Betaling

Analytiker kalder det for et ”bullshit-argument”, at DR ikke vil betale ham

USA-analytiker Mirco Reimer-Elster afviste at stille op i ’P1 Morgen’, da programmet svarede, at der ikke var honorar for at deltage. DR betaler i udgangspunktet ikke eksperter og analytikere, lyder det i et skriftligt svar

Hvis du beder nogen om at udføre et stykke arbejde, skal vedkommende så have betaling for det?

Så enkelt mener USA-analytiker, radiovært og freelancer Mirco Reimer-Elster, at man kan stille hans sag op.

På sociale medier delte han mandag en korrespondance, han har haft med ’P1 Morgen’, hvor radiokanalen forleden skrev:

”Kan du lokkes med her til morgen på den noget skøre historie om, at Trump har sagt ja til et luksusfly fra Qatars kongehus?”

Til det svarede Mirco Reimer-Elster: ”Hvornår i så fald, og hvad er jeres takst for honorar?”

Svaret fra den i opslaget anonymiserede DR-medarbejder lød, at der ikke ifølge ”de højere magter” i DR kunne tilbydes honorar , men at det er forståeligt, at Mirco Reimer-Elster spørger.

Bullshit-argument

Og i sin essens viser korrespondancen et kæmpe problem i mediebranchen, mener Mirco Reimer-Elster, som har fået et hav af reaktioner og kommentarer fra folk i mediebranchen på sit opslag.

Over en årrække er Mirco Reimer-Elster blevet en hyppigt anvendt ekspert og analytiker til at dække amerikanske og tyske forhold. Derudover er han også vært på en podcast om netop USA hos Radio IIII.

”Jeg er ikke en kilde. Jeg har ikke været vidne til et trafikuheld eller set en måge spise en hval, eller sådan noget absurd. Jeg bliver spurgt, fordi jeg har opbygget noget viden,” uddyber han.

Det er ikke kutyme for eksempelvis ekspertkilder fra universiteter at tage betaling for at medvirke til at gøre seere, lyttere eller læsere klogere.

Og Mirco Reimer-Elster medgiver, at der er forskel på en freelancer og selvstændig som ham, og så en, der arbejder på universitetet, hvor der kan ligge en forventning om, at man stiller op til interviews i medier som ekspert.

”Der er de jo heldige som medier, for så slipper de for at betale,” siger han.

”Universitetsfolkene har måske en aftale, hvor nogen betaler dem for den tid, de bruger. Jeg er derimod en fri fugl. Så du må gerne kontakte mig og spørge, om jeg vil bruge min arbejdstid på noget, men så har jeg selvfølgelig en forventning om at blive honoreret,” tilføjer han.

Større end DR

Ifølge Mirco Reimer-Elster mødes han ofte af et argument om, at en pengetransaktion til en ekspertkilde kan betyde, at mediet bliver beskyldt for inhabilitet, og at man derfor ikke kan stole på, at vedkommende faktisk siger det, han eller hun mener.

”Det er et bullshit-argument, som mediechefer efter min mening bruger for at undgå at betale,” siger han.

Men hvis man følger det argument, burde man ifølge Mirco Reimer-Elster også fyre de fastansatte analytikere fra medierne, som bliver betalt for at lave et stykke arbejde, der minder om hans.

Og udfordringen er ifølge ham, at mange eksperter stiller sig til rådighed uden at tage betaling.

”Men jeg græder krokodilletårer, hvis ingen efter det her ringer til mig i tide og utide for at bede mig om at levere gratis arbejdskraft. Det kunne jeg ikke være mere ligeglad med,” siger han.

”Og vi kan lige så godt være ærlige, når det nu er et fagblad: Det her er noget, folk taler om i branchen, men ingen har nosserne til at sige det højt. Det havde jeg heller ikke for fem år siden, men jeg kan tillade mig at gøre det nu, for jeg står i en privilegeret position og er ikke afhængig af, at DR ringer til mig,” fortsætter Mirco Reimer-Elster.

Han tilføjer, at det absolut ikke er en diskussion, der kun isolerer sig til DR, men også finder sted på et hav af andre produktioner, han i tidens løb er inviteret med til.

”Det her er en grundlæggende sygdom i branchen,” mener han.

Opbakning fra flere

I kommentarsporet under Mirco Reimer-Elsters opslag er der opbakning fra en række velkendte freelancere og selvstændige i mediebranchen. En af de mediepersoner, der har blandet sig i kommentarsporet under Mirco Reimer-Elsters opslag, er mediekommentator Lasse Jensen.

Han mindes, at det tilbage i 1970’erne var en del af overenskomsten på DR, at der blev udbetalt et honorar til eksempelvis analytikere, der optrådte i DR’s programmer, og han mener, at det er en fejl, at det ikke længere er sådan.

Han har oplevet det samme som Mirco Reimer-Elster på egen krop, da han lejlighedsvist bliver brugt til at analysere forhold i mediebranchen:

”Når man sætter sig i et transportmiddel og tager til DR Byen, TV 2’s studie eller på en anden måde gør noget for at delagtiggøre seere og lyttere i ens viden som freelancer, mener jeg da klart, at man burde få et honorar. Og vi taler ikke om tusindvis af kroner, men et honorar af et eller andet omfang,” siger Lasse Jensen.

Journalisten har anmodet DR om et interview, men i stedet svarer P1-chef Michael Alsen i et skriftligt svar via DR’s kommunikationsafdeling:

”Jeg har forståelse for Mircos position, og jeg synes, det er fint, han vælger at stå over. Det står jo enhver ekspertkilde frit for, om de vil være med, når de bliver spurgt. Som udgangspunkt betaler vi hos DR ikke eksperter – herunder analytikere – for at være med i vores programmer. Som altid kan der være undtagelser – primært når der er tale om freelancere – og her er det et skøn fra gang til gang og afhængig af det konkrete indslag og opgaven.”

3 Kommentarer

Jørgen Laurvig
14. MAJ 2025
Dette er en ældgammel problemstilling, jeg har kæmpet med som tillidsmand og siden medlem af FreelanceGruppens bestyrelse.
Tidligere havde P1 Orientering et korps af freelancere, stringere og kommentatorer, der fik overenskomstaftalt honorar for at levere deres viden og arbejdskraft til Danmarks Radio. Det blev sparet væk, da Orientering fik nyt koncept ved årsskiftet 2023-24.
P1 Morgen har aldrig villet betale for nøjagtig det samme arbejde.
DR's ledelse har aldrig kunnet forklare, hvorfor nogle redaktioner betaler freelancere, mens andre vil have dem til at arbejde gratis.
Som altid vinder det økonomiske argument, mens diversitet, mangfoldighed, indsigt og historisk baggrund for nyhederne taber.
Bredden i nyhedsbilledet forsvinder, når DR's fastansatte korrespondenter og en stadig snævrere kreds af eksterne eksperter (der er villige til at stille op gratis) er de eneste stemmer, der kommer til orde.
Monica Marianne Krog-Meyer
15. MAJ 2025
Hvorfor er der ikke skelnen imellem universitetsfolk, der får deres hyre for at gøre os andre klogere (medlemmer af tænketanke - med honorar, ansat i firmaer med tilhørende løn osv), og derfor i en vis udstrækning kan forventes at lade sig interviewe - og så private/freelancere/dem der opbygger vidensbaser som Mirkos og andre ikke-lønnede?

Det må have været en del af debatten dengang, Jørgen Laurvig?
Jørgen Laurvig
15. MAJ 2025
Monica, der er også en forskel. For ofte ved journalisten, der forbereder liveinterviewet med studieværten, ikke noget om emnet, når de ringer op til freelanceren.
Derfor bliver det forberedende interview ren research. Som journalist med et fagspeciale kender man koreografien i den slags interviews, så i virkeligheden skriver man oplæg og spørgsmål for den researcher, der ringer op.
Det er jo også en kvalitet i sig selv, hvis man befinder sig tæt på begivenheden i modsætning til de fleste eksperter fra universiteter og tænketanke. Derfor skal man have penge for at deltage, og det fik vi også på P1 Orientering til og med 31. december 2023.
Men aldrig på P1 Morgen, hvor jeg altid takkede nej, trods lokkende løfter om hæder, berømmelse og styrkelse af min profil i offentligheden.
Den slags kan jeg ikke betale med i Brugsen, svarede jeg som regel.
Så DR har haft forskellig praksis på forskellige redaktioner.