Da 62-årige Lotte Scharff for to år siden fik nyt job som journalist på Sjællandske Medier, opdagede hun hurtigt et problem.

Et problem, der faktisk gjorde det svært for hende at udføre sit arbejde ordentligt, og som efterhånden voksede sig så stort, at hun til sidst måtte gå til sin redaktør.

Problemet handlede hverken om arbejdsopgaverne eller cheferne. Det var heller ikke forholdet til kollegerne, der var problemet. Derimod var det hendes fysiske placering i et storrumskontor sammen med ni andre journalister, der gjorde dagligdagen svær.

”Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig,” forklarer Lotte Scharff.

”Når jeg interviewede, kunne jeg ikke høre, hvad den, jeg havde i røret, sagde, fordi flere af mine kolleger – uden at tænke over det – talte ekstremt højt i telefon. Og når jeg skulle skrive en artikel, kunne jeg have svært ved at komme i gang, fordi jeg hele tiden kom til at lytte med på de andres interviews.”

Lotte Scharff understreger, at hun er glad for sine kolleger, og at ingen af dem talte højt i telefonen med vilje. Faktisk er hun også ret sikker på, at hun indimellem selv gjorde sig skyldig i det samme. Men ikke desto mindre blev problemet med støj og forstyrrelser ofte så stort, at hun måtte tage sin laptop og fysisk forlade storrumskontoret.

”Nogle gange rykkede jeg mig ud på gangen for at kunne koncentrere mig. Og andre gange var jeg nødt til simpelthen at køre hjem for at kunne skrive,” fortæller Lotte Scharff.

Stillekupé-konflikter

Og Lotte Scharff er langtfra den eneste, som ikke trives i de åbne kontorlandskaber, der ellers er udbredte i medie- og kommunikationsbranchen.

Det viser en rundspørge blandt Dansk Journalistforbunds medlemmer i arbejde, som Journalisten har lavet.

Selv om knap 7 ud af 10 medlemmer i undersøgelsen arbejder i storrumskontorer, så er 62 procent af os så generede af de ulemper, der følger med storrums­kontoret, at vi har svært ved at koncentrere os i det daglige.

Konkret svarer 66 procent af dem, der sidder i storrumskontorer, at de ”i høj grad” eller ”i nogen grad” er generet af støj. Kun syv procent er ’slet ikke’ generet af støj. Samtidig svarer 32 procent, at deres fysiske placering på kontoret fører til konflikter eller irritationsmomenter ved kollegerne.

Og de resultater kommer ikke bag på Peter Holdt Christensen. Han er lektor på CBS og har blandt andet forsket i, hvordan de kontorer, vi sidder i, påvirker vores trivsel og adfærd. Ifølge ham flugter resultaterne af Journalistens rundspørge med forskningen på området.

”Pudsigt nok placerer man jo mange steder folk i storrumskontorer, netop for at de kan agere og kommunikere med hinanden. Men paradoksalt nok viser undersøgelse efter undersøgelse, at vi slet ikke har brug for hele tiden at blive forstyrret af de andre,” siger han.

”Og så opstår konflikterne og irritationen jo,” tilføjer han.

”Så sker der det, man også ser i en stillekupé, hvor nogle sidder og snakker, og andre bliver sure på dem, der sidder og snakker.”

Som en grisestald

På Bonnier Publications, hvor Allan Numelin arbejder som journalist på Gør Det Selv Magasinet, er de store åbne kontorlandskaber også en evig kilde til frustrationer.

Særligt, fortæller han, efter at mediehuset i forbindelse med endnu en sparerunde sidste år valgte at reducere lejemålet til det halve af, hvad det oprindeligt har været.

”Så nu sidder vi tæt. Meget tæt!” fortæller Allan Numelin.

Konkret er medarbejderne placeret ved øer af op mod seks skriveborde stillet op mod hinanden og med kort afstand til den næste ø i rækken. På den måde sidder journalister, grafikere og redaktører ikke bare tæt på de kolleger, de arbejder sammen med, men også tæt på kolleger fra andre magasiner og udgivelser, fortæller Allan Numelin.

”Man bliver altså ikke bare belemret med sin egen redaktions støj, men også med naboredaktionernes støj. Og det giver nogle udfordringer. Klos op ad en newsdesk, hvor folk udkommer flere gange dagligt og har brug for at snakke meget sammen, kan der jo sidde et månedsmagasin, hvor folk har mere brug for ro og fordybelse,” forklarer han.

Selv er Allan Numelin god til at lukke af for forstyrrelserne. Men som tillidsrepræsentant taler han med mange kolleger og ved derfor, at dét gælder for de færreste.

”De fleste af mine kolleger har problemer med måden, vi sidder på. Og nogle har endda store problemer med det,” siger han.

Som resultat hænger der nu – med Allan Numelins ord – en ”frygtelig masse sedler” rundt omkring i kontorlandskabet med påmindelser som ”husk at tage hensyn” og ”gå et andet sted hen, hvis du skal snakke”. Derudover har de ansatte fået udleveret hovedtelefoner med noise cancelling-effekt.

”Men det er jo symptombehandling,” mener tillidsrepræsentanten.

”Og hele idéen om, at storrums­kontorer skulle give en masse, den køber jeg simpelthen ikke. Der er langt flere ulemper end fordele ved det. Det har vi haft mange diskussioner med cheferne om igennem årene. Men efter at vi er rykket så tæt sammen, at de også har mistet deres kontorer, kan de godt se udfordringerne,” siger Allan Numelin.

Han sammenligner storrumskontorer med svinestalde i det konventionelle landbrug.

”Svinestaldene er jo heller ikke bygget af hensyn til grisenes trivsel – de er bygget for at opnå stordriftsfordele og spare penge. Og det er lidt det samme med storrumskontorer. Hovedpointen er, at man kan putte mange mennesker ind på få kvadratmeter.”

Et tveægget sværd

Og den udlægning er ifølge Peter Holdt Christensen fra CBS ikke helt skæv. Historisk set er rigtig mange arbejdspladser, hvor medarbejderne sidder på rad og række i åbne kontorlandskaber, netop indrettet sådan af økonomiske årsager.

”Det seneste århundrede har man indrettet kontorer med et ’udefra-ind’-perspektiv. I stedet for at indrette til dem, der skal bruge dem, har man overladt det til arkitekter, der har kigget på bygningsmassen udefra og indrettet efter, hvordan den kan driftes optimalt i forhold til kvadratmeterudnyttelsen,” forklarer han.

Samtidig har man retorisk talt for, at de store, åbne rum, hvor medarbejderne sidder tæt på hinanden og kan interagere på tværs, understøtter den dynami­ske og gruppebaserede måde, mange af os arbejder på i dag.

En pointe, der da heller ikke er helt ved siden af, hvis man skal tro Journalistens rundspørge. For på trods af, at rigtig mange har svært ved at koncentrere sig i de banegårdslignende arbejdsmiljøer, så svarer 84 procent samtidig, at de ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ oplever faglige gevinster ved at sidde tæt på kolleger. Og hele 90 procent oplever, at det ’i høj grad’ eller ’i nogen grad’ styrker det sociale sammenhold.

På den måde er storrumskontorerne et tveægget sværd, påpeger Peter Holdt Christensen. Men hvis de bliver indrettet med udgangspunkt i medarbejdernes behov – og i kombination med også at inddrage hjemmearbejdspladsen som arbejdsrum – kan fordelene faktisk vinde over ulemperne.

”Tendensen på arbejdsmarkedet går mod bygninger, der har forskellige arbejdsrum i sig. Så der er stillezoner og mødezoner og en variation af arbejdsrum, som gør, at du kan vælge de rum, der passer til det, du skal arbejde med. Det har vi ikke set tidligere, men det vinder mere og mere frem,” siger han.

Men med den tendens følger et andet ofte udskældt fænomen; nemlig free seating.

”Mennesker er territoriale, og derfor bryder mange sig ikke om ikke at have en fast plads. Men free seating er altså kommet for at blive – det er den måde, vi kommer til at sidde på i fremtiden,” spår Peter Holdt Christensen.

Ingen faste pladser

Og den forudsigelse er langtfra sød musik i sød musik i et andet DJ-medlems ører. Hun ønsker at være anonym, men fortæller, at hun arbejder som UX-designer og er blandt de 17 procent i Journalistens undersøgelse, der allerede arbejder i et storrumskontor uden faste pladser.

En arbejdsform, hun ikke er fan af.

”Jeg kan virkelig ikke lide free seating. Alt skal ryddes hver dag, og for mig dræber det bare al kreativitet. Jeg er med på, at det er agilt, men det kommer bare med en kæmpe usikkerhed, at jeg ikke ved, hvor jeg skal sidde – og om der overhovedet er en plads til mig – når jeg møder ind om morgenen,” fortæller hun.

De dage, hvor hun skal koncentrere sig, møder hun tidligere, så hun kan nå at få sin favoritplads ved et hjørne og op imod en væg. På hendes arbejdsplads sidder de nemlig omkring 60 mennesker sammen i store åbne kontorområder, og for DJ-medlemmet betyder det, at hun kan have svært ved at koncentrere sig.

”Bygningen er jo slet ikke dårlig, og der er også gjort en del for at lave små åndehuller. Men der er bare rigtig meget larm, hvis man sidder de forkerte steder. Selv hvis folk snakker ret lavt nede i den anden ende, kan du høre det. Og der skal bare ikke meget til at hive mig ud af mit flow,” forklarer hun.

Samme oplevelse har Ane Locht, en anden af de mange DJ-medlemmer, der har svært ved at koncentrere sig på arbejdet på grund af sin fysiske placering.

”Jeg kommer lidt firkantet sagt primært på arbejdspladsen for at networke og have det sjovt med mine kolleger. Det seriøse arbejde laver jeg hjemme,” forklarer Ane Locht, der er kommunikationsansvarlig i afdelingen for velfærdsteknologi og hjælpemidler under Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

”Når jeg har været på kontoret, er jeg tit nødt til at tage opgaver med hjem og gøre dem færdig om aftenen. Simpelthen fordi jeg ikke når det, jeg skal. Jeg bliver hele tiden forstyrret og ryger ind og ud af mit flow. Jeg deltager også selv aktivt i snakken med kolleger og mister overblikket over min kalender og kan ikke finde ud af at disponere min tid,” fortæller hun.

Forstyrrelserne opstår især, fordi hendes skrivebord er placeret ved et gangareal i det åbne kontorlandskab. Det er her, kolleger fra andre afdelinger går igennem – ofte to og to i snak – for at hente kaffe. Og samtidig er det her, grupper af ansatte på vej til møde hænger ud og småsludrer, mens de venter på, at mødelokalerne på den modsatte side af gangen bliver ledige.

”Jeg har endda været ude for, at folk fra andre afdelinger for ikke at genere deres kolleger kan finde på at gå ud i gangarealet for at tage et opkald. Men så står de jo faktisk i vores kontor,” fortæller Ane Locht.

Hun understreger, at hun også synes, det er sjovt at være der, hvor der sker noget, og at hun og kollegerne har fået, hvad de har bedt om i form af afskærmning, høretelefoner og andre hjælpemidler.

”Men jeg vil simpelthen ikke være tvunget til at iføre mig høreværn på kontoret,” siger hun.

En lydhør chef

For Lotte Scharff fra Sjællandske Medier blev netop gangarealet uden for storrumskontorets inferno af interviews på kryds og tværs i sidste ende hendes redning.

Efter i halvanden måned at have kæmpet med koncentrationen, gik hun til sidst til sin redaktør og spurgte, om hun kunne få fast plads ude på gangen bag nogle reoler, hvor hun i forvejen tit satte sig ud for at få ro.

”Det var mit eget forslag – til sidst blev jeg nødt til at sige, at det simpelthen ikke gik. Og heldigvis var min redaktør lydhør og med på at finde en løsning. Så nu har jeg en mere stille plads, og det har faktisk løst problemet for mit vedkommende,” fortæller Lotte Scharff.

Men går du ikke glip af faglig sparring eller socialt liv på redaktionen, når du sidder derude på gangen?

”Slet ikke. Jeg sidder kun fire meter fra døråbningen til storrumskontoret. Så hvis der bliver talt om noget spændende, kommer jeg hurtigt op ad stolen og står i døråbningen og snakker med,” griner hun.

- Illustration: Marie Boye