Gus Ruelas/Reuters/Ritzau Scanpix
YouTube suspenderer komiker og skuespiller Russell Brands ret til at tjene penge på sin platform efter anklager om voldtægt og seksuelle krænkelser.
Det skriver The Guardian.
Ifølge en talsperson for YouTube skete suspenderingen med henvisning til det sociale medies retningslinjer for brugeransvar, som betyder, at indholdsleverandører skal handle ansvarligt, også uden for platformen.
”Hvis en brugers opførsel skader vores brugere, ansatte eller økosystem, så handler vi for at beskytte fællesskabet,” lyder det i udtalelsen.
Suspenderingen betyder, at Russell Brand ikke længere kan tjene penge på platformen. Noget, som skuespilleren ifølge Guardian allerede havde forberedt sig på ved at flytte sine videoer over på YouTube-rivalen Rumble. Brand har 6,5 millioner følgere på YouTube og har lavet indhold på det sociale medie i over 10 år.
Krænkelserne skulle være sket i årene mellem 2006 og 2013, samtidig med at Russell Brand arbejdede for BBC, Channel 4 og spillede med i en række Hollywood-film. Brand har afvist alle anklager.