Journalister ynder at se sig selv som et helt igennem kritisk folkefærd. Nærgående spørgsmål til en borgmester, et folketingsmedlem, ja endda en minister er obligatoriske for enhver praktikant med selvrespekt.
Men den kritiske sans er selektiv. For at sige det pænt.
For mens politikerne (helt fortjent) grilles, er der andre grupper, der på forunderlig vis går fri. En af disse fredede arter er juristerne, i særlig grad dommerne. En domstols ord betragtes af mange journalister som nærmest hellige afgørelser, intet jordisk væsen kan tillade sig at anfægte.
I tilfælde af uenigheder mellem domstolene og Folketinget vinkles historien derfor altid på (de ophøjede) domstole, der sætter (de ubegavede) politikere på plads. En udvikling, der er accelereret efter Tvind-dommen. Særlig ærefrygt er der naturligvis om HØJESTERET. Man kan næsten høre den bævende ærbødighed – bare ordet nævnes. Højesteretsdommerne er de sande ypperstepræster.
Et typisk eksempel er dommene fra Højesteret, der med henvisning til menneskerettighedskonventionen annullerede udvisningen af seks ud af syv udenlandske narkohandlere. Her havde såvel DR som TV 2 meget originalt valgt at interviewe samme juridiske ekspert, der »slog fast«, at Højesteret fortjent havde afklapset Folketinget ved at annullere lovens ønske om udvisninger. Man kunne i samme forbindelse se gribende billeder af familien til en af de nu reddede narkohandlere.

Nu havde det, for det første, været en anelse mere relevant at fokusere på, hvad narkohandlernes ofre på Vesterbro (beboere, handlende, skolebørn) sagde til, at udvisningerne blev stoppet. Så havde man opdaget, at de mest ulykkelige over dommen var bydelens mange hårdtarbejdende indvandrere med egne forretninger. Men for det andet – og det er det væsentlige – kunne det være forfriskende, hvis medierne bare for en gangs skyld analyserede sagligheden i en dom fra Højesteret. I stedet for at agere som mekaniske lammehaler.
Havde man gjort det, ville man sandsynligvis konkludere, at Højesteret befinder sig på utrolig tynd is i denne sag. Det relevante afsnit i menneskerettighedskonventionen (artikel 8) lægger snarere op til den modsatte afgørelse.
En stat har nemlig i høj grad ret til at udvise dømte kriminelle, hvis det sker for at »forebygge uro eller forbrydelse, beskytte sundheden og beskytte andres rettigheder og friheder«.
Det burde ikke være svært at argumentere for, at udvisning af narkohandlere sker for »at beskytte sundheden og forebygge forbrydelser«, så Højesterets afgørelse er i bedste fald diskutabel. Blot ikke i medierne.
Forhåbentlig vil man se en knap så logrende stil, hvis Højesteret også omstøder den aktuelle udvisningsdom fra Vollsmose.
I stedet for at betragte Højesterets domme som udtryk for »objektiv ekspertise«, bør de ses, som det de er: Et miskmask af jura – og i høj grad subjektive retspolitiske opfattelser.

Den højt besungne juridiske ekspertise fik jeg selv et førstehånds indtryk af, da jeg for nogle måneder siden interviewede præsidenten i Højesteret, Niels Pontoppidan. På spørgsmålet om, hvorfor domstolene aldrig udnytter straframmerne ved personskadelige forbrydelser som vold og voldtægt, lød svaret fra dommernes fremmeste repræsentant:
»Jeg kender ikke til strafniveauet på disse områder, fordi kun få af den type sager ender i Højesteret. Så det må jeg afstå fra at kommentere.«
En højesteretspræsident, der ikke kender det normale strafniveau for så centrale forbrydelser som vold og voldtægt! Så meget for den juridiske ekspertise, der får talrige journalister til at glemme den kritiske sans.

Nu er det langtfra kun dommerne, der er hævet over kritik. Også en perlerække af eksperter slipper umådelig billigt, når mikrofonen stikkes frem under snuden på dem.
Det gælder sociologer, kriminologer, repræsentanter fra Centret for Menneskerettigheder mv. Eksperter med stor faglig viden, men for manges vedkommende også med klare politiske holdninger, der i høj grad præger deres udsagn. Det er typisk holdninger, der er en vis konsensus om i den akademiske overklasse – men som står i grel modsætning til befolkningens flertal. Måske fordi størstedelen af eksperterne – akkurat ligesom dommerne – selv bor i betryggende afstand af problemerne. Og derfor sagtens kan tillade sig en imponerende tolerance – på andres vegne.

Et typisk eksempel på en ekspert, der nærmest har en guru-agtig status blandt journalister, er dr.jur. Flemming Balvig, der står for hovedparten af den »uvildige« retspolitiske ekspertise herhjemme. Og får lov til at gøre det i artikel efter artikel helt uden modspil.
Dette på trods af, at Balvig i forhold til den retspolitiske debat snarere optræder som en politisk aktør med søvngængeragtigt forudsigelige konklusioner, der kan sammenfattes nogenlunde sådan her:
»Danmark er et smørhul næsten blottet for alvorlig kriminalitet, straffene er snarere for høje end for lave – og i øvrigt hjælper det ikke at straffe.« Det var derfor helt efter bogen, da Politiken i september brugte Flemming Balvigs tolkning af en rapport fra Europarådet til en forsidebasker med rubrikken »Vold straffes hårdt«.
Man kunne ellers mene, at i snit fem måneders fængsel for »legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter« (§ 245) ikke er overvældende strengt. Særlig ikke i betragtning af, at der for nylig er givet en dom på fem års fængsel for storsmugling af cigaretter.
Kigger man artiklen nærmere efter, opdager man da også, at det er sager om den mere banale vold, der straffes hårdere i Danmark end i andre europæiske lande. Temmelig irrelevant, da den verserende diskussion om højere voldsstraffe centrerer sig om den grove vold.
Men alt mikses sammen i en smuk pærevælling – og atter en gang følges den velprøvede journalistiske skabelon: Den uvildige ekspert tilretteviser de usaglige og uvidende politikere, der »luller danskerne ind i vrangforestillinger om vold«.
Kort efter kom der i øvrigt en statistik fra Rigspolitiet, der viste en stigning på 27 procent i anmeldelser for grov vold fra 1998-99. Så spørgsmålet er, hvem der luller hvem ind i vrangforestillinger.

Om denne meget vennesæle form for journalistik skyldes en næsten rørende tro på eksperters uvildighed, eller det blot er et udslag af den velkendte politiske korrekthed, skal være usagt. Under alle omstændigheder skævvrider det debatten, gør vinklerne fortænkte og akademiske. Resultatet er dårligere journalistik. Uanset om interview-ofret er en politiker, en dommer eller en fagekspert bør de (selvfølgelig) mødes med samme kritiske attitude. For ingen eller intet er objektivt – heller ikke journalistikken for den sags skyld.

Af Erik Holstein, journalist på B.T.