Zetland afviste praktikanter inden forsamtale: ”Det er dårlig stil”

Efter uformelle samtaler ved praktikmessen på DMJX fik en håndfuld studerende mail om, at der ikke rigtigt var et match med Zetland. Det bygger på en misforståelse, forklarer chefredaktør

Der er umiddelbart ikke et super match, og efter et par korte møder er det ikke helt nødvendigt med en forsamtale.

Nogenlunde den besked fik en håndfuld studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) fra Zetlands chefredaktør, Ida Ebbensgaard, i sidste uge efter praktikmessen på DMJX.

Messen op til praktikansættelserne er tænkt som en uformel messe, hvor forskellige medier har hver deres stand, og de studerende kan så cirkle rundt til de forskellige mediechefer, der kan fortælle om deres medie, og de studerende kan stille spørgsmål. Den messe bliver holdt en uge inden åbent hus, hvor forsamtalerne – der er en slags ansættelsessamtaler – finder sted. Ugen efter bliver der så afholdt matchdag, hvor medierne tilbyder de studerende praktik.

Og derfor ærgrer det de studerende, at de allerede efter messen får en afvisning, når idéen er, at alle interesserede studerende skal tilbydes en forsamtale.

”Det er ikke et krav, men det er dårlig stil fra Zetlands side,” siger Markus Valentin Jakobsen, der er formand for KaJ, som repræsenterer de journaliststuderende på DMJX i Dansk Journalistforbund.

”Praktiktiden er en meget stressende tid, særligt med hele diskursen om, at det er en utroligt vigtig beslutning. Så hjælper det ikke, at messen som neutral grund også bliver til en jobsamtale. Det bryder med hele idéen om messen.”

Blevet til Instagram-meme

Markus Valentin mener, at det i bund og grund er i orden, at en virksomhed siger til de studerende, at de skal bruge deres energi et andet sted, men:

”Folk føler måske, at de er dømt ude på en unfair måde. Det skaber frustration på studiet, og så er det en skam, at de bryder med messen,” siger han.

På DMJX er Zetlands afslag til de studerende blevet til et meme på Instagram-profilen dmjx.memes, hvor det har fået 260 likes.

 

View this post on Instagram

 

A post shared by DMJX memes (@dmjx.memes)

Det var det meme, der gjorde, at chefredaktør Ida Ebbensgaard blev opmærksom på, at noget måske var galt, forklarer hun.

Ida Ebbensgaard siger, at der slet og ret er tale om en misforståelse, som er opstået, fordi Zetland i nogle år ikke har ansat praktikanter. Den nyudnævnte chefredaktør havde forud for messen forsøgt at sætte sig ind i alle reglerne.

”Der er nogle regler, der er nedskrevet, og der er nogle regler, der ikke er nedskrevet. Der viser sig så at være en kutyme, hvor alle er velkomne til de her samtaler.”

Har dannet sig et indtryk

Ida Ebbensgaard mener ikke, at det er for tidligt at sige til de studerende, at de skal fokusere deres tid et andet sted, når hun har mødt dem en gang eller to op til selve praktiksøgningen.

”Jeg har dannet mig et indtryk af folk. Og for deres egen skyld i det her forløb råder jeg dem til at bruge kræfterne et andet sted,” siger Ida Ebbensgaard.

Ida Ebbensgaard har skrevet en mail til de pågældende studerende, efter at hun i en telefonsamtale med praktikkoordinator på DMJX Martin Vestergaard blev klar over, at hun ikke havde handlet i overensstemmelse med kutymen.

”Jeg skriver til dem med det samme, at de selvfølgelig er velkomne,” siger hun.

Men de har allerede fået et afslag på mail. Har de en chance?

”Der er ikke nogen af dem, der har haft lyst til at komme til samtale efterfølgende. Og hvis de ikke kommer til samtale, så får de det i hvert fald ikke.”

Du er chefredaktør på et medie, hvis formand også er formand for DMJX. Burde du om nogen ikke kende til regler og kutymer?

”Jeg har været til alle informationsmøder og været alt materialet igennem. Den oplysning kunne jeg ikke få noget sted, og jeg har gjort alt, jeg kunne, for at overholde reglerne.”

”Kæmpe minus for Zetland”

Markus Valentin Jakobsen mener imidlertid, at man fra Zetlands side burde kunne sige sig selv, at man ikke skal bruge en messe til at bedømme folk. Han er ikke tilhænger af Ida Ebbensgaards forklaring:

”Det er en forholdsvis nem undskyldning. Det kan godt være tilfældet, at det bare er en misforståelse. Men jeg synes, at det er et meget basalt punkt ikke at lave jobsamtaler, før man når jobsamtalerne.”

Men nu har Ida Ebbensgaard jo sagt til dem, at de selvfølgelig er velkomne til samtaler. Er det så ikke løst?

”Det er selvfølgelig herligt, men så får vi se, om nogen af dem stadig har lyst til at komme til samtale, og det kan jeg godt være i tvivl om. Det hænger stadig i luften, at de har sat sig selv i en rigtig uheldig situation for en hel årgang. Det er bare et kæmpe minus for Zetland,” siger Markus Valentin.

0 Kommentarer