Lige under venstre albue har Bettina Heltberg en lille streg af lys, boblet hud. Arret opstod, da hun som statskundskabsstuderende stod i et århusiansk kollegiekøkken grundlovsdag 1965 og stegte bøffer med sin kæreste. I en ukontrolleret ilter bevægelse kom kæresten til at brænde hende med den sydende pande under albuen. 23-årige Bettina Heltberg bebudede, at dagen kun kunne reddes, hvis hende og kæresten forlovede sig. Han valgte at redde dagen.
Kæresten hed Svend Auken. Arret er derfor ikke kun et 48 år gammelt brandsår. Det blev også en brændemærkning af Bettina Heltberg som fremtidig ministerfrue og journalistisk meningsmaskine med direkte udsyn til både politikernes, mediernes og ordenes magt.
BETTINAS KLASSISKE DAMESKO med hæl lægger lyd af kvindelig autoritet på østerbrolejlighedens trægulv, mens hun bærer kaffeanretningen ind i den midterste stue. Den 70-årige Bettina Heltberg blev pensioneret som kulturjournalist på Politiken for godt seks år siden, og som tidligere litteraturredaktør på selvsamme avis har hun stadig en rangordning af ord på papir, som hun opretholder, i hvert fald i sit eget hjem.
De ægte forfattere William Shakespeare, William Heinesen og Adam Oehlenschläger (hun fremviser en bog med andægtig patina og hans signerede håndskrift) bor på bogreoler i den midterste stue. Den nyere litteratur til gengæld – biografier af semikendisser, udgivelsesfriske historiske portrætter uden historiens vingesus – er derimod henvist til et liv i fjernsynsstuens fjerne bogreoler. I aften vil hun indfinde sig i fjernsynsstuen, så hun kan kreere en tv-anmeldelse til Politiken. Hun skriver derudover stadig en ugentlig klumme i avisen. Oftest en lille personlig tekst med masser af udråbstegn, parenteser og meninger.
Sidstnævnte nogle gange så markante, at det grænser til æreskrænkelser, for eksempel i en klumme under skattesagsafhøringerne, hvor hun i Politiken præsenterede en navngiven journalistkollega fra samme hus med ordene: ”Jeg husker vel fra gamle dage, når han fra Ekstra Bladet ringede. »Læg på!«, sagde min mand omgående. Han havde slet ikke lyst til at tale med ham. I 23 år har han været journalist ved Ekstra Bladet. Giftige politiske historier er hans ekspertise. Oftest klar løgn, men sommetider med et tvist af ondskabsfuld meta-sandhed.”
I FEBRUAR, DA TRYKKEFRIHEDSSELSKABETS formand, Lars Hedegaard, blev forsøgt myrdet af et forklædt postbud i sin opgang, skrev Bettina Heltberg, at det var ”spot on”, at en anden læser havde udtrykt: ”Lars Hedegaard er ikke et tragisk offer, han er et patetisk fjols!”, Til Lars Hedegaards PET-beskyttelse havde hun følgende kommentar: ”Er det ikke lidt umandigt at give køb for frygten? Jo, i de ytringsfrihedsfascinerede kredse må det føles … en anelse tamt. Kom an! Vi ofrer gerne livet for ytringsfriheden! Men trods alt helst ikke vores eget.”
Næstformand i Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm spurgte efterfølgende i et læserbrev: ”Gad vide om Bettina Heltberg selv helt er klar over, hvilken makaber form for camoufleret dødsønske over Lars Hedegaard, hun udtrykker her på sin egen fjantede måde?”
Da Bettina Heltberg får genopfrisket sine skriverier gennem højtlæsning, lader hun hånden fare op foran munden og spænder halsmusklerne, så hendes farvede røde læber bliver trukket nedad, men øjnene ligner nogen, der føler en udelt tilfredsstillelse ved at have været ytringsuartig: »Nå, skrev jeg det … ja ja … Jeg synes stadig, at han er et patetisk fjols. Og jeg ville skrive det igen i morgen. Jeg sidder aldrig og tænker, kan jeg tillade mig at skrive det her? Jeg skriver det. Det gør jeg.«
Det karaktertræk har skænket hende respekt og kostet hende en fyring fra Politikens lederkollegium.
Bettina Heltberg 1965 – foto: Friis Erik / Polfoto
HUN ER UD AF kulturakademisk familie på Frederiksberg. Moderen var forfatter, faderen underviste i litteratur på Metropolitanskolen, og Bettina Heltberg er rundet af et hjem, »hvor man skulle være orienteret, og hvor man nød at være orienteret og vide exactly, hvad der skete«.
Bettina blev først uddannet skuespiller, derefter fik hun en cand.scient.pol og fik Svend Auken med i købet. Hun blev ansat i Kulturministeriet i København, men kedede sig »helt forfærdeligt, og Svend ville gerne være sammen med sine vælgere i Aarhus«.
Sit job sagde hun op, og sammen med sin mand rykkede hun til Risskov, en fashionabel rand af Aarhus. Det var ikke meget bedre. Svend Auken havde travlt med at være minister, og her havde hun »ikke noget at lave« (ud over at være forælder til fire børn, bør vel tilføjes). Det gjorde hende frustreret, indtil hun mødte »den glimrende mand Harald Mogensen«, redaktør på Politiken. Han gav hende en chance for at skrive tv-anmeldelser. Et par år senere transporterede familien sig igen til permanent adresse i København.
Og Bettina Heltberg fik tilføjet selvstændig tyngde til sin rolle som offentlig person. Hun blev litteraturredaktør på Politiken.
»Politiken var et utroligt åbent mediehus dengang. Det var ikke adskilt fra virkeligheden, hverken fysisk eller mentalt. Man kunne gå lige ind ad døren. I dag er det totalt forandret. Hvis ikke det er fysisk umuligt, så er det jo næsten mentalt umuligt at trænge indenfor. Hjertet banker, det er nærmest en mental overvindelse at komme forbi vagtsystemerne. Måske den geografiske indespærring af medierne også kommer til at gøre noget ved journalisternes udsyn? Jeg tror, at det ubevidst skaber en distance til omverdenen. Jeg har mit adgangskort, og jeg ved, hvordan man kommer ind, men jeg føler ikke den samme ugenerede, bekvemme følelse ved at gå ind. Det er nogle måneder siden, at jeg sidst har været på besøg, men jeg holder utroligt meget af Politiken.«
Da formandsvalget mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i 1992 splittede Socialdemokratiet, sled det også ægteskabet mellem Bettina Heltberg og Auken op. De blev skilt. – foto: Morten Langkilde / Polfoto
I 1980 blev Bettina Heltberg indlemmet i Politikens lederkollegium. Hun skrev efter egen observation ledere, »navnlig, når jeg havde en jakke på. Hvis man ville skrive en leder som kvinde, skulle man gå i jakke, så var ens chancer bedre. Jeg tror ikke, at det var bevidst fra herrernes side. Men sådan var det«.
Ledermøderne var dengang timelange ideologisnakke, anført af chefredaktør Agner Arm. Han var en langsnakker, kunne tale et helt lederkollegium ned. De havde afsat en time til ledermødet hver formiddag. Men han kunne blive ved og ved og ved, »de andre faldt rent ud sagt hen, og på den måde vandt han jo, han fik jo sit synspunkt igennem i lederen«, siger hun.
Svend Auken var formand for Socialdemokratiet og statsministerkandidat, mens journalisten og hustruen Bettina Heltberg sad i lederkollegiet.
På den ene side følte hun sig ikke defineret af at være en potentiel førstedame i Danmark, på den anden side endte det med at være udslagsgivende for hendes endeligt i lederkollegiet.
»Jeg havde mit eget liv, for Svend var jo simpelthen så meget borte. I forhold til at være gift, var på det mange måder et ensomt liv, jeg levede. Jeg var gift i 25 år med Svend, men jeg havde aldrig et tæt, dagligt forhold til ham. Han var for meget væk til, at det kunne lade sig gøre.«
Han er stadig til stede i Bettina Heltbergs hjem. Selv om Svend Auken nåede at være gift med to andre kvinder efter Bettina Heltberg, er bogstaverne på dørklokken stadig ’Heltberg Auken’, og i den midterste stues vindueskarm står han som A4 størrelse i en billedramme med milde træk og nærmest barnligt åbent ansigt.
TIL DE DAGLIGE MØDER i start 90’ernes lederkollegium var det ofte et omdiskuteret lederemne, hvor lang tid Svend Auken mon holdt som formand for Socialdemokratiet. Bettina Heltberg kunne ikke finde ud af at tie eller gå uden for døren under de debatter. I januar 1992, fire måneder før formandsvalget, lagde daværende chefredaktør Herbert Pundik en seddel i Bettina Heltbergs postboks. På papiret havde han skrevet, at hun ikke længere var velkommen i lederkollegiet. Hun var uforstående. Slemt skuffet. Og da hun kom hjem til sin evigt ekstroverte livsledsager Svend, sagde han om afskedigelsen: »Jamen, det var jo hele din voksenkontakt.«
Hun kigger lige frem for sig og siger: »Hans kommentar sårede mig meget.«
Hun retter på halskæden:
»Jeg har fuldstændigt tilgivet Pundik. Man kan ikke have konen til en politiker til at sidde med til ledermøde og pippe med, det kan enhver idiot sige sig selv.«
Poul Nyrup Rasmussen vandt som bekendt formandsvalget i 1992, og det stormfulde formandsvalg splittede Socialdemokratiet i to uforsonlige fløje. Forløbet havde også været med til at splitte ægteskabet mellem Bettina Heltberg og Svend Auken. Det var slidt op. De blev skilt.
»Selv om jeg prøvede at være afbalanceret i Politikens ledere, plumpede jeg nogle gange i og kom til at udtrykke min egen mening. Engang fik jeg kaldt ham Ulrik Wilbek for ”fjoget” i en leder. Det skabte en frygtelig ballade.« – foto: Petra Kleis (1 & 3), Asger Sessingsø / Polfoto
I 1996 udgav Bettina Heltberg erindringsbogen Hvor der handles, en kompromisløs og subjektiv, analytisk bog om formandsvalget. Den er skrevet af en kvinde, som aldrig vil lade sig lokke i betryggende sikkerhed ved at kalde problemer for udfordringer og stillestående høflighedssnak for konstruktiv dialog. I bogen omtaler Bettina Heltberg sig selv som “menneskekritisk og introvert” i modsætning til hendes udadvendte, opmærksomhedsglade mand med 360 graders charmeantenner.
Selve dagen for formandsvalget, hvor Bettina Heltberg smilende har klappet sin mand i retning af statsministerposten, beskrev hun senere således:
”Indvendig følte jeg mig træt og laset, måske ligefrem som en intruder, der uretmæssigt gik her ved siden af, eller et halvt skridt bag ved denne partiformand, hvis kvaler og kampe jeg havde siddende som en smerte i mellemgulvet, mens alle gode århusianere på bænkene vinkede og smilede og ville trykke hænder.”
I bogen har hendes pen glødet over, at ”politik æder sjæle op”, at ”magt er satans fristelse”, og hvordan ”forræderi i privat sammenhæng mellem mennesker, i politisk sammenhæng oftere kaldes for realpolitisk nødvendighed”. Bogen blev prist for sin ærlighed og magtanalytiske indsigt. I dag siger Bettina Heltberg, at hun ser meget anderledes på forløbet og aktørerne. Tiden er gået. Bogen var skrevet på bitter brændsel fra de destruktive år for hendes lederskribentkarriere og hans drømme om statsministerposten.
Men hun vil gerne holde fast i én lære:
»Jeg har ikke mødt nogen redaktører eller politikere, der kun var drevet af ideologi. I hvert fald ikke nogen succesfulde. I egen bevidsthed er de sikkert drevet af ideologi, men hvis de skal opnå resultater, bøjer de af. Politikerne spekulerer og funderer over, hvad folket vil synes, hvad medierne vil synes. Medierne har jo en helt KO-LOS-SAL rolle i at afgøre politik, en FULD-stændig for mange ældre mennesker U-hyggelig stor indflydelse på politik. I tv-serien Borgen satte statsministeren tasken fra sig og tændte straks fjernsynet, når hun kom hjem. Det undrede mig nogle gange, at hun slukkede så hurtigt for det igen. For politikerne lukker ikke tv’et ned. Bestemt ikke.«
DET ER GODT 10 år siden, at Bettina Heltberg udgav bogen Deadline. Hun krymper sig en smule, da den bliver fundet frem.
Den er deprimerende. Hun var deprimeret, da hun skrev den, forklarer hun. Bogen handler om en midaldrende journalist på et vist dagblad på Rådhuspladsen. Navnet på dagbladet bliver aldrig nævnt, men dets mandlige chefredaktør har i bogen lavet reklame for avisen ved at lade sig afbilde som gravid, ligesom Tøger Seidenfaden gjorde i 1999.
Journalisten i bogen føler sig ensom og kedes ved livet, især de yngre kollegers konstante sniksnak og redaktørernes leflen for læsernes lyst til letbenede tillæg om mad og forbrug. Bogen blev kaldt en roman. Dens hovedperson er dog teateranmelder (ligesom Bettina Heltberg), dens hovedperson får ”bomuld i hjernen af at kigge på tal” (ligesom Bettina Heltberg), dens hovedperson har grøn stær (ligesom Bettina Heltberg), dens hovedperson cykler ikke i byen på grund af frygt for ”blyluft i lungerne” (ligesom Bettina Heltberg), dens hovedperson har været ansat i et ministerium (ligesom Bettina Heltberg).
I en passage kritiserer bogens hovedperson sin tidligere højtagtede avis for nu at være blevet et behagende, lullende livsstilsblad, for eksempel i en artikel om haveklargøring, hvor ”Politiken er med på første fase i planteskolen”. Det afsnit bliver fulgt op af følgende udbrud fra bogens hovedperson: ”Jeg bliver iskold i maven, når jeg læser de ord. Ingen, ingen skal nogensinde tvinge mig til at skrive om det, der er fælles for alle. Det er ikke fælles for mig.”
Har den fysiske udgave af Bettina Heltberg samme lede ved at skulle rette ind efter læsernes interesser med journalistisk havepusleri?
»Jeg kan godt genkende den følelse. Jeg læser det jo selv, men jeg hader det. Jeg hader det vildt. Jeg er fuldstændig allergisk over for det der gastronomiske eventyr, vi er ude på. Jeg kan slet ikke forklare, hvor meget jeg hader det. Det bliver på et niveau under mellemgulvet, hvor det aldrig bliver konsistent med noget af det, du selv tænker, eller mere originalt end en grillet lammekotelet. Det gør mig ondt på samme måde, som det kan gøre mig helt deprimeret at sidde til et middagsselskab, hvor samtalen aldrig bliver mere substantiel end spørgsmålet ’vil du række mig kartoflerne?’«
»Jeg er meget imponeret over Herbert Pundik. Han er så substantiel. Han ville korse sig og løbe skrigende ned ad trappen, hvis han skulle være med i sådan et smalltalk interview som det her. Ikke et minut kan han snakke om ingenting. Det værdsætter jeg i ekstremt høj grad.« – foto: Petra Kleis
SOM DET I POLITIKEN blev bemærket i en lykønskning til Bettina Heltbergs 70 års fødselsdag, er hun modsat den typiske fortælling om menneskets udviklingshistorie blevet mere og mere fandenivoldsk med alderen. Hun virker til at være fri af både et begrænsende bagland og tage sig friheder fra et avismiljø med vanligt fokus på tilstræbt objektiv journalistik.
»Der er ingen tvivl om, at jeg føler mig friere i dag. Da jeg sad inde på Politiken, var jeg mere artig og rundet af en 50’er-agtig børneopdragelse. Det er jeg i den grad sluppet ud af, og jeg er blevet mere mig selv,« slår hun med et bank i sofapuden.
»Jeg kan ikke bidrage til den objektive nyhedsjournalistik. Det ville falde mig ufatteligt svært at skrive en nyhedsartikel. Jeg ville gerne. Men jeg kan bare ikke.«
Bettina Heltberg er med andre ord ikke drevet af den klassiske journalistik, hun er drevet af ordet og draget af dets kontrollerende funktion. Siden sit 16. leveår har hun skrevet dagbog.
Hvis hun ikke vidste, hvad der skete den 22. november 1973, ville hun føle, at dagen var forsvundet. Det ville være ærgerligt, også selv om hun bare gik til frisør.
»Ord er kontrollerende. Hvis man er til lægen og ser et ældre, interessant ægtepar i venteværelset, kan de bare forsvinde ved at gå ud ad døren, for de har jo deres frie vilje. Man kan ikke kontrollere deres ageren i virkeligheden. Hvis man derimod beskriver dem, så kan man kontrollere dem. De kan ikke gå, når jeg beskriver med ord, at de blev. I virkeligheden er det en måde at fastholde nogle blikke på tilværelsen, som man gerne vil fastholde.
Man kan i sin fantasi kontrollere virkeligheden. Dét er åbenbart noget, som tiltaler mig. Lige så ukontrolleret den rigtige virkelighed forekommer mig, lige så ofte bliver jeg skuffet over den. Men man ejer en version af virkeligheden gennem ordet og kontrollerer den og manipulerer også med den efter sine egne behov og lyster. Det er hemmeligheden bag min fornøjelse ved at skrive. Det er selvfølgelig også derfor, at jeg aldrig har kunnet skrive objektiv reportage, fordi der er man nødt til at forholde sig til, at ægteparret forlod venteværelset. Det vil jeg helst ikke være tvunget til.«
ENDNU MINDRE VIL HUN være tvunget til slet ikke at skrive mere. Sidste år formulerede hun en klumme med den tale, hun gerne ville have holdt for gæsterne til sin 70 års fødselsdag, hvis hun havde turdet. Hun ville have sagt til sine venner, at de alle kunne mærke, at man med alderen kom til at spille en mindre rolle. Ens specialer på avisen blev overtaget af andre, og forsiderne ryddet med forslag, man selv havde hørt på helt siden 90’erne. Men på trods af deres alder var de stadig unge. Ikke på grund af rejser, børnebørn eller gode middage, men på grund af fornemmelsen af stadig at ”have travlt med noget vigtigt: det er kort sagt: arbejde!”
Gælder det også hende?
»Ja. Jeg ville dø uden arbejde. Jeg ville simpelthen dø. Det ville jeg. Jeg ville kede mig. Der er i forvejen alt for meget, som keder mig. Jeg ville føle mig overflødiggjort, jeg kan ikke tilfredsstilles ved alverdens rejser eller maratontræning. Nej, jeg ville mangle noget fuldstændigt fundmentalt i mit liv, og det er altså at skrive. Jeg bliver helt bange, bare ved at det bliver nævnt.«
Det kan ikke tilfredsstilles med dagbøger, teksterne skal udgives?
»Det betyder noget at blive udgivet ja. Det er nok i virkeligheden sådan et forfængelighedsspørgsmål. Jeg vil gerne ses. Det er en måde at være på, og hvis man ikke bliver set … ,« hun holder pause, lægger en spørgende tone ned over sidste sætning… »så er man jo heller ikke noget«.
»Da jeg stoppede som fastansat på Politiken, havde Tøger Seidenfaden været så venlig at arrangere en afskedsmiddag. Jeg spurgte ham, hvad jeg nu skulle lave. Han svarede, at jeg da ikke skulle lave noget. Jeg var fuldstændig chokeret – hvorfor skulle jeg ikke det?« – foto: Petra Kleis
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak for et smukt og ærligt portræt. Det hænger bare ved. Alle tankerne der tænkes højt af Betina Heltberg. At huske at arbejde. Hele vejen. Og hvorfor vi indrammer tiden i ord. Nogle gange i billeder. For at forstå den verden vi lever i og for at blive set i den.