810.000 kroner, nul klager og nul sager: DJ's pressenævn for influenter bliver lagt i dvale

Efter halvandet år trækker

Forsøget på at skabe en slags pressenævn for danske influenter er skrinlagt for nu.

Allan Boye Thulstrup, forperson i Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) – siger til Kforum, fordi der ikke med 200 tilmeldte ikke har været nok opbakning til at holde det i gang.

”Der har ikke været den opbakning i branchen, som vi havde håbet på,” siger Allan Boye Thulstrup og sender en tak til de omkring 200, der valgte at være med.

Det er DJ, der har betalt for nævnet, der blev søsat sidste år for at sikre, at retningslinjerne for etisk ansvarlige influenter blev overholdt.

Ingen klager, ingen sager

I april i år kunne DJ konstatere, at Influentnævnet i sit første leveår ikke havde modtaget en eneste klage. Det havde heller ikke taget sager op af egen drift.

Allan Boye Thulstrup kommenterede dengang den manglende tilslutning over for Journalisten:

”Det kan jo både skyldes, at der ikke er nok tilmeldte, eller at dem, som har tilmeldt sig, ikke er de rigtige, fordi det er dem, som i forvejen opfører sig ansvarligt. Men det kan også skyldes, at der ikke er noget behov,” sagde han.

Dengang kom det også frem, at DJ havde brugt 810.000 kroner på at etablere og drive nævnet. Det var vurderingen, at pengene ville række året ud og ”sandsynligvis et stykke ind i 2027”. Allan Boye Thulstrup medgav, at DJ ikke fik nok for pengene, hvis nævnet ikke traf nogen afgørelser.

Evaluering

Han ville i foråret ikke opstille kriterier for, hvornår han ville kalde nævnet en succes.

”Men det er klart, at der skal være nogle afgørelser, før vi ved, om retningslinjerne er de rigtige,” sagde han.

Af Allan Boye Thulstrups udtalelser i dag til Kforum fremgår, at der stadig ikke har været behandlet nogen sager i nævnet. Forpersonen mener dog ikke, man kan sige, at det aldrig har levet.

”Der har jo været holdt møder,” siger han og konstaterer, at der er ”200 influenter, der har sagt, at de overholder retningslinjerne”.

Der skal nu holdes en intern evaluering af nævnet. Allan Boye Thulstrup fastholder, at det ikke var en fejl at nedsætte det. Han understreger, at retningslinjerne stadig findes, at de tilmeldte influenter stadig er tilmeldt, og at han stadig håber, at man kan finde en vej videre.

0 Kommentarer