Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
På tværs af Norden og Baltikum foreslår en række medieorganisationer og journalistforbund tre fælles tiltag, der skal sikre samtykke, gennemsigtighed og effektiv håndhævelse, når AI-virksomheder udnytter journalistisk indhold kommercielt.
AI-virksomheder anvender journalistisk indhold til at træne og udvikle deres systemer, ofte uden samtykke, uden tilstrækkelig gennemsigtighed og uden betaling.
Derfor offentliggør 14 organisationer fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland og Litauen tre fælles anbefalinger til, hvordan ophavsretten i højere grad kan respekteres, når journalistisk indhold udnyttes kommercielt af AI-virksomhederne.
Ønsker mere retfærdighed
Organisationerne repræsenterer medievirksomheder, journalister og rettighedsorganisationer og er gået sammen om et fælles grundlag for arbejdet for et mere retfærdigt marked for journalistisk indhold i AI-udviklingen.
”Der er behov for konkrete løsninger, som sikrer rimelige vilkår for brugen af journalistisk indhold. Med vores tre anbefalinger viser vi, hvordan udfordringerne reelt kan løses,” siger Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier.
Journalistikkens fortsatte udvikling kræver rimelige markedsvilkår, der gør det muligt at finansiere et mangfoldigt udbud af journalistik til gavn for borgerne.
Derfor er 14 organisationer blevet enige om tre konkrete anbefalinger:
Samtykke: Kommerciel brug af journalistisk indhold i AI kræver samtykke fra rettighedshaverne. AI-virksomheder skal respektere ophavsretten og indgå aftaler, hvis de vil udnytte journalistisk indhold kommercielt.
Gennemsigtighed: AI-virksomheder skal give rettighedshaverne tilstrækkelig indsigt i, hvilket ophavsretligt beskyttet indhold der anvendes til træning og brug af deres systemer. Hvis de nødvendige oplysninger ikke stilles til rådighed, bør der gælde en formodningsregel med omvendt bevisbyrde.
Håndhævelse: Forhandlinger mellem presseudgivere og AI-virksomheder har endnu ikke ført til aftaler. Derfor bør muligheden for at etablere en voldgiftsmekanisme eller en anden effektiv ordning for tvistløsning undersøges. En sådan ordning skal bidrage til at løse konflikter om vederlag og tilhørende vilkår, uden at rettighedshavere tvinges til at indgå en aftale.
Aktuelle retssager
Behovet for klare rammer for AI-virksomheders brug af journalistisk indhold illustreres af flere aktuelle retlige konflikter på området.
Blandt andet anlagde Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation (DPCMO) tidligere i år sag mod OpenAI.
Ifølge DPCMO har virksomheden anvendt danske nyhedsartikler til at træne ChatGPT og gengivet dele af artiklerne i strid med ophavsretten. Søgsmålet kom efter gentagne forsøg på forhandling og mægling.
Sagen illustrerer de udfordringer, rettighedshavere står over for, når de forsøger at håndhæve deres rettigheder over for globale AI-virksomheder.
De 14 organisationer
Baltic Press Publishers' Collective Management Organisation
Danske Medier
Danske Pressepublikationers Kollektive Forvaltningsorganisation
Dansk Journalistforbund
Estonian Media Enterprises Association
Icelandic Union of Journalists
Norwegian Media Businesses' Association
Norwegian Union of Journalists
Swedish Magazine Publishers Association
Swedish Union of Journalists
Swedish Press Publishers' Collective Management Organisation
The Swedish Media Publishers’ Association
The Finnish Media Federation
The Union of Journalists in Finland
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.