Omringet af pressefotografer, journalister, tv-folk og mikrofoner sidder Poul Schlüter med et stift smil og et godt greb om sin notesblok.

Året er 1993, og datoen er 14. januar. Billedet er taget af daværende Politiken-fotograf Morten Langkilde.

Sammen med et hav af andre pressefolk var han til stede ved det historiske pressemøde i spejlsalen på Christiansborg, hvor Poul Schlüter fortalte, at han trådte tilbage som statsminister som følge af Tamilsagen.

Journalisten har fundet frem til en række af de journalister og fotografer, der var med dengang for 25 år siden, og som kan ses på Morten Langkildes billede. Her fortæller de, hvordan de husker dagen.

Bent Stuckert

Dengang: 49 år og journalist på TV Avisen. I dag: Pensionist.

”Vi havde fået at vide, at Poul Schlüter ville ankomme klokken 18 og fortælle, hvilken konklusion han ville drage efter offentliggørelsen af dommer Hornslets Tamil-rapport. En god kilde havde fortalt mig, at konklusionerne var stærkt belastende for Poul Schlüter, så vi var i DR på sporet af, at det nok blev hans næstsidste dag som statsminister.

Jeg sendte live fra Spejlsalen og forklarede, hvad der var sket i løbet af dagen. Jeg har det bedst med at fortælle ret nøgent. Men det var svært, da Poul Schlüter arriverede.

Poul Schlüter indledte med at kalde pressemødet for ”det ejendommeligste” pressemøde, han nogensinde havde holdt, og jeg oplevede det også som ret tumultarisk. Jeg har i mine år på Christiansborg sjældent set pressefotografer springe op på bordene og skubbe til hinanden i Spejlsalen.

Dengang havde man ikke TV 2 News og DR2, der sender hele tiden. Dengang skulle der ske noget, hvis man sendte live.

I dag ville pressemødet have været meget mere styret. Der ville have været mindst to-tre spindoktorer eller medarbejdere fra ministeriet. Poul Schlüter kørte det suverænt alene.

Da han var færdig med at tale, fyrede jeg det første spørgsmål af.”

 

Kaare Sand

Dengang: 36 år og journalist på P3. I dag: Partner i Pipeline Production.

”Poul Schlüter var leder af en stærk regering og symbolet på den rene magt. Der var derfor en forventningsfuld stemning før pressemødet, fordi kritikken i Tamil-rapporten var så omfattende. Man kunne næsten lugte blod.

Men da han kom ind, fik jeg lidt ondt af ham. Man kan næsten se det på hans forkrampede smil. Jeg beskrev det i min radioreportage som en trist historie, fordi han nærmest blev kastet for løverne. Da han fortalte, at han ville gå af, var der kun nogle få spørgsmål, men politisk var han blevet uinteressant. Magtkampen var gået i gang andre steder.

Jeg lavede min reportage til magasinprogrammet ’Station 3’ på P3, hvor vi tog ud og fortalte, hvad vi oplevede og så. I dag hører man ikke mange opsøgende reportager i radioen.”

 

Mogens Ladegaard

Dengang: 53 år og cheffotograf på Berlingske Tidende. I dag:  Pensioneret.

”Pressemøder husker man sjældent – der er jo så mange af dem. Men det her husker jeg ganske tydeligt. Det var mere kaotisk og også mere velbesøgt end normalt. Men Christiansborg var min hjemmebane dengang, så jeg syntes nok, det var naturligt, at jeg stod i forreste række.

På billedet har jeg både et kamera om halsen og et over skulderen. Det ene var til sort/hvid-film, det andet var til farver – og man skulle huske at skyde begge dele. Man skulle også have ekstra film med, som man hurtigt kunne få fat i. Det gjorde fotovesten med alle lommerne praktisk.

I dag kunne man aldrig tage sådan et billede fra et pressemøde på Christiansborg. Dengang sad vi jo rundt om samme bord som ministeren, og man kunne bevæge sig frit rundt om bordet som fotograf. Det kom der bedre billeder ud af end i dag, hvor pressen skal sidde på deres plads bag en snor, og politikeren står på en talerstol langt væk. Det er jo dræbende kedeligt.”

 

Peter Hauerbach

Dengang: 39 år og ­freelancefotograf. I dag: Freelance.

”Jeg kan huske, at jeg kom lidt sent til Schlüters pressemøde. Det gjorde man tit som freelancer, fordi man blev kaldt ind med kort varsel. Der var allerede en kødrand af pressefolk, da jeg kom, så jeg måtte kravle op på en stol for overhovedet at få et billede. Det var dengang, aviserne og bureauerne hellere ville sende en fotograf for meget end en for lidt.

Jeg står vist og roder med en blødgøringsskærm til min flash på billedet. Det var ret nyt dengang. Den gjorde, at lyset blev blødere, og man ikke fik så kraftige slagskygger. Det var noget, de gik meget op i på den fotoskole i Stockholm, hvor jeg havde gået. Men teknikken har sgu drillet mig indimellem de sidste 35 år.”

 

Keld Navntoft

Dengang: 42 år og pressefotograf på Berlingske Tidende. I dag: Freelance.

”Det var en hektisk, an­spændt og vild dag. Det er det, når en statsminister træder tilbage. Men det, jeg husker bedst, er, at jeg nogle dage senere så Poul Schlüter komme gående i vandrehallen på Christiansborg. Tænk, at en mand, som journalister og fotografer var så tæt på i 10 år, nærmest var blevet en statist. Han gik helt alene, og der var ikke en sjæl, der kom hen til ham.”

 

Lene Frøslev

Dengang: 41 år og journalist på Berlingske Tidende. I dag: Freelance.

”Der var fuldstændigt fyldt op i spejlsalen i Statsministeriet. Fra Berlingske, BT og Nordfoto var der adskillige fotografer og det meste af Christiansborg-redaktionen. Sådan var det på alle redaktioner. Alt og alle var til stede – og med god grund.

Jeg var på Berlingske Tidendes graverredaktion og skulle lave en analyse til avisen dagen efter. Politiske analyser var noget helt nyt dengang. Der var heller ikke nogen 24 timers nyhedskanaler, der lavede optakt i timevis, eller netaviser, hvor man publicerede historierne med det samme. Det gav bedre tid til grundighed og til at tale med flere forskellige kilder, før man skrev.

Dengang var der færre kvinder i mediebranchen, men der var trods alt flere kvindelige journalister på Christiansborg, end man skulle tro, når man ser billedet, hvor der er mange mandlige fotografer.

Det var også mere intimt på Christiansborg dengang. På billedet kan man se, at vi er meget tæt på. I dag ville statsministeren stå ved en væg med Statsministeriets logo, og journalisterne ville sidde på stole og stille spørgsmål, når de fik lov.”

 

Erik Matzen

Dengang: 44 år og journalist på nyhedstjenesten ­Børsinformation. I dag: Reuters.

”Det var en fantastisk dag. Jeg har været på Borgen i over 30 år, og jeg har aldrig oplevet en så højdramatisk dag. Jeg kommer nok heller ikke til det. Der var magtspil på alle niveauer, hele huset sydede.

Poul Schlüter havde indkaldt til pressemøde med kort varsel. Da Poul Schlüter var færdig med at tale, stillede Bent Stuckert fra DR og Kaare R. Skou fra TV 2 et spørgsmål hver. Men ingen stillede det afgørende spørgsmål: Kommer der en dronningerunde?

Jeg stod bag Poul Schlüter og havde ikke mulighed for at stille ham spørgsmål. Så jeg råbte ud i lokalet ”dronningerunde!” Men der var desværre ikke nogen af de andre journalister, der hørte det.

Da pressemødet sluttede, spørger Lene Frøslev ham på vejen ud, om han ville anbefale majestæten at afvikle en dronningerunde. Og det svarer han ja til, og det hører jeg – men det vidste de ikke i partierne, som kun havde hørt, hvad han sagde på tv.

Jeg tvivler på, at jeg kommer til at opleve en dag som den torsdag den 14. januar 1993.”

 

Bjarke Ørsted

Dengang: 26 år og nyansat fotograf på Berlingske Tidende. I dag: Freelance

”Jeg var jo en af de unge dengang, og det var situationer som den, jeg havde drømt om at få lov at være med til. Man kunne virkelig mærke pulsen i rummet. Jeg kan huske, at jeg lige havde fået den grønne jakke. Det var en Diesel-jakke med gråt skind i kraven, og jeg var enormt glad for den.

Det er ikke helt tilfældigt, at jeg sidder dernede bagved. De gamle faste fotografer var gode til altid at få plads i første række. De var meget driftssikre, men også lidt konservative i deres fotografi. Det betød, at vi unge kunne satse lidt og gå efter nogle mere frække og anderledes vinkler.

Billedet er et godt udtryk for, hvor massiv dækningen var. Og hvor mager den er i dag. Dengang var vi mindst fire fotografer bare fra det Berlingske Hus til at dække pressemødet – der var ingen smalle steder. Bagefter skulle man skynde sig hjem, for vi unge kom tit bag i køen til assistenterne i mørkekammeret.”