Videoplatformen YouTube har på sin tjeneste fjernet to kanaler tilhørende musikeren R. Kelly, der i slutningen af september blev kendt skyldig i alle anklager mod sig i en sag om menneskehandel.
Det oplyser selskabet til Reuters.
Med beslutningen lægger YouTube, som hører under Google og dermed Alphabet, afstand til sangeren.
”Vi kan bekræfte, at vi har nedlagt to kanaler med forbindelse til R. Kelly i overensstemmelse med vores retningslinjer om ophavsmænds ansvar,” siger en talsperson for YouTube.
Anklagere har sagt, at R. Kelly i årtier udnyttede sin berømmelse og karisma til at rekruttere mindreårige ofre.
Han er dømt for ét tilfælde af afpresning og for otte gange at have transporteret personer over statsgrænser med prostitution for øje.