search

Zentropa rystet over Se og Hørs muldvarpedruk

"I strid med enhver menneskelig anstændighed" og "kynisk uden fortilfælde". To Se og Hør-journalister drog på druk med Hollywood-stjernen og sladderhaderen Kiefer Sutherland uden at afsløre hverken deres identitet eller intentioner. Fordømmelserne er mange, men Se og Hør ville gøre det hele igen.

"I strid med enhver menneskelig anstændighed" og "kynisk uden fortilfælde". To Se og Hør-journalister drog på druk med Hollywood-stjernen og sladderhaderen Kiefer Sutherland uden at afsløre hverken deres identitet eller intentioner. Fordømmelserne er mange, men Se og Hør ville gøre det hele igen.

UNDERCOVER. En tirsdag aften i juli fik to Se og Hør-journalister et tip om, at Hollywood-stjernen Kiefer Sutherland sad og drak for sig selv på cafeen Salt ved Admiral Hotel i Nyhavn. Parret prajede en taxi og kørte til baren, hvor de opsøgte den tilsyneladende ensomme skuespiller. De faldt hurtigt i snak og skiftedes til at give runder med whiskysjusser og bajere, mens en fotograf fra Se og Hør forevigede seancen på afstand, så Kiefer Sutherland ikke anede uråd.

Snart gik den våde tur videre til morgenværtshuset Andys Bar, hvor Se og Hør-journalisterne kapitulerede til deres overmand udi alkoholindtaget ved halv fem-tiden onsdag morgen. På intet tidspunkt fik Kiefer Sutherland at vide, at hans nye venner var journalister på research, og at deres fælles "dødsrute" gennem byen ville lande på forsiden af Se og Hør.

I løbet af de fem timer nåede Kiefer Sutherland blandt andet at fortælle om sin skilsmisse, sin datter og sit ikke ubetydelige alkoholforbrug, ligesom han udvekslede telefonnumre med sine nye danske venner. Ugebladets fotograf fulgte på behørig afstand skuespilleren, til han vistnok vaklede ind på sit hotel igen.

Forsker i journalistik og forfatter til bogen "Den glade journalistik. Om mediernes dækning af de kendte", Kirsten Sparre, erindrer ikke fortilfælde, hvor kendisser har drukket dus gennem en hel nat med danske ugebladsjournalister, der arbejder undercover:
»Så kynisk har jeg ikke set det før. Stakkels mand. Kiefer Sutherland er reduceret til et jaget stykke vildt, der ikke har ret til at sige til eller fra, og fra tidligere optrin i udlandet ved Se og Hør-folkene jo udmærket, at han bestemt ikke bryder sig om sladderpressen,« siger Kirsten Sparre.

Chefredaktør Kim Henningsen ser intet odiøst i, at hans journalister undlod at give sig til kende på deres fem timer lange tour de force med kendissen. Det var i grunden deres forbandede pligt:
»Lad mig svare med en metafor: Hvis Informations militærmedarbejder mødte en NATO-general på Hotel Sheraton, og generalen fortalte om sit liv og trængsler i Afghanistan, tror du så, at Informations medarbejder ville afsløre sig selv?«

– Det lyder snarere som et retorisk spørgsmål, men jeg kender ikke svaret.
»Altså, tag dig dog sammen. Selvfølgelig er det en helt legitim arbejdsmetode, og det er dybt dobbeltmoralsk af Journalisten at interessere sig for det her. Det er udelukkende, fordi det placerer Se og Hør i en skurkerolle.«

– Det er altså det samme at researche på en kendishistorie og en krigshistorie, som berører et emne, hvor der er liv på spil?
»De journalistiske arbejdsmetoder er de samme.«

Den kvindelige journalist fra den erklæret våde tur med Hollywood-stjernen hedder Lise Bondesen. Hun forklarede allerede i TV 2-programmet Go' Aften Danmark den 26. juli, at hun ikke ville afsløre sin identitet over for Kiefer Sutherland, fordi "eventyret" så ville være slut. Det gentager hun over for Journalisten.

– Skulle I så ikke have nøjedes med eventyret, nydt det fine selskab og droppet artiklen?
»Når sådan en chance opstår, ville man være en umanerligt dårlig ugebladsjournalist, hvis man forspildte den ved at skræmme manden væk eller lade historien falde,« siger Lise Bondesen.

. Foto: Uffe Karlsson
Studievært Michelle Bellaiche inviterede Se og Hørs Lise Bondesen ind til en snak, der blev noget tøsefnidret efter TV 2's seerredaktørs smag. – Screendump fra TV2 Gossip

Fire dage efter at Se og Hør offentliggjorde sin undercover-sensation, tog studievært Michelle Bellaiche så imod Lise Bondesen i Go' Aften Danmark, hvor interviewet udviklede sig således, at en mindre seerstorm rejste sig imod TV 2's seerredaktør, Lars Bennike. I sin ugentlige efterkritik på Tv2.dk tog seerredaktøren protesterne til efterretning:

"Trods de (få) kritiske spørgsmål ender det hele i lys sommerstemning og fornøjet tøsefnidder. Se og Hørs medarbejder lander på den måde i rollen som en journalistisk helt, der har fået sit livs scoop ved hjælp af metoder, som på enhver måde er i strid med almindelig menneskelig anstændighed," skriver han blandt andet.

Også læserreaktionerne på Eb.dk var præget af en for Nationen sjælden forargelse, da Ekstra Bladet gengav drukturen fra Se og Hør. Lise Bondesen afviser, at fordømmelserne skyldes et nyt moralsk lavpunkt i dansk sladderjournalistik. Danskerne bryder sig simpelthen ikke om, at man – og da slet ikke Se og Hør – udstiller deres tv-helte, forklarer hun:
»Billedet af helten Jack Bauer fra "24 timer" krakelerer, når vi bringer sådan en historie om, at han drikker meget.«

– Ville du gøre det igen?
»Uden at tøve. Jeg tror heller ikke, at det her vil afholde Kiefer fra at tage i byen igen med andre mennesker, han møder på sin vej.«

– Men han vil jo næppe feste med dig igen?
»Det håber jeg da, at han vil. Jeg tror faktisk ikke, at det her har generet ham så meget, når det kommer til stykket.«

Den vurdering deler Kiefer Sutherlands danske vært, Zentropa-producer Meta Louise Foldager, ikke:
»Jeg er skuffet og flov og forstår ikke, hvordan det er menneskeligt ladsiggørligt at snyde andre på den måde. Jeg har ikke hørt om noget tilsvarende, heller ikke internationalt. Derfor har jeg også lige undskyldt over for Kiefer Sutherland – på mit lands vegne,« fortæller filmproduceren.

Den fordømmelse har chefredaktør Kim Henningsen kun latter tilovers for:
»Det her er et typisk stunt fra Peter Aalbæk for at skabe opmærksomhed om en ny film. Hvordan kan I være så dumme at hoppe på den?«

– Det er os, der har ringet til Meta Foldager. Det er ikke Peter Aalbæk, der har ringet til Journalisten.
»Det er underordnet. Hun udtaler sig ikke uden hans tilladelse,« siger Kim Henningsen og udbeder sig at se sine citater på skrift. Fordi:
»Det er første gang, jeg kræver sådan noget, men vi to er meget langt fra hinanden, og det her er så svært at tage seriøst, at jeg gerne vil se, om jeg bliver citeret korrekt.«

– Ligesom I huskede at vise Kiefer Sutherland jeres artikel og billeder, inden I puttede ham på forsiden?
»Vi citerede ham ikke.«

– I citerede ham blandt andet for at sige: "I'm a drinker". Altså at han er dranker.
»Det er ikke et citat. Det kunne alle i nærheden have hørt eller observeret.«

Kommentarer
2
Anya Palm
16.08.10 10:14
Re: Zentropa rystet over Se og Hørs muldvarpedruk

Det er er tilgengaeld superskarpe spoergsmaal fra journalisten, der skrev denne her artikel.

"Det kyder som et retorisk spoergsmaal, men jeg kender ikke svaret."  Smukt! Maaske skulle du tilbyde Lise og makkeren et kursus! :-)

Fremhævet af Journalisten
Ole Olsen
02.02.12 00:54
Re: Zentropa rystet over Se og Hørs muldvarpedruk
hmm... nogen ville hævde at han burde have gennemskuet at det var Se & Hør "journalister" når de gik på druktur med ham! :-p
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen