
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
24syv har afskediget en medarbejder for verbale og fysiske krænkelser til radiokanalens to års fødselsdag i fredags.
Det bekræfter programdirektør og chefredaktør Simon Andersen over for Journalisten.
”I tirsdags blev jeg gjort opmærksom på, at der under vores to års fødselsdagsfest i fredags på en bar var en medarbejder, der angiveligt havde begået en eller flere verbale og fysiske krænkelser,” siger Simon Andersen.
Efterfølgende har 24syv undersøgt anklagerne, og i den forbindelse har man altså afskediget en medarbejder.
Flere blev krænket
Simon Andersen vil ikke uddybe krænkelsernes karakter eller sige mere om den nu afskedigede medarbejder.
Han bekræfter dog, at flere personer på 24syv ”utvivlsomt” er blevet krænket af den pågældende medarbejder.
”Jeg anser sagen som afsluttet, og så er der nu et forløb, hvor vi sørger for, at de personer, der blev forurettet, får den hjælp, de har brug for,” tilføjer Simon Andersen.
Simon Andersen vil dog ikke oplyse, hvor mange medarbejdere der har oplevet krænkelserne i forbindelse med festen i fredags.
Fra 1. april er 24syv blevet en del af Berlingske Medias HR-system, hvilket betyder, at medarbejderne nu kan tilbydes hjælp under Berlingske Medias sundhedsforsikring.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.