
Arkivfoto. Alt For Damerne dropper at lade være med at fortælle kildernes alder. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
For 80 dage siden tændte Alt for Damerne for alvor ild under en række debattører, da man i en leder bebudede, at damebladet fremover ville skrue kraftigt ned for at skrive kildernes alder i artiklerne.
Beslutningen blev opfattet som meget kontroversiel af flere og mødte blandt andet kritik i Berlingskes spalter, hvor debattør Sarah Iben Almbjerg proklamerede, at hun gerne marcherer ”ned ad Strøget i en T-shirt med tallet 45 ud over hele brystet”.
Inger Støjberg mente i Ekstra Bladet, at ”woke-bølgen” var gået amok. Forsøget blev også omtalt i TV 2 News.
I dag rammer seneste udgave af Alt For Damerne landets kiosker, og i magasinet nævnes kildernes alder i mindst fire artikler. Også på Alt for Damernes hjemmeside er alder vendt tilbage i faktabokse i op til flere artikler.
Over for Journalisten bekræfter ansvarshavende chefredaktør Rikke Dal Støttrup, at man har droppet det såkaldte ’alders-stop’, men det er ifølge hende ikke et udtryk for, at man bøjer sig for de kritiske røster i Berlingske og andre medier.
”Kommentarerne fra folk som Inger Støjberg, Jakob Steen Olsen, Niels Pinborg og Sarah Iben Almbjerg har jeg bare ladet passere. Men jeg har respekt for de mange henvendelser fra trofaste og mangeårige læsere, som ved, hvad der står i bladet. De er bare så vant til at bruge det her som serviceinfo og til at orientere sig efter det. Mange af dem har skrevet til mig og sagt, at de er imod beslutningen, og det er dem, jeg lytter til,” siger Rikke Dal Støttrup.
Mange vil hygge sig med bladet
Chefredaktøren afviser dog at kalde det et fejlskud. I den oprindelige leder lagde hun op til debat, og ifølge Rikke Dal Støttrup har der hele tiden været tale om en ”åben workshop”. Ifølge hende har mange været i stand til at se intentionen med at gøre alder mindre vigtigt.
”Men uden at have talt stemmerne op, så kunne jeg se, at dem, der rent faktisk køber bladet og bruger det til at have en halv time, hvor de hygger sig, bare gerne vil have den oplysning, for det er de vant til. Og så kan jeg komme med mine højpandede meninger om, hvad vi gør ved os selv ved hele tiden at sætte alderen op foran, men hvis mine læsere bare gerne vil have det, må jeg jo give dem det,” siger hun.
Alligevel fastholder Rikke Dal Støttrup, at alder i artikler ikke som udgangspunkt er et nødvendigt greb. Som eksempel nævner hun artikler i dagbladene, hvor alder sjældent optræder. Udfordringen består i portrætgenren og historier, hvor kilderne forholder sig til det levede liv. Men hvis det står til hende, kan alder for eksempel skæres væk fra artikler, der handler om, at kilderne viser et klædeskab frem eller giver tips om bøger.
”Det er jo ikke altid, det er vigtigt,” siger hun.
Balancegangen om at være woke
Forløbet illustrerer også en udfordring for medier i at navigere i de identitetspolitiske strømninger derude, medgiver Rikke Dal Støttrup.
”Man skal ramme balancen imellem de strømninger, der er. På den ene side skal vi afspejle, at vi ved, hvad der foregår i den mere woke og meningsdannende del af samfundet, og samtidig skal vi også være i trit med dem, der trods alt er flest af: Dem med helt almindelige, gode liv uden for stenbroen eller uden for Twitter.”
Tilbagetrækningen betyder ikke, at Alt for Damerne vil holde op med at søsætte lignende initiativer. For eksempel har læserne ifølge Rikke Dal Støttrup taget godt imod modeller i alle størrelser, farver og faconer. De har også taget godt imod, at man ikke retoucherer billeder af modeller.
Læserne vil også gerne høre om #MeToo, men grænsen går ved at lave bladet om til et decideret #MeToo-magasin. Bladet skal ligne sig selv i formatet, siger hun:
”Vi skal også have respekt for, at når man køber et dameblad, er det for at sidde og hygge sig og ikke tænke på alt det dårlige, der findes,” siger Rikke Dal Støttrup.
Hun svarer ikke entydigt ja eller nej til, om bladet har været for woke i denne omgang:
”Hvis jeg skal reflektere over det, så tror jeg, at der er for langt imellem den abstrakte idé om at kunne gøre noget mekanisk ved vores syn på alder i forhold til den konkrete virkelighed, at man bare gerne vil læse et dameblad, som man altid har gjort.”
Rikke Dal Støttrup tilføjer, at hun er 49 år.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.