500 ledige AJKS-medlemmer bliver ramt af regeringens dagpenge-stramning

En fjerdedel af de 2.000 ledige medlemmer i AJKS er dimittender, der med regeringens udspil vil blive skåret omkring 4.000 kroner om måneden i dagpenge. Rettet klokken 11.03

500 ledige medlemmer af Arbejdsløshedskassen for journalistik, kommunikation og sprog (AJKS) vil blive ramt af regeringens udspil om at skære i dagpengene for nyuddannede.

Det oplyser Linda Garlov, der er direktør i AJKS.

Der er i øjeblikket lige omkring 2.000 ledige medlemmer i AJKS, og 500 af dem er dimittender, der med regeringens udspil vil blive beskåret mere end 4.000 kroner om måneden i dagpenge.

Dagpengesatsen sænkes til 9.661 kroner månedligt for dimittender. I dag modtager man som nyuddannet 13.815 kroner i dagpenge.

”Lige nu er det sådan, at man kan gå fra SU direkte og op i ydelse. Man kan spørge sig selv, om man synes, det er rimeligt. Det mener vi ikke,” siger Mette Frederiksen på pressemødet, hvor udspillet bliver præsenteret.

”Nyuddannede har lige fået en god uddannelse. Den skal bruges på arbejdsmarkedet. Ikke i arbejdsløshedskøen. Måske man ikke kan få drømmejobbet med det samme. Men det er ikke det afgørende. Det er at skabe værdi,” tilføjer hun.

Regeringen vil med udspillet også reducere dimittenders ordinære dagpengeperiode fra to til ét år.

Udspillet rammer ikke ledige over 30 år eller med børn. De vil fortsat være berettiget til at modtage 15.844 kroner om måneden.

Målet med udspillet er ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) at få flere danskere i arbejde.

Rettet klokken 11:03. Det fremgik tidligere af artiklen, at der var tale om 500 DJ-medlemmer. Det er retteligt AJKS-medlemmer.

0 Kommentarer