Tegner Erik Petri har i flere år argumenteret for, at prisen burde gå til Rasmus Meisler. Illustration: Rasmus Meisler
Foreningen af Danske Bladtegnere har valgt at tildele tegneren Rasmus Meisler prisen som Årets Bladtegner.
Det sker på en indstilling fra tegner Erik Petri, der i flere år har argumenteret for, at prisen burde gå til Rasmus Meisler – hvert år med den samme begrundelse, forklarer Erik Petri.
”Vi lever i en tid, hvor både tekst og billeder kan laves af AI, men i Rasmus Meislers arbejde kan man nærmest mærke hånden ved papiret, der ind i mellem laver fejl og lader dem stå, så det fremstår fejlbarligt og autentisk,” siger Erik Petri.
Selv fortæller Rasmus Meisler, at han foretrækker at bruge gammeldags analoge redskaber, når han arbejder.
”For det meste bruger jeg en pensel eller en gammeldags pen, som jeg dypper i blæk. Nogle gange bruger jeg blyanter, farveblyanter eller akvarel. Det er sådan set et meget klassisk setup,” forklarer Rasmus Meisler, der er en del af tegnestuefællesskabet HammerSkjold i København.
Vil hellere tegne selv
Blandt tegnere bliver der i disse år talt meget om kunstig intelligens, forklarer Rasmus Meisler.
Men AI er ikke noget, han har planer om at tage i brug.
”Måske benægter jeg AI for meget, eller måske er jeg ramt af granatchok, men jeg er slet ikke kommet i gang med at bruge det– hverken i researchfasen eller til at lave illustrationerne,” forklarer Rasmus Meisler.
Han vil hellere finde materialet selv og selv tegne.
”Det var jo det, der var udgangspunktet, da jeg startede. Så længe jeg kan blive ved med det, vil jeg gøre det”.
Rasmus Meisler, tegner
Farveblyant og vandfarver
Rasmus Meisler leverer blandt andet tegninger til Weekendavisen, til fagblade og til forlag.
Valget af materiale afhænger af tidshorisonten og, hvad der passer til emnet.
Fredag i sidste uge lavede han for eksempel en illustration til forsiden af Weekendavisens kulturtillæg om smørrebrød.
”Den er lavet med farveblyant og vandfarver for at få den til at se hyggelig, dansk og technicolor-agtig ud,” siger Rasmus Meisler.
Ingen planer om at prompte
Rasmus Meisler tror ikke, at AI bliver hans foretrukne hjemmebane.
”Hvis det bliver et spørgsmål om at prompte tegninger, så kan redaktører eller billedredaktører måske gøre det lige så godt, fordi de ved, hvad de gerne vil have. Men hvis jeg skulle prompte, ville jeg nok skulle finde på noget andet at lave,” siger Rasmus Meisler.
I begrundelsen for at indstille Rasmus Meisler til prisen for Årets Bladtegner forklarer Erik Petri, at det er personligheden, der adskiller tegninger lavet af mennesker fra kunstig intelligens.
”Det, der kan redde os i en tid med AI, er, at man kan se, hvem der har skrevet, fotograferet eller tegnet – og det er Rasmus et eksempel på,” forklaretr Erik Petri.
Rasmus Meisler er uddannet fra Danmarks Designskole i 1998 og har siden beskæftiget sig med animation af titelsekvenser til dansk film og tv og tegninger i aviser og magasiner.
Det var for eksempel Rasmus Meisler, der lavede tegningen af ’Den lille havfrue’ for Berlingske i en nærmest zombie-lignende udgave for at illustrere debatkulturen i Danmark. Tegningen udløste et sagsanlæg fra Edvard Eriksens arvinger, hvor Berlingske vandt retssagen ved Højesteret 2023.
Prisen som Årets Bladtegnet uddeles officielt til Rasmus Meisler i Tivoli til maj.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.