Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Advokat Lise Roulund, som blev filmet med skjult kamera i TV 2-dokumentaren 'Den Sorte Svane', har anmeldt Advokatsamfundet for at bryde hendes navneforbud.
Til Berlingske siger Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton, at Advokatsamfundet - som tilsynsmyndighed - er blevet sigtet for at have overtrådt et navneforbud i en konkret straffesag.
"Det er vores helt klare opfattelse, at vi har levet op til alle gældende regler og ikke har overtrådt noget navneforbud med omtalen, siger Andrew Hjuler Crichton.
Sagen tager ifølge Berlingske sit afsæt i en række artikler, som Advokatsamfundet offentliggjorde i 2024.
Her blev Lise Roulund navngivet og dermed identificeret, selv om hun på daværende tidspunkt var omfattet af et navneforbud.
Anmeldelsen har ifølge Ekstra Bladet ført til, at anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst en sigtelse mod Advokatsamfundet.
Det fremgår af dokumenter, Ekstra Bladet er i besiddelse af.
I dag kan Roulunds navn frit omtales, da navneforbuddet er blevet ophævet.