Fra Muhammed-tegninger til #metoo-kampagne – de danske medier er over det seneste årti blevet mere aktivistiske i forsøget på at sætte dagsordenen. Og såkaldt journalistisk aktivisme er noget, vi kommer til at se endnu mere til fremover, mener ekstern lektor i journalistik ved Syddansk Universitet Ralf Andersson.
Han konstaterer, at der er en tendens til, at medier i disse år skifter fra at beskrive og dække et emne og skabe debat – til at lancere aktivistiske kampagner med klare holdninger og mål.
[quote:0]
”Mange medier har fået øjnene op for, at kampagner kan skabe en stemme, hvis man får skruet det rigtigt sammen. Som medie kan man dermed blive hørt, og det har medierne ekstremt meget brug for. Jeg er sikker på, at vi vil opleve en stigende grad af aktivistisk journalistik og kampagnejournalistik i de kommende år,” konstaterer Ralf Andersson, der har undersøgt udviklingen i rapporten ’Journalistiske kampagner i danske medier’.
Kampagner kan profilere medierne
Ifølge Ralf Andersson er det både dagblade, formiddagsaviser og regional- og lokalmedier, der går fra at være afspejlende til at blive mere anvisende og aktivistiske. Som eksempler på journalistisk aktivisme nævner Ralf Andersson blandt andet Politikens Undervisningspris, der skal skabe respekt for lærergerningen, og Ekstra Bladets kampagne for at få gidslerne Søren og Eddy hjem fra deres fangenskab hos somaliske pirater. Han fremhæver også de fynske regional- og lokalmediers kampagne for at få flere unge til at stemme ved kommunalvalget i 2017.
Om journalistisk aktivisme så er i orden, kommer an på, hvem man spørger, påpeger han.
”Begrebet journalistisk aktivisme stritter i alle retninger, når man spørger landets mediechefer. Der er stadig meget forskellige holdninger til, hvad der er i orden, og hvad der ikke er,” siger Ralf Andersson.
Betænkeligheder ved aktivistisk journalistik
[quote:1]
Fagbladet Journalisten har talt med et udvalg af danske mediechefer. Nogle ser positivt på udviklingen, mens andre er mere skeptiske. Til sidstnævnte gruppe hører Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager. Han mener, at journalistisk aktivisme er at spænde journalistikken for en bestemt holdningsvogn.
”Det er jeg meget betænkelig ved. Men hvert medie skal redigeres ud fra sit udgivelsesgrundlag, og det betyder, at der skal fokuseres forskelligt på forskellige medier. Kristeligt Dagblad fokuserer på tro-, etik- og eksistens-emner, og vi gør det ud fra et kristent perspektiv, dér hvor det giver mening. Men vi kæmper ikke for en bestemt sag, og vi er ikke et missionerende medie,” lyder det fra Erik Bjerager.
Han uddyber imidlertid, at Kristeligt Dagblad i flere omgange faktisk har lavet aktivistisk journalistik i den gode sags tjeneste, som han formulerer det.
”Vi har samlet penge ind blandt avisens læsere til flygtninge og ofre for krig, naturkatastrofer og hungersnød,” forklarer han og understreger, at avisen ikke er gået på kompromis med de journalistiske principper om uafhængighed.
”Men man gør sig sårbar som medie ved at gøre sin journalistik til et redskab for en bestemt sag. Medieaktivisme er manglende tiltro til virkningen af klassisk kvalitetsjournalistik. Kvalitetsjournalistikken bliver i stigende grad konstruktiv og peger på løsninger og ikke kun på problemer. Det støtter jeg, men helt grundlæggende er jeg betænkelig ved aktivistisk og partisk journalistik,” konstaterer Erik Bjerager.
Muhammed-tegninger gjorde JP til part
Også på Jyllands-Posten er der skepsis at spore. Her proklamerer chefredaktør Jacob Nybroe, at han ikke er tilhænger af journalistik med et bestemt, prædefineret formål.
”Kravet til os journalister om at levere noget, som er upartisk, har aldrig været større i disse fake news-tider. Der er så meget informationsformidling, som foregår i ekkokamre, hvor der har fundet en sortering sted inden, og hvor man forfordeler et bestemt synspunkt. Og her kan jeg stille mig kritisk over for, hvorvidt man leder hårdt nok efter at modbevise sin tese, hvis man går aktivistisk til værks,” skitserer han.
Noget af det første, Jacob Nybroe gjorde, da han tiltrådte som Jyllands-Postens chefredaktør i september 2016, var at lægge afstand til avisens Muhammed-tegninger. I et interview med P1’s ’Mennesker og Medier’ varslede han, at Jyllands-Posten skal være ”mindre aktivistisk” med ham ved roret.
[quote:2]
”Når man har mange stykker journalistik om det samme emne – om islam og integration – så kommer det til at virke, som om man har et ærinde. Så bliver journalistikken til en kampplads, og det skal den ikke være. Den skal være 'we report, you decide',” udtalte han ved den lejlighed.
Den holdning holder han fast i.
”Når vi taler om at bruge aktivisme til at brande sig selv som medie, så kan man jo argumentere for, at Muhammed-krisen var tæt på at fremstå som en kampagne, og det farvede jo nok billedet af Jyllands-Postens journalistik. At man følger den samme sag i 10 år, mener jeg ikke er en god idé. Det fortsatte nok for længe og for meget til, at vi i dag bliver opfattet som uafhængige i den sag. Problemet med journalistisk aktivisme er, at man risikerer at blive part i egen sag, og det er ikke journalistikkens rolle,” mener Jacob Nybroe.
Mobiliserer folk til at gøre verden bedre
Hos Zetland ser chefredaktør Lea Korsgaard anderledes positivt på brugen af journalistisk aktivisme. For hende handler det om, at der er forhold i verden, som det bør optage os dybt at få ændret.
[quote:3]
Hun fremhæver blandt andet Jacob A. Riis' fotoserie ’Hvordan den anden halvdel lever’ fra 1891 som en form for tidlig aktivisme, ligesom hun nævner Politiken-journalisten Olav Hergels serie om vilkårene for børn på danske asylcentre.
”Journalistik er ikke journalistik, hvis det ikke animerer til enten kløgtige tanker eller kløgtige handlinger, så selvfølgelig kan medier sætte sig for at belyse en vigtig historie på en måde, der mobiliserer folk til at gøre verden bedre. Så længe der stadig er plads til nuancer, forbehold og de grå områder mellem sort og hvidt,” siger Lea Korsgaard.
Derimod har hun intet til overs for den journalistiske aktivisme, der overdriver realiteterne og primært er til for egen vindings skyld.
”Såkaldt objektiv kampagnejournalistik, der gør små problemer store eller blæser proportioner af led, så mindre overtrædelser fremstilles som enorme forbrydelser, dét har jeg det virkelig svært med. Lad os kæmpe med åben pande, hvis der skal kæmpes,” siger hun.
”Der er brug for klare stemmer”
Spørger man Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, kan der lægges mange betydninger i begrebet journalistisk aktivisme. Han går ikke selv ind for det ord, men bruger hellere udtrykket kampagnejournalistik, som efter hans mening er dybest set det samme.
”Vi laver kampagnejournalistik, fordi der er noget i samfundet, som har brug for, at vi sætter alle sejl til. Vi er både et holdningsmedie og et journalistisk medie,” forklarer Poul Madsen.
Senest har Ekstra Bladet lavet kampagnen ’Nydanmark’, hvor avisens journalister tog rundt og tvang politikere i kommunerne til at sætte integration på dagsordenen.
[quote:4]
”Det er en opgave, der er kommet for at blive. Der er nok snak, så formålet med kampagnen var at få de magtfulde folk til at afgive nogle løfter til at forbedre integrationen. Vi sagde det til dem på forhånd, at vi kommer igen for at følge op. Vi vil have dem til at love noget, fordi det ellers meget nemt bliver noget abstrakt noget,” siger Poul Madsen.
Han synes, der i danske medier er en berøringsangst over for at turde definere problemer og hjælpe til med at få dem løst.
”Vi tror som journalister, at vi skal holde os på afstand og bare beskrive, hvad der sker. Men det er en illusion, at medierne er neutrale. Vi skal lade være med at udelade forskellige ting. Der er brug for klare stemmer. Og vi er i fuld gang med at gøre os selv overflødige, hvis vi ikke deltager mere og viser mere engagement,” påpeger chefredaktøren.
6 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Zetland har vel på en god dag 500 læsere, så de kunne vel starte med at få nogle læsere. Indtil det sker, kunne det være rart at høre mindre til deres orakler.
I en verden, hvor så meget er af lave, og vi kan ane katastrofen, er det naturligt at forsøge at gribe fat i nældernes rødder og bevidstgøre befolkningerne - og, hvis muligt, politikerne. Men er det aktivisme og kampagnejournalistik f.eks. at få færre til køre dieselbiler eller at spise mindre kød og bruge mere økologi. Det er det. Men det er pseudo. Gælder det også at jage muslimer og Islam og agitere for bedre integration. Ja, egentlig. For det er kun støj. Overspringshandlinger. Og ord, ord, ord.Med billede på.
Hovedfjenderne er grådighed, egoisme, løgn og brutalitet. Og de er grimt samlet i den finansielle sektor og de skatteflygtende multinationale selskaber. Og der er så let spil, at de kan få danske medier til at glædes over salg af danske virksomheder til kapitalfonde. Og til at være for venlige overfor de danske partier der ikke forsøger aktivt at gøre noget ved det, herunder Topinskat. Osv.
Islam er egentlig ikke værre end kristendom og slet ikke end jødedom. Men "teologiske udlægninger" gør forskellene. Det er derfor for mig at se en oplagt kampagne at undersøge, hvad imamerne egentlig siger til menighederne, og jeg vil garantere, at det bør munde ud i et krav om kun danske imamer og/eller en dansk uddannelse.
Og et ps. Åben aktivisme er langt bedre end skjult aktivisme. Det for mig mest klare eksempel på en vellykket skjult kampagne er, at så mange i dag tror, at der først kom jøder til Israel efter at FN gav dem lov efter 2. Verdenskrig, at Holocaust kun var jøder (stakkels romaer) og at der endnu ikke er etableret en boykot af Israel inkl. fjernelse af handelsfordelene med EU.
Rettelse til slåfejl 4 afsnit linje 5: mennesker
Moderne journalistik kunne måske forbedre verdens udvikling, hvis medierne turde beskrive de historiske befolkningsstatistikker fra de lande i Mellemøsten, Afghanistan og Afrika, hvorfra flygtningene og asylansøgerne kommer.
Indtil det sker vil befolkningerne disse lande blive ved med at føde millioner af børn, som i løbet af få år er blevet til millioner af mennesker, - uden job, husly og sikkerhed.
Det er denne menneskeskabte hastigt stigende demografi i disse lande, som i dag breder sig op i Europa.
En dansk eller europæisk redaktør eller journalist, vil uden tvivl opfatte det som meget humanistisk at fortie de historiske befolkningsstatistikker fra Mellemøsten, Afghanistan og Afrika.
Læserne skulle nødigt tro at europæiske aviser mener, at befolkninger på hundreder af millioner umennesker udenfor Europa, opfører sig ubetænksomt eller direkte tåbeligt.
Men i virkeligheden er en sådan fortiende opførsel inhuman.
Fordi disse redaktører eller journalister, kun forhindrer de ramte befolkninger i at blive bevidste om at deres traditionelle mangel på familieplanlægning,
(som stammer fra en tidsperiode hvor fødevare knaphed og høj børnedødelighed forhindrede overbefolkning),
i dag skaber enten politistater (fx Egypten, Israel, Bashar al-Assad-Syrien, Tyrkiet, Iran) eller konflikter, og borgerkrige (fx central og øst-Syrien, Irak Afghanistan, Sudan osv.).
Vi ser så her, at det ikke at skrive om de tørre tal i historisk befolknings statistik,
holder liv i en udvikling som dømmer hundreder af millioner mennesker til usikre og ulykkelige fremtidsudsigter.
På trods af aktivistisk tilbageholdende europæiske redaktører og journalisters gode humanistiske viljer.
Danske medier har en forpligtelse til at tage relevante emner op - og vende så mange sten som muligt, lave så mange analyser som muligt, berette om så meget viden og indsigt som muligt. Og hvad angår konsekvenserne, f.eks. at den tiltagende og gødelæggende stress.... være utroligt vedholdende.
Skal jeg svare på spørgsmålet: Er det sådan medierne navigerer?... er svaret: Neej, det er det ikke!
Og hvorfor så det?
Svaret: Money!
Det er fandme da et problem for fagligheden, der er til at forstå!
Flere