Illustration: Morten Voigt
1. Copenhagen Pride
– sagde undskyld for at have bedt sine partnere om at give ”tilfredsstillende svar” om interesser og aktiviteter i Israel og Palæstina, men det var intet værn mod sponsorflugt. Novo, Mærsk og DI forlod sågar regnbuefesten i en koordineret exit, og de blev ikke de sidste.
2. Moderaterne
– regeringspartiet tog klovnebussens hidtil længste tur i mediemøllen, efter at B.T. afdækkede problemer med mobning og dårligt arbejdsmiljø i sekretariatet.
3. Vurderingsstyrelsen
– havnede igen igen i en next level forklaringsøvelse, da DR afslørede, at en fejl i systemerne til nye ejendomsvurderinger betyder, at visse danskere ikke kun skal betale ejendomsskat for sig selv. De skal også opkræve skat – på vegne af Skat – hos deres naboer.
4. Horten Advokater
– var hurtige til at skille sig af med deres partner Nicolai Dyhr efter TV 2-dokumentaren ’Den Sorte Svane’, men det har siden vist sig langtfra at være nok til at rydde op i advokatselskabets konkursafdeling.
5. Randers Kommune
– jordskredet ved Nordic Waste rejste en stribe spørgsmål om kommunens miljøgodkendelser og tilsyn. Kommunens egen advokatundersøgelse var ikke nok til at lukke de kritiske spørgsmål, og både kommunen og Miljøministeriet gik i gang med flere undersøgelser.
6. USTC-koncernen
– familien Østergaard-Nielsen og koncernen bag Nordic Waste kom i hård kritik efter det massive jordskred i Ølst ved Randers. De lovede en klimafond på 500 millioner kroner som plaster på såret. Den er siden ændret til en fjordfond på 50 millioner kroner.
7. Dansk Ride Forbund
– der blev sat stort spørgsmålstegn ved hestevelfærden i rideforbundet efter flere mediehistorier om heste med ”blå tunger” og en video med voldsom brug af pisk. Siden væltede skandalerne og personopgørene frem, forbundets dyrlæge sagde op i protest, og prinsesse Benedicte forlod forbundet som protektor.
8. JP/Politikens Hus
– historier om millionbonusser og ulovlige fyringer i toppen af Danmarks største private mediehus udviklede sig til en regulær skandalesag, ikke mindst efter Jørgen Ejbøls kommentar til sin fødselsdags-millionbonus: ”Sig mig, tror du, det er wild west, det her?”
9. Rigshospitalet
– der er ingen grund til bekymring hos patienter og pårørende, lød det først, da Berlingske begyndte deres artikler om problemer med skimmelsvamp på sygehuset. Men det trygge billede blev sværere og sværere at opretholde, i takt med at flere historier om problemerne kom frem.
10. Enhedslisten
– det erklærede tolerante venstrefløjsparti røg i kamp om sin egen fremtid, efter at fraktionen Rødt Venstre insisterede på fortsat at støtte visse palæstinensiske grupper. Gamle historier om støtte til diverse terrorgrupperinger piblede frem, mens partitoppen arbejdede for at gøre det nemmere at ekskludere medlemmer.
Juryen bag årets kåring:
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.