I årevis har det været TV 2s målsætning at lancere mindst en ny tv-kanal om året, som skulle sikre fortsat nye indtægtskilder. Men nu blokerer YouSee endegyldigt for planen. »Der er ikke behov for de kanaler, de foreslår. Det er slut med den strategi,« siger YouSees direktør til Journalisten.dk.
I snart otte år har det været den officielle politik på TV 2. Stationen på Kvægtorvet i Odense skulle konstant udvide med nye betalings-tv-kanaler, som alle havde et eneste formål: De skulle skaffe flere penge i kassen. Og lige siden Keld Reinicke og Palle Strøm i juni 2000 præsenterede "lillesøsteren", TV 2 Zulu, har det overordnede mantra da også været, at familien konstant skulle udvides. Der skulle nye kanaler til.
Siden fulgte TV 2 Charlie, Film, News og Sport. Eller som tidligere økonomidirektør i TV 2 Anders Kronborg sagde i april 2005 til Berlingske:
»TV 2 vil i de kommende år udvide med nye betalings-tv-kanaler hvert år.«
Med tilføjelsen:
»Uanset hvordan reklame-tv-markedet ændrer sig, så er det rigtigt med betalings-tv, fordi der ligger et stort potentiale. Vores bedste gæt er halvanden milliard kroner årligt alene i betaling til betalings-tv-kanalerne.«
Den strategi må TV 2 dog nu fuldstændig skrinlægge. Den danske kabel-tv-gigant YouSee vil ikke længere lege med. Over for Journalisten.dk erklærer adm. direktør Niels Breining, at TV 2 ikke længere kan komme igennem med nye betalings-tv-kanaler.
»Det er slut med den strategi,« udtaler Niels Breining.
Så sent som i februar i år erklærede TV 2 ellers, at man har »syv nye kanaler klar i skuffen«.
Og ifølge Journalisten.dks oplysninger er det blot 14 dage siden, at Niels Breining havde det seneste møde med TV 2-ledelsen om mulige nye tv-kanaler. Men forhandlingerne endte med et klart nej til TV 2.
»Og det står vi ved. Vi har ingen intentioner om at introducere nye tv-kanaler. Der er ikke behov for de kanaler, de foreslår,« siger Niels Breining til Journalisten.dk.
Han husker ikke, om det var to eller tre nye kanal-titler, der var i spil, men finder det også underordnet:
»De konkrete forslag har vi ingen planer om at tage imod. Og der er nu klart ikke længere grund til at bruge flere kræfter på det.«
Han understreger, at TV 2 i stedet burde fokusere noget mere på at fastholde eller forbedre kvaliteten i de eksisterende kanaler.
»Det har også været min besked til TV 2. Jeg tror, man gør sig selv en kæmpe tjeneste ved at fokusere på det, man har – frem for at udvide.«
YouSees topchef begræder, at TV 2 befinder sig i den nuværende økonomiske krise, og betegner det som dybt frustrerende, at Danmarks største kommercielle tv-station må lide så meget nu på grund af fejldispositioner tidligere.
»I den nuværende situation er det altafgørende for TV 2 at få flere indtægter og færre udgifter. Og det kan de også skaffe sig på anden måde. Men de skal ikke lave nye tv-kanaler,« siger Niels Breining, der mener, at TV 2 ikke er i stand til at lancere nye tv-kanaler, som kan give dem den nødvendige øgede indtjening, der er brug for her og nu.
»TV 2 har brug for en hurtig forbedring af deres økonomi, og det får man ikke ved at lave en kanal som News og Sport. Det er alt for dyrt. I det hele taget har de mange nye kanaler kostet dem styrtende med penge.«
Niels Breining vurderer, at eventuelt nye tv-kanaler først efter to-fire år ville kunne give overskud.
»Og i best case ville det blot være 20-50 mio. kr. årligt, hvilket ikke er nok. Så selv hvis de lavede en succesrig-kanal, så ville det ikke hjælpe dem nok i den situation, de befinder sig i nu.«
Hvorvidt TV 2 helt er udelukket fra at få endnu en tv-kanal på YouSee i al fremtid, siger han:
»Det er ikke en beslutning, som gælder for altid. Men lige nu er der ikke nogen kanaler, der mangler i det danske tv-billede.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvor er det befriende endelig at se klarttænkende, ansvarshavende personer træde i
action og stoppe TV2 frembrusen med urealistiske planer og visioner, som man allerede fra starten burde kunnet have set var - OMMERE !!!
PS: Man skal ikke lade ræve vogte gæs !