Solen er gået ned, men det er stadig lyst udenfor. Forventningen om dansk sommernat hænger tungt i luften. Alt kan ske. 

Alene ordet lyder, som om man kysser nogen: Tusmørke. Overlæbe og underlæbe, der blidt berører hinanden. Læberne, der spidses let. Der er lummerhed i tusmørke! Men der er også fornuft. For lyset skinner stadig, og dagens rester er endnu ikke helt udvisket. Og det er netop overgangen fra dag til nat, fra virkelighed til fantasi, fra forstand til drifter, der fascinerer mig ved dette gamle, danske ord.  

For hvad er det, der sker i skovens løvbund, når tusmørket falder på, og mosekonen brygger? Så bruger vi fantasien til at forklare det uforklarlige. Så danser elverne, lygtemændene lokker, og digterne får inspiration til værker som ’Sanct Hansaften-Spil’ af Oehlenschläger og ’Skyggen’ af H.C. Andersen. 

Lad inspirationen leve – og tusmørket sænke sig. 

Charlotte Dahlsgaard er taleskriver i Uddannelses- og Forskningsministeriet