I går aftes blev vinderne af Nordens bedste Nyhedsdesign afsløret. Tre af de 35 priser, som gik til danske medier, fik Zetland med hjem. Heriblandt hovedprisen ’Best of Show’ i den digitale del af konkurrencen.
”Jeg var meget rørt i går, fordi jeg er så skide stolt," siger Zetlands designchef Katinka Bukh, som modtog priserne til The Society for News Design Scandinavias prisuddeling.
Hun var ikke klar over, at der blev uddelt en ’Best of Show’-pris, og blev så overvældet og overrasket, at hun i dag ikke kan huske den præcise begrundelse for, hvorfor Zetland fik æren af hovedprisen i den digitale del af konkurrencen. Hun husker dog de overordnede linjer.
"De lagde vægt på ro, enkelthed og fokus og fremhævede, at det er en anden måde at lave nyheder på," siger hun.
Avisen er taget ud af det visuelle
At der bliver lagt mærke til, at Zetland forsøger at servere nyhederne på en ny måde digitalt, er Katinka Bukh glad for.
”Alle har fra starten været klar over, at præmissen for Zetland var ambitionen om at prøve at lave noget, der var lidt anderledes. Derfor har jeg også valgt designmæssigt ikke at få os til at ligne et klassisk nyhedsmedie. Jeg har prøvet at tage noget af avisen ud af os,” siger hun.
Hun fremhæver selv simpelheden på Zetlands hjemmeside, som det, der adskiller den fra andre nyhedsmedier på nettet. Der er eksempelvis ikke bannerannoncer, og når man kommer ind på forsiden bliver man kun mødt af ganske få historier.
”Når du går ind og læser en historie hos Zetland, så får du en rolig læseoplevelse. Der er ikke så meget visuelt støj,” siger hun.
Zetland har ingen fastansatte fotografer eller illustratorer, og det, mener Katinka Bukh gør, at de visuelt kan prøve flere ting af.
"I modsætning til de store, mere etablerede nyhedsmedier, benytter vi os kun af freelancere. Det gør, at vi kan bruge en meget bredere vifte af fotografer og illustratorer og kan variere vores udtryk, så vores læsere får forskelligartede oplevelser,” siger hun.
Næstflest priser til danske medier
Udover ’Best of Show’ vandt Zetland også guld for deres hjemmeside og sølv i forside-kategorien for denne forside.
I alt blev der uddelt 126 priser. Norske medier vandt 44 og dermed flest. Danske medier fik næstflest, 35.
Information vandt guld i ’visuel kommunikation’, mens Berlingske tog guldprisen for ’redesign’. Politiken vandt guld i ’åben klasse’ og ’sportssider’.
Også TV 2, Danmarks Radio, Ekstra Bladet og Kristeligt Dagblad blev tildelt priser. De samtlige vindere kan du se her.
Ny og endnu simplere hjemmeside
Midt i glædesrusen over at have vundet guld for hjemmesiden, lancerede Zetland i går en ny. Katinka Bukh kalder det ironisk, at det blev på dagen, hvor de vandt guld for den gamle.
Og når nu hjemmesiden er så god, at Zetland har vundet guld for den, hvorfor så overhovedet ændre den?
”Fordi den ikke opfyldte de funktionalitetskrav, vi havde. Og det her er jo heller ikke den sidste forside. Vi prøver hele tiden at gøre det bedre. Og vi er ikke så tungt et skib at vende som større nyhedsmedier, fordi vi kun er fire mennesker om at udvikle hjemmesiden,” siger Katinka Bukh.
Hun fortæller, at den nye læner sig endnu mere op af den enkelthed, som juryen fremhævede.
”Den nye er endnu mere benhård og enkel. Der er kun tre til fem elementer på forsiden, og vi kan variere højden på historierne, så vi nu kan rydde forsiden,” siger hun.
Det kunne man ikke med den gamle version. Så hvis der var en top-historie, måtte den lægges på to gange, hvis den skulle have hele forsiden for sig selv.
Et nyhedsmedie, som tør lidt
I arbejdet med den nye hjemmeside har der været meget fokus på læseoplevelsen for dem, der læser med på mobil.
"Størstedelen af vores læsere er på mobil, og for dem er det blevet mærkbart bedre. Vi har fået mulighed for at lave helskærmsbilleder, og det er en meget anderledes og magasinagtig tankegang. Det har gjort, at det ikke er så teksttung en oplevelse, som man måske har på andre medier,” siger hun.
At det gerne må være en mere magasinagtig oplevelse at besøge Zetland end andre nyhedsmediers hjemmesider – også på mobilen – lægger Katinka Bukh meget vægt på.
”Der er rigtig meget generisk design i den digitale verden, men der er ikke nogen, der har sagt, at nyheder skal se ud på en bestemt måde. Nogle ting bliver man selvfølgelig nødt til at respektere ud fra funktionalitet, for ellers forstår folk ikke, hvad de skal. Men jeg synes, at det er fedt, at vi er et nyhedsmedie, som tør lidt.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.