Klimajournalistikken er i højere grad end andre stofområder præget af at være handlingsanvisende.

Samtidig er fire ud af 10 ekspertkilder, der udtaler sig i en række danske mediers klimahistorier, privatansatte i tænketanke, rådgivningsfirmaer og interesseorganisationer. Den grønne tænketank Concito er den største aktør.

Det viser ny forskning fra DMJX, som har undersøgt mediernes brug af ekspertkilder i klimajournalistik.

Og det kan være et problem, mener lektor i journalistik Kresten Roland, som sammen med Jakob Dybro Johansen står bag undersøgelsen, der har analyseret 200 artikler fra Klimamonitor, Børsen, Altinget og Information fra perioden januar til maj 2023.

”Det er klart, hvis man arbejder for en tænketank eller en interesseorganisation, så er der nogle særinteresser, som man er betalt for at varetage. Jeg mener sagtens, at de kilder kan have en relevant ekspertise, men omvendt har de også en kasket på, der betyder, at der er nogle bestemte synspunkter, de altid vil bakke op om,” siger lektor i journalistik Kresten Roland.

Medierne risikerer at blive talerør

Undersøgelsen viser, at 53 procent af klimaartiklerne er handlingsanvisende. Det samme gælder til sammenligning for 20 procent af andre artikler, hvor ekspertkilder optræder, viser en tidligere undersøgelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Det kan være efterhånden kendte råd som for eksempel at flyve mindre, spise mindre oksekød eller tage det offentlige til arbejdet.

En tendens, som Kresten Roland er skeptisk over for. For det kan være svært at gennemskue, hvornår eksperternes råd hviler på en faglig vurdering, og hvornår det er interesseorganisationens agenda.

Samtidig er de rapporter og undersøgelser, som eksperter fra tænketanke og interesseorganisationer står bag, heller ikke altid fagfællebedømt, og det skærper ifølge Kresten Roland kravene til den journalistiske kildekritik.

”Det kan også betyde noget for, hvilke spørgsmål man stiller, og hvilke man ikke stiller, når man sidder som ekspert i en organisation,” mener Kresten Roland.

Alt i alt risikerer brugen af ekspertkilder fra tænketanke, kombineret med en høj andel af handlingsanvisende råd ifølge ham at gøre medierne til et slags talerør for interesseorganisationerne. Det gælder især i artikler, hvor der kun er én kilde på, hvilket gælder for mange af artiklerne i undersøgelsen.

”Hvis den eneste ekspertkilde, man snakker med, kommer fra en tænketank eller en organisation, så risikerer man måske slet ikke at opdage, at der faktisk er uenighed blandt eksperter på det område,” siger Kresten Roland.

Derfor er det ifølge ham vigtigt, at man både varedeklarerer, hvilken baggrund ekspertkilderne har, men også sætter sig tilstrækkeligt ind i stoffet til at vide, hvilke forskere og eksperter der er på området, samt hvilke positioner de repræsenterer.

”Hvis eksperter, som også er parter, i vid udstrækning får lov til at være de autoritative stemmer på et område, kan det få en betydning for dækningen,” mener Kresten Roland.

Aktivisme vs. neutralitet

At klimastoffet er præget af handlingsanvisende artikler, kan til dels hænge sammen med, at det kan være en måde at få læserne til at interessere sig for klimahistorierne.

”Det er ofte i det handlingsorienterede, at det bliver spændende og nærværende for folk. Hvad bør jeg gå hjem og gøre? Hvilke forholdsregler skal jeg tage? Det er måske også der, hvor der kan komme lidt håb ind nogle gange,” siger Kresten Roland.

Samtidig ser han en risiko for, at journalistens egne overbevisninger smelter sammen med partens agenda.

For netop på klimaområdet fremhæver Kresten Roland, at vi ser både forskere og journalister bekende kulør og tage aktiv part i at gøre noget for klimaet – og gå væk fra neutralitetsprincippet på det område.

”Hvis nu journalisten selv er lidt aktivistisk anlagt eller synes, at det er for ringe, at politikerne ikke gør noget, og gerne vil skubbe på den proces, hvad kan man så gøre? Så kan man jo spørge nogle eksperter på nogle tænketanke og få dem til at sige, at nu må I se at komme ud af starthullerne,” siger Kresten Roland, som ikke har forsket i emnet, men mener, at tendensen rejser en række spørgsmål.

”Hvad betyder det, når man som journalist går ind og i en vis forstand gør sig selv til part i en sag? Det er i hvert fald svært at sige, at man er fuldstændigt upartisk, hvis man samtidig siger, at det er det vigtigste problem, der findes – og at politikerne skal løse det hurtigere og på ganske bestemte måder.”

Kender det journalistiske game

Men der er måske også en anden grund til, at journalister flittigt bruger ekspertkilder fra interesseorganisationer og tænketanke.

”Det er eksperter, der er til at få fat i. De er nemme at samarbejde med og gør sig ikke vanskelige. Hvorimod universitetsansatte forskere kan være sværere at få hul igennem til og sværere at arbejde med, fordi de har skarpere grænser for, hvad de vil sige og ikke sige,” siger Kresten Roland.

Journalister leder også ofte efter vurderinger og spekulationer fremfor kun fakta, når de taler med eksperter.

”Præcis, som du beder mig om nu – altså, at spekulere lidt ud over det, jeg lige har forsket i, som jeg også velvilligt gør,” tilføjer han.

Og det er eksperter fra tænketanke og interesseorganisationer ifølge Kresten Roland mere åbne over for at gøre.

”De forstår journalisternes game og er med på spillereglerne. De er overhovedet ikke bange for at komme med handlingsanvisninger. Tværtimod. Det ligger faktisk i deres stillingsbeskrivelser,” mener han.

Men kan man overhovedet tale om, at der findes uvildige eksperter? Universitetsansatte kan vel også have interesser, som de tilgodeser, når de går ud i medierne.

”Absolut. Alle forskere har interesser, alle journalister har interesser. Det er et grundvilkår. Man kan sagtens være universitetsansat forsker og samtidig være aktivistisk på sit forskningsfelt. Den grundlæggende forskel for mig er, hvis man arbejder i en tænketank eller en interesseorganisation, så repræsenterer man qua sit ansættelsesforhold bestemte interesser, som man står på mål for.”