
Medierne giver markant flere omtaler til gymnasiale uddannelser end til erhvervsuddannelser, viser ny Infomedia-analyse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I disse uger myldrer det i gadebilledet med studentervogne og unge, som fejrer, at de er færdige med deres ungdomsuddannelse.
Men i mediernes spalter er der en markant skævhed i, hvor meget omtale studenterne får, i forhold til medieomtalen af unge, der får et svendebrev i hånden.
Ifølge en analyse fra Infomedia omtaler danske medier gennemsnitligt gymnasier fem gange mere, end de omtaler erhvervsuddannelserne. Det er på trods af, at der ifølge Infomedia kun er 1,3 gange flere elever på gymnasierne end på erhvervsuddannelserne.
Infomedia-analysen er foretaget for Dansk Metal, og her er forbundssekretær Kasper Palm ikke overrasket over proportionerne i mediernes dækning.
”Der er en tendens i samfundet og i medierne til, at gymnasierne bliver talt op, og så glemmer vi lidt alt det andet,” siger han.
Gør det svært at se sig selv
Kasper Palm mener, medierne står med et problem.
”De forsømmer at dække samfundet. Det bliver kun en del af samfundet, de fortæller om, og ikke hele samfundet. Jeg tror også, det gør, at folk har svært ved at se sig selv i medierne.”
Poul Kjærgaard, chefredaktør på Fyens Stiftstidende, siger, at der er tale om en tilståelsessag.
”Ja, det er det,” siger han, som oprindeligt er uddannet tømrer, og som de seneste syv år har siddet i chefredaktørstolen på Fyens Stiftstidende og den digitale udgave fyens.dk.
”I kraft af min baggrund som håndværker er det noget, jeg er optaget af, og det er også noget, som jeg jævnligt bringer ind på redaktionen: At vi skal huske, der findes andet end studentereksamener.”
Fortjener mere opmærksomhed
Ifølge Infomedias analyse omtaler regionale medier i højere grad end landsdækkende medier erhvervsuddannelserne. Men blandt andet fyens.dk skiller sig ud ved at være blandt de medier, som oftest omtaler gymnasier og samtidig ikke omtaler erhvervsuddannelser nær så ofte.
Poul Kjærgaard kalder det ’tankevækkende’, at medierne dækker gymnasierne så meget mere end erhvervsuddannelserne.
”Vi skylder at være mere nuancerede, for vi skal huske, hvem der er med til at bygge vores huse og lave maden på restauranterne. Alle erhvervsuddannelserne fortjener faktisk mere opmærksomhed,” siger han.
Derfor har de også besluttet at sætte ind med forskellige tiltag på det fynske medie. For nylig, da håndværksuddannede unge blev hædret med medaljer på Odense Rådhus, skrev de flere casehistorier om nogle af de unge. Og til efteråret bliver erhvervsuddannelserne et indsatsområde igen, parallelt med at studievejlederne på folkeskolerne taler med eleverne i afgangsklasserne om deres kommende uddannelsesvalg.
”Vi skal ud og tale med nogle af de unge, som bliver beskidte, når de tager på arbejde, og som skaber noget med deres hænder,” siger Poul Kjærgaard.
”Det kan vi godt blive bedre til”
Han har været chefredaktør i syv år og kan ikke helt forklare, hvorfor det netop er nu, avisen gør erhvervsuddannelserne til et indsatsområde.
”Når man ser tilbage på den skæve dækning, kan jeg kun sige, at det er et fint eksempel på, at det ikke er alle intentioner fra chefredaktøren, der bliver ført ud i livet,” siger han.
”Jeg kan i hvert fald tale for min egen redaktion og sige, at det kan vi godt blive bedre til.”
Frygter den gamle gænge
Infomedias tal viser dog også, at forholdet i medieomtalen har ændret sig. Fra januar til maj 2023 har medierne gennemsnitligt omtalt gymnasierne tre gange så meget som erhvervsuddannelserne, mod fem gange så meget i den samlede periode fra 1. januar 2018 til maj 2023.
Kasper Palm fra Dansk Metal mener, at den ændring kan skyldes flere forhold, ikke mindst ’lærlingeoprøret’ startet af formanden for Dansk Metals Ungdom sidste år, men også at den nye SVM-regering har som erklæret mål at styrke erhvervsuddannelserne. Han håber, medieomtalen af erhvervsuddannelserne fortsætter med at vokse.
”Det, jeg kan være bange for, er, at nu popper emnet op igen, og så lyder det, at ’det er også rigtigt, I taler til vores dårlige samvittighed’. Og så er vi tilbage i den gamle gænge igen om et år, for så har alle glemt de erhvervsuddannelser. Men jeg håber, at de bliver mere bevidste ude på redaktionerne. Det kunne være fantastisk,” siger Kasper Palm.
Infomedias analyse er baseret på en søgning af ’gymnasier’ og ’gymnasium’ over for ’erhvervsuddannelse’, for perioden fra 1. januar 2018 til 31. maj 2023, blandt alle danske medier i Infomedias database med undtagelse af radio og tv.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.