Alternativets medieordfører, Theresa Scavenius Philip Davali/Ritzau Scanpix
Medieaftalen forringer vilkårene for medarbejdere i mediebranchen og skaber dårligere indhold for mediebrugerne. Derfor er Alternativet ikke en del af forligskredsen bag den nye medieaftale.
Det forklarer Alternativets medieordfører, Theresa Scavenius, i en pressemeddelelse.
”Denne medieaftale er rigtig dårligt nyt for de mange mennesker, som arbejder i mediebranchen. Der bliver stillet færre krav til, at arbejdsgivere skal sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og der kommer langt færre initiativer for at sikre ligestilling og mangfoldighed. Det er et skridt i den forkerte retning for hele mediebranchen, som burde gå foran og sikre ordentlige forhold og repræsentation blandt medarbejderne,” udtaler Theresa Scavenius.
Den såkaldte ’arbejdsklausul’ er en mærkesag for Dansk Journalistforbund, og klausulen var en del af medieaftalen i 2022, hvor partierne var rød blok og Kristendemokraterne.
Medieaftalen nåede dog ikke at blive vedtaget af Folketinget, og i den nye, brede medieaftale er klausulen ikke omtalt.