Yndlingsord: Venstrekant

Carsten Werge: Med tre fodboldkampe på en uge kan man godt blive træt af at høre på sig selv, så jeg prøver hele tiden at finde alternativer til de mest almindelige ord og vendinger, jeg skal bruge under en kamp.

Et af de ord, der ligger godt i munden, er venstrekant. Det er betydeligt bedre end det kedelige ”han spiller ude på venstre fløj”. Når man siger venstrekant, er der jo objektivt set ikke tale om en kant, det er den venstre side af en fodboldbane. Hvis det var en kant, ville spillerne jo risikere at falde ud over. Alligevel er venstrekanten blevet en del af kommentatorjargonen, som seerne accepterer. Jeg kan også finde på at sige højrekant, men venstrekant lyder bedre.

Jeg kan godt lide ord, som forkorter flere ord ned til ét. Det er en fordel, når det går hurtigt, at man kan sige venstrekant med lynets hast. Men det er ikke alle forkortelser, jeg er vild med. Jeg undgår for eksempel ”retvendt spiller”, som ellers er meget populært for tiden. Det irriterer mig vildt meget, fordi det lyder som en matematikopgave. Der vil jeg for eksempel hellere sige ”en spiller, som har retning mod målet”.

Carsten Werge, sportskommentator, Viasat
Fortalt til Jakob Albrecht

0 Kommentarer