility (SSR) (formuleret af tre danske forskere ud fra ønsket om at få forskningssamfundet (og dets finansiører) til at bidrage aktivt til at løse verdens problemer og neddrosle det ensidige fokus på publicering) samt det af Hendricks selv foreslåede Political Social Responsibility (PSR), der skal hjælpe politikerne til at tænke og handle langsigtet og med globalt perspektiv i stedet for på udfaldet af næste valg.

Det nye ansvarlighedsbegreb, USR, indeholder tre grundlæggende elementer: En pluralistisk tilgang til ledelse, en verdensmålslinse og et princip om at forhindre dårligdomme:

Den pluralistiske tilgang til ledelse skal – urimelig kort sammenfattet – sikre en fleksibel og samarbejdende kultur, hvor siloer og meninger kan (ned)brydes. Fremtidige generationer, de såkaldte millennials vil nemlig kræve målrettede virksomheder og meningsfyldte professioner, og de vil forvente, at virksomhederne kommer med løsninger på vigtige sociale og miljømæssige problemer.

Næste element i USR er det, forfatterne – med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål – kalder Verdensmålslinsen, set igennem hvilken, virksomheder og organisationer bør se og evaluere alle deres beslutninger. De 17 verdensmål skal opfyldes, ved at politikerne, videnskabsfolkene og erhvervslivet samler og koordinerer deres indsats og udvikler en kultur, hvor ”de konstant presser hinanden til at bidrage til opfyldelsen af de 17 verdensmål”. Væk er det bekvemme ”after you, sir”-mindset, der gør det nemt at vente med at handle på problemerne, til de andre har flyttet røven. USR kræver nemlig noget i vor tid så ugleset som ”risikovillighed og tillid til, at andre følger trop uden garanti!”.

Sidste element i USR er princippet om at forhindre dårligdomme, hentet fra moralfilosoffen Peter Singer, der (allerede i 1972) præsenterer følgende princip ”til at argumentere for, at vi bør bekæmpe fattigdom: Hvis vi kan forhindre noget meget dårligt i at ske uden derved at ofre noget moralsk betydningsfuldt, så er vi moralsk forpligtet til at gøre det”. Princippet kan ifølge forfatterne bruges af ”såvel politikere, erhvervsfolk og forskere til at fastlægge omfanget af deres ansvar”, således at globale virksomheder ikke længere kan smykke sig med lånte CSR-fjer – som når Scandinavian Tobacco Group i et eksempel fra bogen skriver på deres hjemmeside, at: ”CSR udgør hjertet af vores forretningsfilosofi og principper. At være ansvarlig over for det enkelte menneske, samfundet og miljøet er kernen i vores forretning.”

Hen imod slutningen af bogen opstiller forfatterne et lille skema, som de kalder ”USR i en Maggi-terning”, med oplistning af, hvilke selvinteresser erhvervsliv, politikere, videnskabsfolk og borgere skal gøre op med, og hvorhen et nyt USR-fokus skal rettes. Som helt almindelig læser (der hverken er synderligt betydningsfuld erhvervsdrivende, politiker eller videnskabsmand – men dog mor til to skolesøgende børn) slår det mig, at listen over fokusområder (selv om jeg ikke tror, det er forfatternes intention som sådan) samtidig udgør en fiks lille oversigt over, hvilke kompetencer vi får brug for i fremtiden: Stikordene er blandt andet: Ejerskab, problemløsning, langsigtede løsninger, forskning der bidrager til hele menneskeheden, erfaringer, kreative løsninger og gode idéer, deleøkonomi, ambitioner og partnerskaber. Hvis jeg var politiker, og havde ansvaret for uddannelsespolitik, ville jeg således skynde mig at læse ’Kæmp for kloden’ – ikke kun for dens formulering af USR-begrebet, men især som et kig i krystalkuglen.

’Kæmp for kloden’ er – akkurat som Per Stig Møllers ’De fire isbjerge’ – ikke let læsning, dens klejne fremtoning og sølle 174 sider til trods. Som menig læser kan jeg da også frygte, at det kun er klogeågerne, der får glæde af forfatternes utrolige indsigt, overblik og vigtige og vægtige pointer. Selv har jeg måttet læse bogen i småbidder for at få det hele med og har – som med Per Stig Møllers bog – brug for (og lyst til) med det samme at læse den igen, for at kunne huske alle dens fremragende argumenter til næste gang, jeg går i kødet på mine frequent-flying venner i kultureliten, der mener, at jeg skal passe mit eget, når jeg prikker til deres manglende miljøbevidsthed. At der i formuleringen af USR også ligger noget totalitært, noget, der kommer i konflikt med den udbredte og særdeles bekvemme holdning om, at moral (og klimahensyn) er en privat sag, er nemlig et spørgsmål, der også tages under grundig behandling i bogen ”med remedier fra den moralfilosofiske værktøjskasse”.

Som kommunikatør (og måske særligt som grafiker, der føler sig uden for i Dansk Journalistforbund per default) er det fristende at føle sig hyggeekskluderet af det fine selskab af erhvervsdrivende, politikere og videnskabsfolk (og borgere javist), som ’Kæmp for kloden’ adresserer. Jeg får lyst til – som den desværre alt for tidligt afdøde journalist Per Meilstrup gør i slutningen af sin hårrejsende og læsværdige Cop15-gyser ’Kampen om klimaet’ (som jeg desværre ikke længere har ved hånden og derfor kun citerer fra i hukommelsen) – at foreslå det spændende tankeeksperiment, der går på, hvad der ville ske, hvis alverdens kommunikatører (i stedet for politikerne, der fortsat ikke rigtig tør at træffe de upopulære og fremtidssikrende beslutninger) forenede deres kræfter og kom ind i klimakampen. (Se blandt andet dette eksempel på, hvordan kommunikatører kan forklare en kompleks problemstilling, så man forstår budskabet helt ind til de gysende knogler. En indsats på dette felt kunne måske hedde ”PRSR” som i Public Relations Social Responsibility (fordi C´et  som i Communicativ Social Responsibility lissom er taget). For helt ærligt; tør vi satse på, at erhvervslivet, videnskabsfolkene, politikerne og borgerne kan klare ærterne selv? Ville det ikke klæde os som stand at bidrage aktiv til USR? – Jeg håber, at bobledrengene med ’Kæmp for kloden’ har startet en responsibility-storm.