Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
08:10 23.05.2022 Ritzau

YouTube har fjernet 70.000 videoer siden invasionen af Ukraine

YouTube har fjernet 70.000 videoer siden invasionen af Ukraine

REUTERS/Lucy Nicholson

Mere end 70.000 videoer og 9.000 kanaler, der relaterer sig til Ruslands invasion af Ukraine og bryder platformens retningslinjer, er blevet fjernet fra videoplatformen YouTube.

Det skriver The Guardian.

Siden Ruslands invasion af Ukraine har YouTube blandt andet lukket den prorussiske journalist Vladimir Solovjovs kanal.

Kanaler, der er relateret til det russiske forsvarsministerium og udenrigsministerium, er desuden midlertidigt blevet udelukket fra at kunne publicere videoer på YouTube, fordi de beskrev krigen som en ”befrielsesmission”.

”Vi har en politik om større voldelige hændelser, der finder anvendelse, når der sker benægtelse af større voldelige hændelser. Det kan være alt fra Holocaust til Sandy Hook (et skoleskyderi i USA i 2012, red.). Selvfølgelig er det, der sker i Ukraine, en større voldelig hændelse. Derfor har vi brugt den politik til at skride til handling på en hidtil uset måde,” siger Neal Mohan, der er produktchef hos YouTube, til The Guardian.

Det estimeres, at der er omkring 90 millioner russiske brugere på YouTube.

Både Facebook og Instagram er blevet blokeret i Rusland, mens adgangen til Twitter er begrænset.

SENESTE NYT

Flere nyheder