Ved Peter Øvigs fars begravelse holdt han en tale. Det gjorde han ikke ved sin mors. Da hun døde, dansede han og sang: Monsteret er dødt! Men hvorfor gjorde han dog det? Det fortæller han i sin nye bog ’Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon’, som i sikker Peter Øvig-stil lægger dokumentarisk fra kaj i undersøgelsen af, hvem hans depressive og neurotiske mor egentlig var.

Han vil gerne, som han siger, lære hende at kende ved at skrive en bog om hende. Så han snakker med kilder og kigger i journaler og åbner dermed seglet til sin mors fortid, og til sig selv, for undervejs i processen bliver han syg af depression, præcis som hende, og han fortæller sin søster, at han kan mærke moderens fangarme, der rækker ud for at trække ham med sig ind i døden.

Han får selvmordstanker, bliver paranoid og oplever det psykiatriske system, som han siden bogdebuten i 1987 med den antipsykiatriske ’Er du da sindssyg’, skrevet sammen med Ina Kjøgx Pedersen, har taget voldsomt afstand fra, han får elektrochok, bliver udskrevet og skriver videre. Heldigvis. For hans bog er et glimrende og takket være de mange interview også facetteret portræt af en kvinde, der i kraft af Peter Øvigs metode bliver mere objektivt end det gængse mor-datter/søn-opgør.

Han skildrer en kvinde, der er fanget i velfærdssamfundets parcelhuskvarter, der aldrig får udnyttet sine evner eller forløst sine længsler, og en søn og en datter, som lider under, at rollerne er byttet om, at de bliver gjort til ansvarlige og afkrævet den omsorg, de burde have haft fra deres mor – og fra den forunderligt fraværende far. Men det er også en bog om den stigmatiserede psykiske sygdom, som Peter Øvig imponerende frygtløst forsøger at skrive sig ind under huden på – først per stedfortræder via sin mor, så via sine egne oplevelser.

Det er stærkt. Som gode fortællinger om sygdom, sorg, svigt, skyld og skam altid er det. Og det er svært, eller måske endda umuligt, at forestille sig den ene historie uden den anden, fordi moderens synes at være forudsætningen for, at sønnen bliver syg – og måske også en af grundene til, at han bliver rask, fordi han i processen finder plads til den lille tvivl, forståelse og forsoning, der klæder alle. Således også denne bog, der afslutningsvis bringer den tale, som han ville kunne have holdt, da hans mor blev begravet, hvis han dengang havde kendt hende bedre, og hvis han havde haft den indsigt i hendes liv, hendes sygdom og i sig selv, som han har i dag.

Lotte Kirkeby, forfatter og freelancejournalist