Zeinab er journalist og flygtning
Den 20. februar 2012 blev den afghanske journalist Zeinab sat af på Hovedbanegården i København med sin datter efter at være blevet menneskesmuglet gennem Europa. Bag sig efterlod hun en tragedie. En tidlig morgen den 5. juni 2011, fortæller Zeinab, var hun ved at gøre børnene klar til skole, og hendes søn Parsa, der var tvilling, åbnede porten. Idet han trådte ud, skete en eksplosion, og gårdspladsen indhylledes i støv og røg. Drengen havde trådt på en mine, placeret ved porten. Zeinab besvimede ved eksplosionen, og da hun vågnede på hospitalet, fandt hun ud af, at hendes dreng var død. Zeinab Uzbak var freelancejournalist for avisen 8 Sobh i Afghanistan og skrev om kvinder og børns rettigheder. Zeinab mener, minen blev placeret på grund af ‘en artikel’, hun havde skrevet.

Zeinab fortæller, at grænsen til Grækenland blev krydset til fods og med en gummibåd over en flod, og herefter boede de i Athen i godt tre måneder, inden de skulle fragtes videre med skib. Ved indskibningen blev kvinder og mænd adskilt, og Zeinab mistede kontakten til sin mand og søn. Hun ved ikke, hvor hun landede, kun at den sidste del af rejsen foregik med bil – flere forskellige – og at hun blev sat af på Hovedbanegården i København 20. februar 2012.

Hendes mand taler hverken engelsk eller dansk, men han deltager på sidelinjen under hele det lange interview. Nok mest for at være høflig, men måske også fordi han ikke har andet at lave. Asylcenteret er en landsby i landsbyen. Et par af de øvrige beboere besøger Zeinab. De store børn er hendes egne. Foran på bordet står en boks med medicin, hun er nødt til at tage for bindevævssygdommen LSE. Hun fortæller om sin flugt. Gennem en bekendt fik hendes mand kontakt til en agent, der for en pris på 10.000 euro arrangerede flugten til et skandinavisk land. Udstyret med falske pas fløj de i september 2011 fra Kabul til Istanbul, hvor de blev indkvarteret i nogle dage.

På de andre asylcentre, familien har boet på, skulle børnene gå på skole i centrene, men i Vrå har de fået mulighed for at gå på en almindelig skole og få kammerater fra lokalsamfundet. Hun fik først sin dreng Arash til Danmark otte måneder efter, at hun selv ankom, og hendes mand kom først i februar 2014, efter at Danmark havde indvilget i at overtage hans flygtningesag fra Grækenland.

Den lille stationsby Vrå har hele to asylcentre med plads til henholdsvis 122 og 113 beboere. Børnene Arash på 12 og Parisa på 15 er kommet hjem fra skole. Arash har en kammerat med – en dansk kammerat – og drengene slår sig ned på sofaen og spiller på deres mobiltelefoner. Begge børn taler flydende dansk.
Datteren Parisa har et fantastisk sprogøre og taler en stribe mellemøstlige sprog. Jeg spørger hende, om hun kan huske noget fra sin tid i Afghanistan. »Kun alt det dårlige,« siger hun og nævner, hvordan de altid var bange.

Zeinab følger mig til toget. Det er en lille by, og spadsereturen tager blot 10 minutter. Vi taler om hendes fremtid. Hun kan godt lide byen, og børnene er glade for at være der. Omvendt er der ikke meget, hun kan bruge sine journalistiske evner til her. Efter fire år og tre asylafslag blev hun og familien i januar 2016 tildelt opholdstilladelse, da Flygtningenævnet vurderede, at Zeinab på grund af sit journalistiske virke vil være i fare i Afghanistan. For første gang længe kan hun begynde at planlægge en fremtid.