Herlufsholm er nok en af de skoler, som er blevet skildret flest gange i film og tv gennem årene. På Herlufsholms hjemmeside kan man se en liste over de mange dokumentarfilm om skolen.

Men ingen af dem har tegnet et så afslørende billede af skyggesiden af skolens traditioner som TV 2’s aktuelle dokumentar ’Herlufsholms hemmeligheder’.

Det gælder også de to DR-serier om Herlufsholm, som Anders Agger lavede i 2004 og i 2012. I den første følger han hverdagen på skolen hen over et år, mens han i den anden serie genbesøger tidligere elever fra Herlufsholm otte år senere for at tale med dem, hvor de står i deres liv nu.

Anders Agger mener ikke, at hans serier er ukritiske. I et afsnit nævner han f.eks. kritikken af skolen rejst af den tidligere kostskoleelev Kasper Fogh Hansen, ligesom han trækker paralleller mellem Herlufsholm og den svenske kostskole i spillefilmen ’Ondskab’, hvor Jan Guillou gjorde oprør som ung.

Men Anders Agger gik ikke på jagt efter elever, der havde lignende oplevelser. Og det fortryder han ikke.

”Jeg havde fået adgang, hvor aftalen var, at vi skulle give et nuanceret billede. Og så er formen en reportage, hvor man følger skolen her over et år,” forklarer Anders Agger.

Han sammenligner det med, at tv-holdet var embedded på samme måde, som en krigskorrespondent er embedded. Det betød ikke, at der blev lukket ned for kritikken.

”Men vi ledte ikke efter det, som TV 2-dokumentaren har gjort ved at vise de vanvittige ting, der er sket mellem eleverne,” siger Anders Agger.

Ikke en kulegravning

Anders Agger forklarer, at han gik til opgaven som antropolog og journalist. Men resultatet er ikke en ”finurlig skævmundet fortælling om at være kostskolebarn”.

I serien er der masser af historier om ydmygelser på grund af det drengeverdenssyn, som rektor ønskede at gøre op med, siger han.

”Serien fortæller alt om, hvor depraveret det kunne være, hvis præfektsystemet endte som kammeratopfostring. Og det var netop det, som den daværende rektor Klaus Eusebius Jakobsen ville undgå. Hvad der så sker på de mørke sovesale, når vi ikke er der, det ved vi jo ikke,” fortæller Anders Agger og tilføjer:

”Jeg finder blandt andet en dreng, der var utilpasset og kastet på kostskole af sine forældre, der bor i England. Han er dybt traumatiseret af det og er kommet i klemme i præfektsystemet.”

Men udgangspunktet var ikke at lave en kulegravende dokumentar.

”Hvis jeg har haft det som mål at kulegrave et depraveret skolesystem, så var jeg måske ikke kommet ind på skolen, og jeg havde nok heller ikke fået lov til at være der. Det kan man gøre, hvis man som TV 2 kommer udefra,” siger han.

Ingen tegn på et hårdt miljø

Også journalist og redaktør Mads Gudiksen fra TV 2 Øst har beskæftiget sig med Herlufsholm. I 2015 lavede han en serie i 10 afsnit om livet på skolen, bygningernes historie, traditionerne og naturen omkring stedet.

”Der var også afsnit om elevernes dagligdag, men det var ikke en serie, hvor vi fulgte dem gennem lang tid og kom ind under huden på eleverne og dagligdagen,” forklarer Mads Gudiksen.

Han talte med et stort antal elever, som skolen havde foreslået ham at tale med, eller som han mødte tilfældigt på gangene.

”Og der var ikke på noget tidspunkt nogen af dem, der gav udtryk for eller indikerede, at det var et hårdt miljø,” siger han.

Selv hvis nogle af eleverne havde givet udtryk for, at de havde det dårligt på skolen, er det ikke sikkert, at det var kommet med i programserien, forklarer han.

”Men vi ville helt sikkert være gået videre med det på TV 2 Øst. Men det stødte jeg overhovedet ikke på. Hvis det var udbredt og noget, som mange kendte til, så var det i hvert fald også udbredt, at det ikke var noget, man snakkede om,” forklarer Mads Gudiksen.

Afstraffelser hørte fortiden til

Hvis han på forhånd var blevet fortalt, at nogle af eleverne på Herlufsholm havde det frygteligt, ville han ikke have skildret skolen ”på den der portræt-agtige måde”.

”Så havde min tilgang jo været helt anderledes,” siger Mads Gudiksen.

Han understreger, at han spurgte til hierarkierne og de hårdhændede afstraffelser og ritualer, han havde hørt om historisk.

”Men både elever og ledelse sagde, at det var der gjort op med. Og på sin vis kan begge dele jo godt være rigtigt. Man kan godt havde ryddet op i mange ritualer og traditioner, men man har ikke nødvendigvis ryddet op i de bagvedliggende strukturer, og hvad der sker, når de voksne kigger væk.”

Ændrer det dit syn på dit eget journalistiske arbejde fra dengang, at de her ting kommer frem nu?

”Det tror jeg ikke. Men havde jeg kendt til de vidnesbyrd om aktuelle forhold, som er kommet frem nu, så havde fokus jo helt sikkert været endnu mere på den del. Og der går nok lang tid, før man kan lave et program om dagligdagen på Herlufsholm, uden at hovedfokus vil være på magtstrukturer, mobning og overgreb,” fortæller Mads Gudiksen.

Herlufsholm som folkeskolens modbillede

Anders Aggers udgangspunkt var at drage en parallel mellem traditionerne på Herlufsholm og den danske folkeskole, som på det tidspunkt havde problemer med uro og frafald af elever.

På Herlufsholm stillede elever sig bag deres stole, når timen gik i gang, for at vise, at de var parate til at modtage undervisning.

”Folkeskolen var i opløsning, og det var med den prisme, vi besøgte Herlufsholm for at beskrive de krav, eleverne blev mødt med,” forklarer han.

Han vil gerne tale om dokumentarerne om kostskolen, fordi det er et interessant fagspørgsmål at diskutere, hvordan vi som journalister skildrer verden. Men han vil ikke gå ind i debatten ved at kigge på skolen og de medvirkende i bakspejlet med 16 års forsinkelse.

”Det vil være unfair at komme med fornemmelser og antydninger over for både de medvirkende og skolen,” siger han.

Han siger, at de skyldige, der har udøvet overgreb og vold, ”skal ud midt på gulvet og stilles til regnskab”. Men han savner også nuancerne og eftertænksomheden. Da han besøgte skolen, var det for eksempel den daværende rektors ønske at nedlægge sovesalene, mens eleverne gerne ville beholde dem.

”Nu bliver det fremlagt som et eksempel på et rigidt overgreb på børns frihed,” siger Anders Agger.