
En AI-kampagne fra Amnesty International har ført til kritik fra mange sider. Foto: Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix
’Illustrations produced by artificial intelligence.’
Sådan stod der nederst på en række billeder, som Amnesty International i weekenden brugte på sociale medier i forbindelse med en kampagne, hvor organisationen gør opmærksom på, at man mener, at det colombianske politi har behov for gennemgribende reformer.
På et af billederne, som ikke længere er tilgængelige på eksempelvis Amnesty Internationals Instagram og Twitter, ser man blandt andet en kvinde blive slæbt væk af politistyrker.
Men billedet er altså ikke et ægte billede fra den nationale strejke i 2021 i Colombia, men et billede genereret af kunstig intelligens.
Og det kan give Amnesty Internationals troværdighed store ridser i lakken ifølge Sisse Stroyer, der er formand for Pressefotografforbundet.
”De gambler med deres troværdighed, når de bruger billeder, der ikke har noget med virkeligheden at gøre.”
”Det sætter tvivl i gang, som ikke kommer Amnesty International til gode i fremtiden. For man kommer til at tænke over, om man kan regne med det materiale, man ser fra dem. De har gjort sig selv en bjørnetjeneste med den her AI-kampagne,” siger hun.
Årsdag for den nationale strejke
Kampagnen fra Amnesty International udkom i forbindelse med toårsdagen for den nationale strejke i Colombia i 2021.
Dengang gik mange tusinde colombianere på gaden i hovedstaden Bogota og andre større byer i landet for at protestere mod en foreslået skattestigning, korruption og politibrutalitet.
Ifølge Amnesty International voldtog colombianske politistyrker kvinder og folk fra LGBT+-miljøet, og i kampagnen opfordrede organisationen de colombianske magthavere til at lave en gennemgribende reform af politiet.
Begivenhederne i Colombia er veldokumenterede af pressefotografer.
”Der findes rigeligt med billedmateriale fra Colombia fra fotografer, der satte livet på spil for at afdække, hvad der foregik i virkeligheden. At man ikke anvender det, er torskedumt, siger formanden for Pressefotografforbundet.
Amnesty: Vil ikke bringe nogen, der var til stede, i fare
Via Amnesty Danmark har Journalisten fået en længere skriftlig kommentar fra Amnesty International, hvor organisation gør det klart, at man ikke brugte billeder af mennesker, der deltog i den nationale strejke, fordi det kunne bringe dem i fare.
”Som en del af sin kampagne for en politireform i Colombia besluttede Amnesty International at bruge kunstig intelligens som et middel til at illustrere de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, der blev begået under den nationale strejke i 2021, uden at bringe nogen til stede i fare. Mange mennesker, der deltog i den nationale strejke, dækkede deres ansigter til, fordi de var bange for at blive forfulgt af statens sikkerhedsstyrker. De, der viste deres ansigter, er stadig i fare, og nogle retsforfølges af de colombianske myndigheder.”
”Hvis Amnesty International havde brugt fotos af dem, der i virkeligheden deltog i protesterne, ville det have bragt dem i fare for repressalier. (….) Brugen af AI-genererede billeder gjorde det muligt for Amnesty International tydeligere at illustrere de former for menneskerettighedskrænkelser, som organisationen har dokumenteret,” lyder det i den skriftlige kommentar.
Sisse Stroyer forstår godt, at Amnesty International vil tage hensyn, men med AI-kampagnen har man skudt forbi, mener hun:
”Som de selv skriver, så var mange demonstranter tildækkede, så der modsiger de lidt sig selv. Jeg forstår godt, at de prøver at tage hensyn, men jeg er sikker på, at der vil være billedmateriale, hvor både politi og demonstranter vil være tilpas tildækket til, at man kan bruge et ægte foto.”
”Alternativt kunne man have tilføjet en bjælke over ansigtet i stedet for at benytte AI.”
Det har desværre ikke været muligt for Journalisten at få fingre i de omtalte AI-kampagnebilleder. Amnesty Danmark oplyser, at AI-billederne ikke kan udleveres. De er desuden blevet taget ned fra sociale medier, fordi de skabte for meget støj.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.