search

ZZZZ….?! ..ZZZZ…!!

Under dynen i min seng på hemsen lige over mit kontor kan jeg høre maskinen summe.

Under dynen i min seng på hemsen lige over mit kontor kan jeg høre maskinen summe.

Lige nu er det denne klumme, jeg arbejder med i den lune seng. Jeg tænker den igennem fra ende til anden, og arbejdet ved tasterne senere er blot snedkerens – fingrenes arbejde.

Den tænker sig selv i dag. I dag går det hurtigt, fordi jeg er i godt energisk humør – og der er tænketid tilovers til andet.

Også den artikel, jeg tænkte i aftes, inden jeg skulle sove, og skrev lige før – iført min natkjole og med hunden ved fødderne – bliver gennemgået.

Vinkler, ord, vendinger bliver endevendt og gennemtænkt. Og så er der endda lige en lille stump tid tilovers, før jeg skal til tasterne.

Den bruger jeg på et tankestrejf til en god freelancekollega, der sikkert lige nu har lagt tankerne i blød i sit liggebadekar og endnu ét til en fortidens musiklærer, der genopladede tre-fire minutter udstrakt på et hårdt skolebord, inden han gik videre til næste elev.

For det er netop det, man skal – respektere sit behov for stille-tid.

Som den svenske fysiker og professor ved Lunds Tekniske Højskole Bodil Jönsson skriver i sin bog "Ti tanker om tid":

"En intellektuel koncentration kræver sin stilletid…"

Man skal acceptere stilletiden som den væsentlige del af arbejdet, den repræsenterer.

Det kan godt være, det er svært for andre at se, når der tænkes, men har man et blindt øje for tanken, kan man jo blot dykke ned i det efterfølgende produkt, for der er den sørme. Det gennemtænkte genkendes i det skrevne. Man kan tydeligt mærke, at produktet er toppen af isbjerget – ikke hele isbjerget.

Man kan læse op mellem linierne, om dette stykke tekst har fået sig en tur på sofaen, er blevet vendt i krogen i toget, eller om det er blevet til i krumbøjet halsen i hælene på tidens menneskeskabte, selvforstærkende travlhed.

Med Bodil Jönssons ord lever vi jo i en generation og kultur, der: "har narret os selv til at tro, at vi ikke har tid nok. Ikke har nok af det eneste, et menneske har…"

Min seng på hemsen er en bageovn.

Heri bager jeg små og store brød – ja hele middagsretter kan det blive til – især på en kuldskær regnvejrsdag.

Noget bagværk skal have lang tid, andet kun få minutter, før jeg springer op, hopper ned ad trappen, sætter mig og banker tankerne ind på skærmen.

Stille-tid er en meget undervurderet størrelse i det almindelige arbejdsliv – sådan ét har jeg heldigvis ikke.

Tanken løber foran mig til historien om den etablerede kollega, der ønskede at sætte en sofa op på sit kontor. Pladsen var der, men arbejdsgiveren afviste kategorisk forslaget – og undertonen i afslaget var ikke til at tage fejl af: "Man kan da ikke ligge og slænge sig, når man er på job…"

Den kloge arbejdsgiver kender naturligvis værdien af stilletid. Hun gør, hvad der står i hendes magt for at give de bedste betingelser for at udfolde sig – også hvis det kræver en sofa.

Jeg går ind for senge og sofaer – ikke fordi jeg er doven. Jeg er min egen meget strenge arbejdsgiver, der effektivt sørger for, at vi får mad på bordet og tøj på kroppen i min familie – men fordi jeg ved af erfaring, at jeg er mere produktiv, skriver bedre ting og dermed tjener flere penge, når jeg tager det hele i brug – fra hjernebark til fingerled.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen