De seneste omtrent 35 år har intet emne delt politikerne og den øvrige befolkning mere end udlændinge- og integrationspolitik. Eller ”fremmedpolitikken”, som det hed i de mere eller mindre gode gamle dage, hvor Danmark var et lavere udviklet, men etnisk og socialt mere homogent samfund.

De færreste har oplevet denne ud- og afvikling tættere på end Andreas Kamm, der er aktuel med erindringsbogen ’Den store udfordring’. Som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp fra 1998 til 2017, efter knap 30 års vej op gennem organisationen, har han nemlig skullet håndtere flygtningeudfordringer af vidt forskellig art: De polske jøder, som blev smidt ud af det antisemitiske kommunistiske regime omkring 1970, chilenske antifascister efter militærkuppet i 1973 og de vietnamesiske bådflygtninge – på flugt fra hævntørstige landsmænd efter USA’s exit i slut-70’erne.

Med Andreas Kamm som aktivt medvirkende lykkedes integrationen af disse grupper altovervejende godt, vidner bogen veldokumenteret om.

Men alt som 80’erne skred frem, blev situationen anderledes. Flygtningeantallet steg drastisk, og i organisationen blev den integration, man indtil da havde klaret via statslige bevillinger, en stadig vanskeligere opgave (også af etnokulturelt omstridte grunde). Så meget af det altomfattende integrationsarbejde, som Kamm og co. hidtil havde varetaget, lagde politikerne ind under staten og kommunerne, da integrationen ikke længere gik så smult.

Derpå måtte den hæderkronede humanitære organisation fokusere mere på flygtningehjælp ude i verden, hvilket bogen giver en særdeles udførlig beskrivelse af. Allerbedst angående indsatsen i det Afrika syd for Sahara, som de danske medier jo ikke dækker enerverende intensivt.

At den 70-årige Andreas Kamm formår at flette sin egen livshistorie ind i sin danmarks- og verdenshistoriske beretning, med store mængder tal og juridiske detaljer, vidner om et vist faglitterært format. Man bliver i hvert fald klogere ved læsning af hver eneste side, og bogen er et solidt grundlag for personlig stillingtagen og/eller journalistisk beskæftigelse med områder, der relaterer sig til flygtninge og integration.

Forfatteren er efter sin afgang som generalsekretær blevet besmykket med den lidt opstyltede titel ”Æres­præsident” for sin forhenværende arbejdsplads. En organisatorisk og humanitær selvhøjtidelighed, som dog ikke præger præsidentens nøgterne og anbefalelsesværdige erindringsbog.

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist