search

Zero Refusal: Kinas ny pressestrategi

To saftige medienyheder fra Kina inden for bare et par dage understreger pointen: Kampen om Kinas fremtid er i fuld gang, og k

To saftige medienyheder fra Kina inden for bare et par dage understreger pointen: Kampen om Kinas fremtid er i fuld gang, og kampen om medierne er en af de allervigtigste arenaer.  

Først forlød det, at den kinesiske ledelse nu i et usædvanligt tilbagetog har droppet tanken om at tvangsindlejre et særligt filter i samtlige computere i Kina.

I juni meddelte den kinesiske ledelse, at alle computere i Kina fremover skulle udrustes med det såkaldte Green Dam-filter. Regeringen hævdede, at filteret kun var mod porno og vold, men den forklaring var det langt fra alle, der købte.  Protesterne buldrede fra ud- og indland , og nu har regeringen helt usædvanligt droslet planen ned, så kravet om Green Dam-filter i hvert fald næppe kommer til at gælde privatejede computere.

Striden viser, hvordan kampen om informationsstrømmene i Kina rækker langt ind i partiet: Selv regeringstro medier kritiserede den oprindelige Green Dam-beslutning. Dernæst udkom China Daily, der udlægger den officielle linje,  med artiklen: ’Zero refusal for foreign journalists’.   http://www.chinadaily.com.cn/china/2009-08/14/content_8568089.htm

Her oplyser Guo Weimin, direktør for State Council of Information, at samtlige ministerier nu får ordre til at udpege pressemedarbejdere og til altid at svare udenlandske journalister – så vidt muligt inden for 24 timer – og til altid at give en forklaring på et eventuelt afslag, når udenlandske journalister beder om information. 

’Hvis de (udenlandske medier) ikke får svar fra et ministerium eller hvis de mødes på en kold facon, kan de klage til os’, siger Guo Weimin. Samtidig bliver det nu muligt for udenlandske medier i Kina igen at hyre kinesiske reportere. 

De udenlandske korrespondenters klub i Kina, FCCC, fortæller stadig om overgreb og forhindringer i læssevis, men her er alligevel tale om nyheder i den tunge klasse.Det var Informations Martin Gøttske i Beijing, der på Skype gjorde mig opmærksom på artiklen i China Daily.

Han beskrev selv i sin avis under rubrikken ’Spin på kinesisk’, hvordan hele det kinesiske regeringsapparat nu underlægges en ny pressestrategi: Da urolighederne lynede i Tibet sidste år, blev hele regionen lukket ned for andet end udvalgte, kinesiske medier,og vi fik en ubehagelig, global mediekrig om sandheden på halsen. Da tilsvarende uroligheder brød ud i den muslimske Xinjiang region i juli i år gjorde myndighederne det stik modsatte: De overdængede pressen med information. 21 pressekonferencer on location på få dage og presserejser for udenlandske medier var med til at illustrere en metamorforse, der ifølge Martin Gøttskes artikel nu bringer forandring på alle regeringsniveauer.

En talsmand for den kinesiske regering, Dong Guanpeng, citeres for en knivskarp indramning af en af kernerne i den kinesiske mediekamp: »Det store spørgsmål er, hvordan man kan sikre, at medierne kan realisere partiets interesser, samtidig med de kan levere en god nyhedsservice. Mange vil måske sige, det er et modsætnings-forhold, men vi er nødt til at finde en måde at få det til at fungere på.«  (Information 14.8)(Martin Gøttske er i øvrigt nu tilknyttet International Media Supports projekter i Kina på freelancebasis).

Den kinsesiske medieforsker Yuezhi Zhao, der bor i Cananda, har skrevet en superb bog om mediekampen i Kina, ’en af de mest afgørende baser for politisk og kulturel magt i Kina, og en central kampplads, når det gælder Kinas fremtid’, som hun skriver. (‘Communication in China: Political Economy, Power and Conflict’ http://www.springerlink.com/content/4q42t3684246q11v/)

Her får vi den rå historie om, hvordan tilhængere af mere pressefrihed kæmper mod dem, der mener, at partiet fortsat skal have fuld kontrol; om Kinas gigantiske medie-konglomerater; om liberalister, der med alle midler vil skaffe private operatører og producenter større plads, mens høgene er imod, og om en tredje fløj, der kæmper for at udvide public service-begrebet i Kina. Og om hvordan kommercielle hensyn er ved at sætte alle mediernes klassiske alliancer med arbejdere og bønder over styr.

Zhao dokumenterer med utrolige cases, at kampen om kinesernes hearts & minds – og om verdens største mediemarked – ikke er for tøsedrenge. De to nyheder fra Kina bekræftede blot, hvor hurtigt kampen udvikler sig.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen